Økonomiministeriet i 50 år 1947 - 1997 INDHOLDSFORTEGNELSE Tillykke med de første 50 år Af økonomiminister Marianne Jelved Økonomiministeriet i dag og i morgen Af departementschef Michael Dithmer Træk af Økonomiministeriets historie Af fuldmægtig Alf Therkildsen Den økonomiske udvikling i Danmark i de 50 år Af kontorchef Mikael Trier Danmarks Statistik - Lovgrundlag og udvikling Af tidligere afdelingschef Poul Jensen Rådet - Usædvanligt og tankevækkende Af sekretariatschef Peder Andersen Finanstilsynet - Tilsyn og overvågning Af kontorchef Michael Holm Økonomiministeriets internationale virksomhed Af fhv. kommitteret i internationalt økonomisk-politisk samarbejde Niels Ussing, nationalbankdirektør Jens Thomsen og afdelingschef Henrik Fugmann 50 års Økonomiske Oversigter Af kontorchef Mikael Trier Bilag Tillykke med de første 50 år Af økonomiminister Marianne Jelved Så oprandt dagen, hvor Økonomiministeriet runder de første 50 år. Der skal lyde et varmt tillykke fra en ægte fan. Økonomiministeriet er et lille, tæt og effektivt ministerium med sin helt særlige ånd. Ministeriet ynder at svæve over vandene, holde øje med alle bevægelser, vinde, strømretninger og skær. Kvalificeret navigation under støt ledelse er adelsmærket. Tydning af stjernernes bevægelse, kombinationen af indikatorer og vægtningen af dem, er pulsen i ministeriet. Erfaringen og bevidstheden om, at det bedste skøn netop er det bedste skøn, skaber ånden. Årvågenhed og agtpågivenhed er selvfølgelige dyder. Redelighed og godt humør er en hjertesag. Heraf skabes integritet og loyalitet over for opgaver, som de formes af regering og tidens udfordringer. Sådan skal det være. Til ministeriet er knyttet tre institutioner: Danmarks Statistik, Det Økonomiske Råd og Finanstilsynet. De er alle tre helt afhængige af deres integritet og autoritet. Det er enhver økonomiministers fornemmeste opgave at forsvare disse institutioners faglige uafhængighed over for den politiske smeltedigel. Loven om Nationalbanken henhører under økonomiministeren, der også er Kgl. Bankkommissær. Der er tætte samarbejdsrelationer mellem Nationalbanken og ministeriet om varetagelsen af de danske interesser internationalt og i særdeleshed i forbindelse med det økonomiske og valutariske samarbejde i den økonomiske og monetære union. I to faser er den finansielle sektor blevet overført til Økonomiministeriet, hvor den nu er samlet. Liberaliseringen af sektoren måtte føre til, at den blev samlet. Internationaliseringen af sektoren gør det både hensigtsmæssigt og naturligt, at den er placeret i Økonomiministeriets ressort. De fleste sager vedrørende den finansielle sektor behandles i ECOFIN. Økonomiministeriets ressort er til dels af overordnet karakter, men det overordnede konjunkturanalytiske bygger på en stor tværministeriel indsigt og viden: Fagministeriernes konkrete politikker påvirker strukturer og samfundsøkonomi. Derfor må ministeriet forholde sig til udviklingen på en lang række områder. Og det uden at være egentlig sagsbehandlende - og uden at have daglig kontakt med parlamentarikerne, der i sidste ende former og beslutter politikken. Også derfor er det en stærk kvalitetsforbedring for ministeriet, at der nu foregår lovgivningsarbejde i mere kontinuerlig form vedrørende den finansielle sektor. Samarbejdet med parlamentarikere skaber en større bevidsthed om den politiske beslutningsproces, hvor de vigtigste aktører netop er de folkevalgte. Det er ministeriets ambition, at der skal være det bedst tænkelige beslutningsgrundlag bl.a. gennem åbenhed og konstruktiv dialog. En sund samfundsøkonomi er forudsætningen for et ordentligt samfund. Og en sund samfundsøkonomi forudsætter vælgernes forståelse og accept af sammenhængene og handlemulighederne for den enkelte og for de folkevalgte under hastige forandringer i en verden, hvor økonomierne integreres. Der er et stigende behov for brede formidlingsinitiativer om sammenhængene i samfundsøkonomien og om tidens internationale politiske, økonomiske og teknologiske udfordringer. Der er behov for større gennemskuelighed i den finansielle sektor og demokratisering af pensionsinstitutternes investeringspolitik. Derfor har Økonomiministeriet øget sin udgivelsesvirksomhed med rapporter, betænkninger og publikationer herom, og målgruppen er blevet meget bredere end tidligere. Og interesseområdet for ministeren er blevet bredere, end det rene lovgivningsarbejde og ministeriets traditionelle aktiviteter tilsiger. Liberaliseringen, internationaliseringen og de teknologiske forandringer skaber nye muligheder og stiller nye krav til samspillet mellem borgerne og institutionerne. Det er forhold, der ikke kan lovgives om i detaljer, og som derfor stiller krav om et meget gennemsigtigt marked, viden og handlemuligheder for den enkelte og en høj grad af etik og demokratisk kultur i mødet mellem borgeren og insti- tutionen. Det er vigtigt at også Økonomiministeriet bidrager til løsningen af de nye udfordringer og nye muligheder: - at skabe et stabilt, sikkert og helt Europa, der vil være det bedste grundlag for Danmarks muligheder for at bevare velfærdssamfundet - at fastholde en sund økonomi på et bæredygtigt grundlag, der sikrer miljøet - at modernisere velfærdssamfundet, så vi kan honorere målene om et solidarisk, humanistisk og åbent samfund kendetegnet af dygtighed og kreativitet samt vilje til forandringer - at udvikle demokratiet, så det legitimt kan honorere folks forventninger og de internationale udfordringer Bliver Økonomiministeriet også 100 år? Efter min bedste overbevisning ja. Ministeriet har et tæt samarbejde med de fleste ministerier - ikke mindst Finansministeriet. Og jeg mener, det er en fordel, at der er to økonomiske ministerier med hver sin tilgang til en lang række samfunds-økonomiske spørgsmål og med hver sin tradition og kultur. Det bidrager til troværdigheden bag den samlede økonomiske politik, og det giver borgerne langt bedre og bredere indsigt, end ét ministerium kan præstere alene. Lad mig derfor slutte med en tak til alle ministeriets og husenes medarbejdere for et aldeles fortrinligt arbejde, der selvfølgelig kan blive endnu bedre. Og det er jo en lykke for hver især at få mulighed for at yde sit ypperste. Hverken mere eller mindre. Også tak til de mange samarbejdsrelationer på Slotsholmen og i såvel det danske som det internationale samfund. Økonomiministeriet i dag og i morgen Af departementschef Michael Dithmer Baggrund Et 50 års jubilæum er nok værd at fejre - ikke mindst når jubilaren er en hæderkronet institution som Økonomiministeriet. 50 år er lang tid i dansk politik og administration og dækker stort set hele efterkrigstidsperioden med dens betydelige omskiftelser i dansk økonomi. Og meget er også hændt i Økonomiministeriets liv siden dets spæde start i 1947. Ministeriets første departementschef, Erik Ib Schmidt, beskriver fængslende i "Fra Psykopatklubben" ministeriets start i 1947 "med en halv snes medarbejdere fire-fem cand.polit'er, et par stud.polit'er og et par kontormedhjælpere - ofte mindre venligt omtalt som politbureauet". Oprettelsen var i høj grad motiveret ud fra hensynet til en stærkere koordination af den økonomiske politik. Regeringen måtte hertil have en stab af økonomer, som på tværs af de traditionelle opdelinger på Slotsholmen kunne overvåge den samlede økonomiske situation og foretage samfundsøkonomiske vurderinger af den økonomiske politik. Denne tankegang var bl.a. inspireret af nydannelser i den centrale økonomiske forvaltning i flere andre europæiske lande, såsom Frankrig (Monnet-planen), Holland (Tinbergen-planen) og Norge. Et centralt tema i alle landene var udarbejdelse af nationalbudgetter som grundlag for den økonomiske politik. Erik Ib Schmidt fremhævede dengang, at: "Gennem nationalbudgettet gives både Rigsdagen og offentligheden et præcist billede af, hvordan landets økonomiske situation er, og hvor regeringens økonomiske politik fører hen. Her i landet, hvor vi endnu ikke har sløjfet krigstidens mørkelægning over alle vigtige økonomiske beslutninger, og hvor hemmelighedskræmmeriet går så vidt, at "balanceplanen - vedr. valutabalancen" betragtes som strengt fortrolig og kun i meget grove træk er meddelt den politiske opposition, ville offentliggørelse af et nationalbudget være noget af en sensation - men en særdeles forfriskende og nyttig sensation". (Verdens Gang, august 1947)." Med oprettelsen af Økonomiministeriet i form af Det Økonomiske Sekretariat blev rammen skabt for disse nationalbudgetter (konjunkturanalyser). Udarbejdelsen af nationalbudgetterne - det vi i dag kalder "Økonomisk Oversigt" - har siden været en af hjørnestenene i ministeriets virke og en uundværlig brik i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. En anden hjørnesten har været det internationale økonomiske samarbejde. Den øgede internationalisering, herunder ikke mindst Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet, har haft stor betydning for ministeriets arbejde. Med overgangen til fastkurspolitik i starten af 80'erne er fokus inden for det monetære og finansielle område skiftet. Ministeriets arbejdsområde har i øvrigt med tiden gennemgået en række ændringer. Ministeriet levede i nogle år i 1950'erne i bofællesskab med Finansministeriet, ligesom Budgetdepartementet og Det Økonomiske Sekretariat i 70'erne for en periode var sammen i Økonomi- og Budgetministeriet. Rigsrevisionen henhørte endvidere i en årrække til ministerområdet. Mere varigt var det, at Danmarks Statistik i 1961 kom ind under ministerområdet, og Det Økonomiske Råd med selvstændigt sekretariat blev oprettet i 1962. Det Økonomiske Sekretariat bevarede sin oprindelige form i ganske mange år, men også her måtte der ske en nødvendig fornyelse. Det Økonomiske Sekretariat blev således for nogle år siden omdannet til et departement - i øvrigt samtidig med, at der skete en styrkelse af ministeriets EU-indsats. Fornyelsen er fortsat med samlingen af det finansielle område under Økonomiministeriet ultimo 1996, hvor Finanstilsynet kom til. Det finansielle område udgør nu en yderligere vigtig hjørnesten. Økonomiministeriet anno 1997 Dagens Økonomiministerium ser derfor også væsentlig anderledes ud end det ministerium, der blev etableret i 40'erne. Det gælder såvel organisatorisk som ar- bejdsmæssigt. Ministeriet omfatter - som nævnt ovenfor - i dag departementet samt de tre institutioner Danmarks Statistik, Finanstilsynet og Det Økonomiske Råds Sekretariat. I alt beskæftiges mere end 900 ansatte, heraf ca. 80 medarbejdere i departementet. Ministerområdets samlede udgiftsbudget udgør ca. 450 mill. kr. i 1997, hvoraf knap 220 mill. kr. er indtægtsdækket. Hertil kommer via økonomiministerens rolle som Kgl. Bankkommissær og det Monetære Samarbejde i EU tætte relationer til Danmarks Nationalbank. Ministeriets arbejdsfelter er blevet væsentligt bredere, især igennem de sidste 10 år. Den internationale virksomhed er blevet udvidet betydeligt, primært vedrørende ØMU og det økonomiske samarbejde i EU. Hvortil er kommet lovforberedelse og tilsynsvirksomhed vedrørende pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, pensionskasser, investeringsforeninger mv., Værdipapircentralen og Københavns Fondsbørs A/S. En udvikling, der har skabt et mere robust ministerium, bl.a. med hensyn til at honorere de øgede krav til ministerrådgivning, og givet tættere kontakt til Folketing og organisationer. Økonomiministeriets arbejdsområder kan i dag sammenfattes ved overvågning af dansk økonomi, samfundsøkonomiske analyser og bidrag til udformningen af den økonomiske politik overvågning af de finansielle markeder og varetagelse af lovgivning samt tilsyn med den finansielle sektor analyser af den internationale økonomi og deltagelse i det internationale økonomisk-politiske samarbejde, ikke mindst i EU (ECOFIN/ØMU) udarbejdelse og formidling af statistik samt modeludvikling. Så selvom Økonomiministeriet efter Slotsholmens målestok fortsat er af begrænset størrelse, er der tale om et tværgående ministerium med en cocktail af arbejdsopgaver, der gør det både attraktivt og udfordrende at være såvel minister som medarbejder. Udviklingen i økonomisk teori, den stigende mængde statistiske data og den teknologiske udvikling har muliggjort en stærkt øget modelanvendelse og langt bedre arbejdsinstrumenter for økonomiske vurderinger. ADAM med dens mere end 1.400 ligninger er et helt nødvendigt arbejdsredskab i departementet, ligesom SMEC er det i Det Økonomiske Råd. Dette suppleres af input fra internationale modeller, lovmodelarbejdet og forhåbentlig snart også erhvervsmodellen og Danmarks Statistiks nye generelle ligevægtsmodel. Hertil kommer den opprioritering af den økonomisk-politiske rådgivning, der er sket igennem de senere år. Ikke bare de gode analyser, men også løsningsmuligheder er kommet højt på dagsordenen. En udvikling, der også har været naturlig i lyset af økonomiministerens centrale placering i regeringssamarbejdet og den øgede tværministerielle koordination med ikke mindst Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet, Erhvervsministeriet, Arbejdsministeriet samt Statsministeriet. Dette har selvsagt indebåret udfordringer og krav til ministeriets faglige kapacitet. I Økonomiministeriet er tal ikke bare tal. Data skal analyseres, og skønnene have høj troværdighed. For såvel departementet som institutionerne gælder, at deres virke og gennemslagskraft i høj grad afhænger af troværdighed, som det tager lang tid at bygge op, men hurtigt kan mistes i medieverdenens og de finansielle markeders kritiske lys. Det bør heller ikke glemmes, at Økonomiministeriet driver en meget omfattende formidlingsvirksomhed. Dette vedrører den flittige produktion af publikationer og statistikker fra "Danmarks talfabrik nr. 1" (Danmarks Statistik). Fire gange årligt udsender Økonomiministeriet regeringens officielle skøn for udviklingen i dansk økonomi, der endvidere danner udgangspunkt for de danske konvergens- og beskæftigelsesprogrammer til EU. Udover konjunkturvurderingerne og vurderingen af den økonomiske politik indeholder Økonomisk Oversigt som regel også specialkapitler om særlige emner. Den voksende fokus på strukturelle temaer i den økonomiske politik genfindes også i Oversigtens specialkapitler. Hertil kommer årlige publikationer om det økonomiske samarbejde i EU samt om udviklingen i familiernes indkomster (Lovmodellen). Det Økonomiske Råd udsender to gange årligt sine vurderinger af den økonomiske udvikling (Dansk Økonomi) med tilhørende specialanalyser. Finanstilsynet holder et vågent øje med den finansielle sektor også i Tilsynets årsberetninger. Og denne virksomhed giver anledning til debat. Eksemplerne er mange. Heller ikke Økonomiministeriet har undgået beskyldninger fra tid til anden om at tegne et for rosenrødt billede - selvom det har kunnet påvises, at vi fra en gennemsnitsbetragtning ikke skyder over målet. Kravene til høj kvalitet beror selvsagt også på, at denne virksomhed danner grundlag for rådgivning til regeringen og påvirker økonomiske dispositioner i erhvervslivet, de finansielle institutter og husholdningerne. Samtidig kan der være grund til at fremhæve det bidrag, det giver til vort demokratis funktion og som, jf. Erik Ib Schmidt-citatet ovenfor, var et af Økonomiministeriets formål. Trods de nye udfordringer har vi således i høj grad det samme udgangspunkt som ved ministeriets start. Hvor står vi i dag? Set ud fra en virksomhedsmæssig synsvinkel ser bundlinien i dansk økonomi pæn ud: Stigende beskæftigelse, fortsat overskud på betalingsbalancen og nu også overskud på de offentlige finanser, således at den offentlige gæld kan nedbringes. Prognoserne peger klart på, at det også i de kommende år vil gå stærkt fremad i dansk økonomi, hvis løn- og prisudviklingen kan holdes i ave. Ligesom man taler om de fede 60'ere og de magre 70'ere, refereres der nu igen - frit efter Mosebøgerne - til, at de syv magre år (1987-93) er afløst af (mindst) syv fede år (1994-2000). Der er også i europæisk sammenligning tale om, at dansk økonomi klarer sig flot. Der bliver derfor nu lyttet mere til os og vore erfaringer i OECD og EU. Hvor man i 1980'erne i lyset af datidens store danske balanceproblemer oplevede vedvarende krav om - som det hedder i den internationale jargon - "to bring your house in order". Der er heller ingen tvivl om, at erfaringerne fra 70'erne med den økonomiske afgrund og 1980'ernes genopretning med heraf følgende omkostninger stadig står mejslet ind i Økonomiministeriets bevidsthed, hvilket skiftende økonomiministre aldrig har været i tvivl om, når de fordybede sig i ministeriets briefs. Der er nu stor og bred opmærksomhed om, at dansk økonomi ikke (igen) skal miste kursen. Det kan der kun være glæde over på et sted som Økonomiministeriet. Men ikke desto mindre er der grund til at advare mod overdreven optimisme. Det bunder i flere forhold. De europæiske økonomier, herunder Danmark, står utvivlsomt over for betydelige udfordringer i de kommende år. Det er en følge af bl.a. den ændrede demografi med stadigt flere ældre samt de stigende velfærdskrav, den øgede globalisering og EU-udvidelsen mod øst. Udviklingen indebærer en række nye muligheder, men stiller betydelige krav til omstillingsevne i virksomhederne, på arbejdsmarkedet og hos de politiske beslutningstagere. Samtidig indebærer det, at rammerne for den økonomiske politik er ændret. Beskæftigelsesproblemer søges ikke længere klaret med traditionelle nationale virkemidler i form af en passende dosis aktiv finanspolitik. Og 60'ernes og 70'ernes fokusering på indkomstpolitikkens lyksaligheder er erstattet af fokusering på arbejdsmarkedets fleksibilitet og opkvalificeringsbehov. Dette afspejler en mere afdæmpet holdning til den økonomiske politiks effektivitet på ikke mindst kort sig. Vægten lægges nu mere på det mellemfristede - populært udtrykt ved "det lange seje træk". Finans- og pengepolitikken kan højst sikre makroøkonomisk stabilitet, og omstillingsbehovene må i øvrigt imødekommes med strukturpolitiske virkemidler, der sikrer velfungerende markeder og passende incitamenter til investeringer i fremtiden. ØMU'en og den øgede fokus på beskæftigelse i EU er jo i realiteten forsøg på tage konsekvenserne af, at den nationale ramme for den økonomiske politik i Europa ikke længere er tilstrækkelig. Der er derfor behov for øget koordinering af den monetære og økonomiske politik. Endelig må der ved vurderingen af de fremtidige perspektiver tages højde for, at vor viden om de økonomiske sammenhænge er begrænset og i høj grad baserer sig på historiske erfaringer. Dette afspejles f.eks. tydeligt i disse års vurderinger af arbejdsmarkedet og den strukturelle ledighed i Danmark, hvor det for de fleste økonomer har været overraskende, at ledigheden har kunnet falde så stærkt uden væsentlige flaskehalse og lønpres. En debat, der også genfindes i USA. Det er derfor vigtigt med faglig forsigtighed i vurderingerne - solid viden og empiri findes ofte først, når løbet er kørt. For som en af ministeriets husfilosoffer har udtrykt det: "Økonomien forstås baglæns, men må skønnes forlæns". Men heri ligger også en central udfordring for Økonomiministeriet: Kan vi gennem vor analysevirksomhed sikre et rimeligt solidt grundlag for håndtering af de fremtidige udsigter? Vi har allerede med det tætte samarbejde med Finansministeriet om bl.a. "Danmark år 2005" taget hul på en række af disse vanskelige underliggende problemstillinger vedrørende dansk økonomis omstillingsdygtighed, den øgede økonomiske integration i Europa og det fremtidige velfærdssystem. På det finansielle område søges med "År 2000-udvalget" indkredset de fremtidige omstillingsbehov, som sektoren står over for, og behovet for regelændringer. På EU-fronten er der sat stærk fokus på betydningen for Danmark og for det europæiske samarbejde af ØMU'en og af EU's udvidelse. Denne udfordring vil utvivlsomt blive en lakmusprøve, der kræver både faglig ambition og passende ydmyghed over for realiteternes verden. Og som på en måde stiller en række af de samme krav, der også konfronterede ministeriets pionerer tilbage i 1947. Om end verden af i dag er væsentlig anderledes og de økonomisk-politiske muligheder ændret. Med ministeriets mange dygtige og engagerede medarbejdere er der et godt fundament for, at vi på kvalificeret vis kan møde disse udfordringer og yde økonomiministeren effektiv økonomisk-politisk rådgivning. Sigtet er at dansk økonomi holdes på ret kurs og der derved skabes et sundt og bæredygtigt grundlag for den fremtidige velfærd og realisering af de politiske målsætninger. Træk af Økonomiministeriets historie Af fuldmægtig Alf Therkildsen Indledning Gennemgangen omhandler hovedsageligt træk af departementets historie, mens de tilknyttede institutioner kun omtales sporadisk. Der er i fremstillingen endvidere lagt vægt på at belyse baggrunden for, at samtidens økonomisk-politiske beslutningstagere fandt frem til, at der var behov for et Økonomiministerium. Ho- vedvægten i fremstillingen er derfor lagt på "pionertiden" i 40'erne og 50'erne. Optakten i 1930'erne Ønsket om at oprette et Økonomiministerium kan spores tilbage til sidste halvdel af trediverne. Verdenskrisen, der satte ind omkring 1930, var en væsentlig del af baggrunden herfor. Den havde i løbet af nogle ganske få år ført til en dramatisk omlægning af de spilleregler, der i flere generationer havde dannet rammerne for det økonomiske liv i Danmark. Udgangspunktet for Danmarks økonomiske udvikling havde siden slutningen af 1700 tallet været en forholdsvis liberal økonomisk politik og relativt fri udenrigshandel. Under disse vilkår opnåede den danske økonomi en pæn fremgang, idet BNP pr. indbygger blev næsten firedoblet i perioden fra 1818 til 1929. Krisen i 30'erne betød imidlertid, at flere og flere lande lagde hindringer i vejen for importen for at understøtte deres valuta og øge den hjemlige beskæftigelse. For at modvirke det pres på den danske valutareserve, som denne udvikling gav anledning til, blev der gennemført fire typer indgreb: devalueringer, toldforhøjelser, kvantitative importrestriktioner samt handelsoverenskomster og private vareudvekslingsaftaler.1) Importreguleringen indførtes som et af de første kriseindgreb i 1932. Ordningen, der til at begynde med havde karakter af en midlertidig nødforanstaltning, fik frem til 1939 navnet Valutacentralen, hvorefter det blev ændret til Direktoratet for Vareforsyningen. På det tidspunkt var der 600 ansatte. Det blev første nedlagt i 1960, da de sidste rester af importreguleringen blev afskaffet. Arbejdsløsheden søgtes endvidere bekæmpet gennem omfattende offentlige anlægsarbejder. En bivirkning ved de mange forskellige kriseforanstaltninger var, at de førte til nye jobmuligheder for vordende og nyudklækkede cand.polit.'er, som fandt beskæftigelse i Priskontrolrådet, Valutacentralen og i sekretariatet for Regeringens Beskæftigelsesudvalg.2) De mange direkte reguleringer rejste allerede i sidste halvdel af trediverne spørgsmålet, om den måde, ministerierne var organiseret på, tilvejebragte den fornødne ekspertise for denne type omfattende planøkonomiske indgreb. Ministerierne var et godt stykke ind i trediverne helt domineret af jurister og juridisk tankegang samt arbejdsformer, der stort set udelukkende bestod af enkeltsagsbehandling. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der blev oprettet i 1935 som modstykke til det daværende Grosserersocietet og Industriråd, efterlyste i februar 1937 i et brev til statsministeren oprettelsen af et større, koordinerende administrativt organ. Hensigten med en sådan organisation var at sikre beskæftigelsen og samordne de beslutninger, der uafhængigt af hinanden blev truffet i en lang række ministerier samt af Nationalbanken og Valutacentralen.3) Året efter er formanden for Priskontrolrådet (i dag Konkurrencestyrelsen), økonomidirektør Holger Koed, inde på spørgsmålet om reformer af administrationen. Udgangspunktet for hans reformtanker var, at monopoldannelser på både vare- og arbejdsmarkedet havde ført til, at liberalismen havde udspillet sin rolle. For at imødegå denne udfordring er der i følge Holger Koed brug for en ny slags embedsmænd: "Jeg er enig med indlederen i, at den traditionelle embedsmæssige behandling ikke kan slå til overfor disse opgaver, der er af væsentlig anden karakter end dem, den liberalistiske ikke-interventionspolitik stillede til administrationens organisation og personel. Den juridisk uddannede embedsmand savner, hvor værdifuld end hans specielle indsigt fremdeles kan være for administrationen, den økonomiske skoling, som er nødvendig for at tilrettelægge og gennemføre disse indgreb, og som navnlig er nødvendig for at kunne overskue og vurdere de videre konsekvenser, de enkelte indgreb må ventes at medføre for andre næringsgrene og samfundets økonomi som helhed.... For Danmarks vedkommende, hvor vi gennem den statsvidenskabelige eksamen har en økonomisk uddannelse, der overvejende tager sigte på uddannelse til embedsvirksomhed, synes den enkleste løsning på problemet at være den, at centraladministrationen i større omfang, end tilfældet hidtil har været, supplerer sin juridiske embedsstab med statsvidenskabelige kandidater. Alternativet hertil må være oprettelsen af et Økonomiministerium, med økonomisk uddannede embedsmænd og med den opgave at behandle og indbyrdes afpasse alle foranstaltninger, der vedrører de økonomiske nydannelser, således som anført i indledningsforedraget." 4) Professor, dr. polit. Frederik Zeuthen var i sin bog "Arbejdsløn og Arbejdsløshed" fra 1939 inde på samme emne, nemlig betydningen af at der skabes en overordnet koordinering af konjunkturpolitikken. I bogen konkluderes det bl.a. at: "Endvidere viser erfaringen, at det er af den største betydning at skabe enhed mellem de magter, som øver indflydelse på konjunkturpolitikken, finanserne, de offentlige institutioner, som lader udføre og skal bruge anlæggene, socialadministrationen, centralbank og andre kreditinstitutioner. Det mest praktiske vil formentlig være et råd med stor myndighed under stats- eller finansministerens forsæde, med et sagkyndigt sekretariat, som har en lovfæstet pligt til stadighed at holde sig underrettet og holde medlemmerne og offentligheden underrettet, således at det forberedende arbejde ikke kan gå helt i stå, navnlig i gode tider, på grund af manglende interesse og stemning hos regeringen." Der peges i bogen på, at Sverige allerede i 1937 oprettede et officielt Konjunkturinstitut, der udgiver halvårlige beretninger om konjunkturforløbet og lejlighedsvise specialundersøgelser af udviklings-tendenserne.5) Krigen - Regeringens Beskæftigelsesudvalg Krigen gav anledning til at imødekomme AE's ovennævnte henvendelse til statsministeren. Bekæmpelsen af arbejdsløsheden, som i trediverne og i de første krigsår især optog sindene, gav anledning til at der for første gang inden for centraladministrationen blev oprettet et egentligt koordineringsorgan, Regeringens Beskæftigelsesudvalg, hvor en række ministre med relation til arbejdsløshedsbekæmpelsen havde sæde. Udvalget fungerede som en slags indre kabinet i regeringen, og det havde sit eget generalsekretariat, der havde indseende med samtlige tiltag af direkte betydning for beskæftigelsen. For at supplere Beskæftigelsesudvalget var der endvidere oprettet et Beskæftigelsesråd, hvor de tilsvarende departementschefer mødtes med repræsentanter for erhvervsorganisationerne. Uformelt tog Direktoratet for Vareforsyning også i sin administration vidtgående hensyn til beskæftigelsen.6) Årene umiddelbart efter krigen Efter afslutningen af den anden verdenskrig blev målsætningen på det økonomiske område overalt at give første prioritet til beskæftigelsen. Det var den almindelige opfattelse, at 30'ernes store arbejdsløshed havde været medvirkende årsag til den polarisering, mange lande havde oplevet, og dermed bidraget til de internationale spændinger, der førte til krigen. I de kredse, der et par år efter afslutningen af Anden Verdenskrig skulle komme til at stå bag oprettelsen af Det Økonomiske Sekretariat, var man ikke i tvivl om, hvilke midler der skulle tages i anvendelse for at sikre beskæftigelsen. Udgangspunktet var, at de statslige kontrolorganer, der var opbygget under tredivernes krise, skulle videreudvikles. Staten skulle ved regulerende og koordinerende indgreb sikre beskæftigelsen. Baggrunden var bl.a. erfaringerne fra Første Verdenskrig, da krigsafslutningen blev afløst af en kortvarig højkonjunktur, som mundede ud i en fredskrise med en voldsom arbejdsløshed.7) Erik Ib Schmidt forsvarer i 1945 i kronikker i Politiken og Socialdemokraten ligeledes planøkonomien. Men han påpeger, at udtrykket offentlige indgreb kan dække over flere ting. Erik Ib Schmidt argumenterer for, at dansk økonomi har brug for færre offentlige indgreb, men mere planmæssighed. Han skriver, at det ikke er svært at finde eksempler på, at det ene ministerium har truffet afgørelser, som harmonerede meget dårligt med de principper, hvorefter et andet ministerium administrerede, eller at en kommune har gennemført foranstaltninger på tværs af de retningslinier, som staten ønskede gennemført. Det kritiseres, at hele opbygningen af den økonomiske administration ikke er særlig velegnet for gennemførelsen af den koordinering af de forskellige organers indgreb, som er den afgørende forudsætning for planmæssighed. Erik Ib Schmidt understreger, at oprettelsen af et eventuelt Økonomiministerium kun vil have mening, såfremt det bliver et organ, som får kompetence til at vejlede og kontrollere de andre ministeriers og specialorganers foranstaltninger, for så vidt disse er af mere omfattende økonomisk betydning. Behovet forstærkes af, at monopoldannelser har sat den frie prisdannelse ud af spillet. Det understreges endvidere, at en magtkoncentration i et Økonomiministerium eller Planlægningssekretariat, eller hvad barnet måtte komme til at hedde, ikke er en tendens i ude- 12/11 1947. Dagen inden Det Økonomiske Sekretariats - og dermed Økonomiministeriets - fødsel. Vilhelm Buhl (S) (tv.) udnævnes dagen efter til minister uden portefølje med særligt ansvar for økonomi og med bistand fra et økonomisk sekretariat (DØS). Han bliver endvidere formand for Ministerudvalget for Økonomi og Forsyning (MØF). Buhl står her sammen med morgendagens statsminister Hans Hedtoft (S). 2. november 1947. mokratisk retning. Snarere er det en forudsætning for, at de folkevalgte kan gøre deres indflydelse gældende overfor pri-vatinteresser og erhvervslivet.8) Valget i oktober 1945 bragte Venstre-regeringen Knud Kristensen til magten. Finansminister blev professor Thorkil Kristensen. Finansministeriet bestod dengang af fire departementer og fire hovedrevisorater, hvis øverste administrative chefer alle havde direkte referat til ministeren. Finansministeren varetog alle de opgaver, som i dag er fordelt mellem finansministeren, økonomiministeren, skatteministeren og statsrevisorerne. Derfor var der rigeligt at se til for en nybagt minister, som oven i købet havde til opgave at gennemføre ret omfattende indgreb, der skulle opsuge den pengerigelighed, der kendetegnede årene umiddelbart efter krigen. For en økonomiprofessor var det et problem, at der dengang slet ikke blev foretaget nogen vurdering af de samfunds-økonomiske virkninger, der udgik fra de offentlige finanser. Selv om Thorkil Kristensen ønskede at gennemføre administrative reformer, blev der ikke oprettet noget Økonomiministerium i denne omgang. Der blev dog nedsat en Forvaltningskommission, hvor Thorkil Kristensen selv satte sig i formandsstolen. Det lykkedes imidlertid - med stort besvær - Thorkil Kristensen at få tilknyttet en ung økonom, Erik Ib Schmidt, til September 1950. Vilhelm Buhl omgivet af tv. udenrigsminister Gustav Rasmussen og th. senere økonomiminister Bertel Dahlgaard (R). Ved sammenligning af Buhls ansigtsudtryk på dette og ovenstående billede fæster man lid til, hvad Erik Ib Schmidt i sin bog Fra Psykopatklubben fra 1993 citerer Buhl for: "Jeg føler mig som en gammel udtjent cirkushest, som har stået opstaldet i længere tid. Og når så orkestret spiller op, og de yngre heste optræder i manegen, rejser den hovedet, og står i sin staldboks og tripper i takt med musikken og føler, at den er med i det, der foregår." Og Schmidt tilføjer: "Det skulle vise sig, at Buhl igen fik en chance for at optræde i manegen med fuldt projektørlys, og at det blev til mere end nogle spjæt med benene." Finansministeriet. Baggrunden for ansættelsen var, at der i Finansdepartementet (det senere Budgetdepartement) ikke var nogen, som Thorkil Kristensen følte, han kunne snakke økonomi med. I begyndelsen af 1946 fik Thorkil Kristensen endvidere ansat Viggo Kampmann som Skattedepartementets økonomisk-statistiske konsulent. Dannelsen af Økonomiministeriet (Det Økonomiske Sekretariat) Udsigterne til et snarligt valg og efterfølgende regeringsskifte var baggrunden for, at en snæver kreds af socialdemokrater mødtes til en frokostsammenkomst på Søpavillionen i sensommeren 1947. Emnet for diskussionen var, hvilke økonomiske problemer en kommende socialdemokratisk regering ville blive stillet overfor. Blandt deltagerne var Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Alsing Andersen. Fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kom Jens Otto Krag, og endelig deltog de to embedsmænd (og medlemmer af Socialdemokratiet) Viggo Kampmann og Erik Ib Schmidt. De to sidstnævnte slog på mødet til lyd for, at der skulle oprettes et koordinerende regeringsorgan for den økonomiske politik f.eks. i form af et Økonomiministerium. Der var behov for en lille stab af økonomer, som på tværs af den stive båseopdeling på Slotsholmen kunne fremlægge oversigter over den samlede økonomiske situation og foretage samfunds- økonomiske vurderinger af alle de forslag, fagministrene forelagde regeringen. Baggrunden for forslaget var Schmidts erfaringer fra Vareforsyningsdirektoratet og Finansministeriet og Kampmanns erfaringer fra Sekretariatet for Regeringens Beskæftigelsesudvalg. Hertil kom, at der kunne henvises til udlandet, hvor der var fremkommet forskellige nydannelser i den centrale økonomiske forvaltning. I Frankrig var det Monnet-planen. I Holland Tinbergen-planen efter økonomiprofessor Jan Tinbergen. I England var der offentliggjort en hvidbog, der prøvede at tegne et helhedsbillede af den økonomiske situation. Embedsmændene Schmidt og Kampmanns argumentation for oprettelsen af et Økonomiministerium faldt - som det kom til at fremgå nogle få måneder senere - i god jord blandt de socialdemokratiske politikere. I Norge havde man netop offentliggjort et nationalbudget, som dannede grundlaget for udformningen af den samlede økonomiske politik. Augustnummeret 1947 af det socialdemokratiske tidsskrift Verdens Gang indeholdt en artikel af Erik Ib Schmidt med den pointe, at noget til-svarende måtte laves i Danmark. Statsbudgettet skulle ikke begrænses til at give et billede af statens indtægter og udgifter, men det skulle også kunne belyse kredsløbet i hele samfundsøkonomien. Mens finanslovens poster var et resultat af politisk besluttede udgiftslove og bevillinger på den ene side og skatte- og afgiftslove på den anden side, behøvede det, som stod i et nationalbudget, ikke at være politisk bindende. Det skulle først og fremmest tjene som baggrundsstof for alle mere vidtgående økonomisk-politiske beslutninger. Regeringen og Rigsdagen var således fritstillet med hensyn til, om et nationalbudgets beskrivelse af samfundsøkonomien et år frem blot skulle opfattes som et sæt uforpligtende prognoser eller som programmer, der skulle omsættes til forpligtende mål med dertil egnede styrende indgreb af den ene eller anden art. Erik Ib Schmidt peger også på, at et nationalbudget tjente et demokratisk formål.9) Jorden var således på mange måder gødet, da Det Radikale Venstre indtog sin traditionelle rolle som tungen på vægtskålen efter oktober-valget i 1947 og pegede på en socialdemokratisk mindretalsregering. De radikale havde helst set Vilhelm Buhl som statsminister, men hverken Buhl eller Socialdemokratiet ønskede dette. I stedet kom statsministeren til at hedde Hans Hedtoft.10) Med den nye regering, hvor Vilhelm Buhl blev udnævnt til minister uden portefølje, blev Økonomiministeriet den 13. november 1947 i realiteten oprettet. Hovedopgaven for Buhl var at være formand for Ministerudvalget for Økonomi og Forsyning, populært kaldt MØF. Sekretær for MØF blev Skattedepartementets økonomisk-statistiske konsulent, Viggo Kampmann. Til bistand oprettedes samtidigt Det Økonomiske Sekretariat, DØS. Medarbejderstaben var begrænset til ca. 10, bestående af fire til fem cand.polit.'er, heriblandt Erik Ib Schmidt, der på halvtidsbasis i realiteten blev souschef. Endvidere var der ansat et par stud. polit.'er og et par kontormedhjælpere. I MØF skulle samtlige sager med et økonomisk indhold behandles, også de som bagefter skulle forelægges i ministermøde til endelig godkendelse. De øvrige medlemmer af MØF var statsminister Hedtoft, finansminister H.C. Hansen, udenrigsminister Gustav Rasmussen, landbrugsminister Bording, boligminister Kjærbøl og handelsminister J.O. Krag. Fra starten skilte DØS sig dermed klart ud fra de øvrige departementer på Slotsholmen. For det første bestod de akademiske ansatte udelukkende af økonomer, hvilket i sig selv var usædvanligt. For det andet var flere af dem oven i købet særdeles aktive medlemmer af Socialdemokratiet.11) Nydannelserne MØF og DØS blev på Slotsholmen modtaget med mistænksomhed. Den daværende kontorchef - senere departementschef - i Skattedepartementet, Hans P. Gøtrik, der selv havde en baggund som økonom, er i sit kapitel om "Aktuelle Administrationsproblemer i Centraladministrationen 1848-1948" inde på de nye organer, der skal varetage den økonomiske planlægning. "Når man herhjemme på administrativt hold nærer betænkelighed, ligger det vel for en stor del i frygten for, at man vil komme ud for en deklassering af de bestående fagministerier. Man frygter kort sagt, at det vil betyde en begrænsning i kompetencen på de bestående felter, hvor man hidtil har været suveræn." Gøtrik imødegik dog kritikken af DØS's koordinerende rolle ved at pege på, at den i realiteten lå i forlængelse af det arbejde, der under krigen blev gjort i Regeringens Beskæftigelsesudvalg og i Direktoratet for Vareforsyningen. Han skriver endvidere: "Omend det er for tidligt at komme ind på en vurdering af det nyoprettede Økonomiske Sekretariats virksomhed, tager man næppe fejl, hvis man regner med, at det er en nydannelse af varig karakter. Sandsynligheden taler for, at man heri ser spiren til et Økonomiministerium, som man i de senere år fra mange sider har slået til lyd for".12) Buhl var kendt for at være temperamentsfuld, og hans ledelse af det nyoprettede MØF var særdeles håndfast, eller som Jens Otto Krag omtaler det: "Gud nåde og trøste den minister, der lod en vigtig afgørelse slippe fra sig uden at have haft den for i MØF. Buhl lod ikke solen gå ned over sin vrede". Efter Krags mening lykkedes det gennem den nye organisation at skabe den nødvendige koordination af finans-, handels-, forsynings-, rationerings-, og boligpolitikken - kort sagt hele den økonomiske planlægning. I øvrigt undgik det heller ikke Krags opmærksomhed, at de øvrige embedsmænd på Slotsholmen var bekymret over MØF/DØS.13) Sammensætningen af personalet og dets politiske holdninger gjorde, at DØS ofte mindre venligt blev omtalt som Politbureauet. Meget hurtigt efter DØS's oprettelse blev der den 4. december 1947 nedsat et Nationalbudgetudvalg bestående af ledende folk fra de ministerier, som havde økonomiske sager i større omfang, samt Nationalbanken. Fra Udenrigsministeriet kom Eyvind Bartels. Kampmann var formand for udvalget, Erik Ib Schmidt var sekretær og senere departementschef i udenrigsministeriet, Jens Christensen, dengang ansat i DØS, var bitrædende sekretær. Udvalget kunne fra starten basere sig på de banebrydende nationalindkomstberegninger, som det daværende Stati-stiske Departement påbegyndte i 1930'er-ne, under bl.a. Viggo Kampmanns medvirken. Det første nationalbudget så dagens lys i juni 1948. Oprindelig var det meningen, at det skulle have været offentliggjort i begyndelsen af året, men arbejdet trak ud. Nationalbudgettet blev omdelt i Rigsdagen, dvs. Folketinget og Landstinget, lige før sommerferien. Derfor blev det ikke debatteret i tinget. Baggrunden var nok også, at de folkevalgte var usikre overfor den hoben tal, som de fik smidt i hovedet, og at selve terminologien var ny. Derimod gav Buhl på et pressemøde og i en radioudsendelse en ganske omfattende redegørelse for, hvad nationalbudgettet var, og hvad der stod i det. Desuden blev der udarbejdet et kort resumé, som blev udleveret til pressen.14) Efter valget i september 1950 fortsatte regeringen - dog med den nydannelse, at DØS's hidtidige administrative leder Viggo Kampmann blev finansminister. Den nye regering Hedtoft holdt imidlertid kun 40 dage, hvorefter den "gled i smørret". Eksilet i 1950-53 En Venstre-Konservativ regering blev herefter dannet under ledelse af Erik Eriksen. Med den nye regering rejstes spørgsmålet om, hvad der skulle ske med DØS. VK-regeringen havde ikke officielt noget sidestykke til MØF. Der blev dog dannet et lille uformelt 5-mandsudvalg af økonomiske ministre med Thorkil Kristensen som formand. Der deltog ingen embedsmænd, og der blev ikke udarbejdet officielle referater. Der var en stærk stemning i de nye regeringspartier for, at nu skulle "politbureauet" nedlægges, lidt i retning af en hævnaktion. Det passede imidlertid ikke Thorkil Kristensen. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at han havde brug for al den bistand, han kunne få fra DØS. Løsningen blev, at DØS blev overflyttet til Finansministeriet, hvor det kom til at henhøre under Erik Ib Schmidts kontor. På brevpapiret og i de Økonomiske Oversigter kom der i de næste tre år i stedet for DØS til at stå Finansministeriets Økonomisk-Statistiske konsulent - i daglig tale "konsulatet".15) Kampmann kunne efter sin finansministerperiode på 6 uger ikke vende tilbage til sin gamle stilling som chef for DØS og dermed som rådgiver for VK-regeringen. I stedet blev han i oppositionsperioden, 1950-53, hypotekbankdirektør, dengang en almindelig anerkendt vente- og retrætepost for ministre.16) Nationalbudgetter kom der ikke flere af, men i stedet kom en nogenlunde tilsvarende årlig publikation, der fik navnet Økonomisk Årsoversigt, se kapitlet vedr. 50 års Økonomiske Oversigter. Smørstormen, der havde ført til regeringen Hedtofts fald, var det første store politiske opgør i Folketinget om restriktionspolitikken. Afviklingen af krigstid-ens rationeringer og restriktioner - eller snarere tempoet i afviklingen - blev hovedtemaet for den politiske debat i en årrække fremover. Marshall-hjælpen og liberaliseringen af udenrigshandelen Hele diskussionen omkring afviklingen af restriktionerne blev ikke alene i Danmark, men også i de øvrige europæiske lande kraftigt påvirket af betingelserne for at modtage Marshall-hjælpen. De enkelte lande, der fik del i denne hjælp, blev pålagt at udarbejde fireårsprogrammer for deres økonomiske genopbygning således, at der var et rimeligt veldokumenteret grundlag for fordelingen af dollarstøtten. Hjælpen blev ydet gennem den til formålet skabte hjælpeorganisation (OEEC - Organization of European Economic Cooperation - senere omdøbt til OECD). Sådanne nationale programmer forudsatte et fortsat samarbejde mellem regeringen og erhvervene. Udenrigsministeriet fik den overordnede og koordinerende rolle i den danske centraladministrations arbejde med Marshall-planen, men ansvaret for udarbejdelsen af det danske 4 års program - langtidsprogrammet - blev placeret i DØS. Grundprincippet i Marshall-planen var hjælp til selvhjælp.17) Danmark fik i årene 1948-53 tildelt 278 mio. $, svarende til 1.727 mio. kr. Af dette beløb blev 236 mio. $ ydet som gave og de resterende 42 mio. $ blev ydet som lån til 2 pct.'s årlig rente. Beløbet svarer i nutidsværdi til 1.840 $ eller ca. 12,5 mia. kr.18) Da de mest efterspurgte udenlandske råvarer og investeringsgoder udelukkende kunne betales i dollar, som der var knaphed på, fik hjælpen en afgørende betydning for, at det i de følgende år blev muligt relativt hurtigt at liberalisere udenrigshandelen. Eksilet ophører i 1953 I regeringen Hedtoft II blev Jens Otto Krag udnævnt til minister uden portefølje med særlig henblik på udenrigshandel og økonomisk samordning. Det indebar, at han blev politisk chef for DØS. Sekretariatschef blev Erik Ib Schmidt. Jens Otto Krags udnævnelse til minister behagede hverken H.C. Hansen eller Kampmann. På Hedtofts første ministerliste var Jens Otto Krag ikke med. Årsagen var, at Viggo Kampmann og H.C. Hansen, der ikke brød sig om ham, havde fået Hedtoft til at stryge ham.19) På det første ministermøde i den nye regering den 1. oktober 1953 blev det besluttet ligesom i Hedtofts første regeringsperiode at nedsætte et Økonomiudvalg, bestående af stats-, finans-, udenrigs-, indenrigs-, landbrugs- og handelsministrene samt ministeren for udenrigshandel og økonomisk samordning. Hedtoft slog straks fast, at alle lovforslag, som indebar statsudgifter, skulle forbehandles i Finansministeriet, og alle foranstaltninger af en vis økonomisk betydning skulle gå til Økonomiudvalget via DØS, hvor Erik Ib Schmidt blandt sine medarbejdere talte de senere departementschefer Poul Bjørn Olsen, (Lønnings- og Pensionsdepartementet) og Kurt Hansen, den senere kommitterede i Statsministeriet Heinrich Schlebaum Larsen og de senere professorer Anders Ølgaard og Erling Olsen (nu formand for Folketinget). DØS varetog efter eksilets ophør fortsat alle de økonomisk-politiske og budgetpolitiske opgaver for Finansministeriet. Erik Ib Schmidt fortsatte desuden med at have direkte referat til finansminister H.C. Hansen i alle generelle økonomisk-politiske spørgsmål. De statsfinansielle oversigter også kaldet "Tomaten" (se kapitlet vedr. 50 års Økonomiske Oversigter) udarbejdede DØS helt frem til finansåret 1973/74. Krags første Økonomiske Årsoversigt, der blev fremlagt i marts 1954, blev i øvrigt udsat for kraftig kritik af oppositionen, der fandt, at den var alt for optimistisk. Thorkil Kristensen frygtede, at valutareserverne kunne gå tabt i løbet af 1955, mens Bertel Dahlgaards retorik afslørede, at han tvivlede på, at regeringen Hedtoft var i stand til at foretage en nøgtern afvejning mellem de mål, regeringen satte sig, og de ressourcer, der var til rådighed. 12/11 1955: Daværende arbejdsminister og minister med særligt henblik på udenrigshandel og økonomisk samordning - dvs. "økonomiminister" - og senere statsminister Jens Otto Krag (S) (th.) sammen med den senere økonomiminister Bertel Dahlgaard (R). Det er i øvrigt dagen før Økonomiministeriets 8 års fødselsdag. Jens Otto Krags periode som minister med særlig henblik på udenrigshandel og økonomisk samordning blev i øvrigt præget af det internationale økonomiske samarbejde i bl.a. OEEC og GATT. Danmarks forhold til de begyndende markedsdannelser blev aktuelle i slutningen af Krags økonomiministerperiode. Fra 1. november 1953 var han endvidere arbejdsminister.20) Økonomiministeriet gøres permanent Sekretariatschefsstillingen i DØS havde hidtil været en midlertidig stilling, hvor lønnen blev bevilliget hvert år via en tekstanmærkning på Finansloven. Økonomiministeriet var imidlertid kommet for at blive, og ved en revision af Lønnings- og Pensionsloven blev det vedtaget at gøre stillingen til en normal departementschefstilling, hvilket skete under "trekantregeringen" ved det nye finansårs begyndelse den 1. april 1958.21) Trekantregeringen, der blev dannet efter valget i 1957, bestod af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. For første gang blev titlen "økono-miminister" taget officielt i anvendelse. Posten tilfaldt Bertel Dahlgaard, der havde været radikal indenrigsminister fra 1929-40.22) I sidste halvdel af 50'erne havde liberaliseringerne af handelen og de internationale betalinger nået afgørende resultater. 90 pct. af varehandelen mellem OEEC-landene var frigjort for kvantitative restriktioner, og på valutaområdet blev der med udgangen af 1958 opnået konvertibilitet mellem disse lande indbyrdes og dollar-området. Et forbedret bytteforhold og en international højkonjunktur blev indledningen til "de gode tider".23) 4/1 1963: To glade ansigter, måske efter en vellykket forhandling? Økonomiminister (og professor i nationaløkonomi) Kjeld Philip (R) (tv.) sammen med daværende udenrigsminister og senere økonomiminister Per Hækkerup (S). I Økonomisk Årsoversigt fra marts 1960 stod der: "Siden foråret 1958 har den danske økonomi været præget af en stadig og kraftig fremgang i produktion og beskæftigelse. I sammenligning med det hidtidige maksimum - første halvår 1957 - var industriproduktionen øget med 14 pct., og beskæftigelsen blandt de forsikrede arbejdere var øget med knap 40.000 personer eller 6 pct. Baggrunden for denne meget betydelige fremgang var især, at de nærmest foregående års usikre balance i betalingerne over for udlandet fra efteråret 1957 afløstes af betydeligt overskud.".24) Perioden fra 1957 frem til oliekrisen i slutningen af 1973 blev en af de mest markante fremgangsperioder i nyere økonomisk historie. Nationalproduktet målt i faste priser blev mere end fordoblet. Den markedsmæssige opdeling af Europa i de 6 EF-lande, der underskrev Rom-traktaten i 1957, og frihandelssammenslutningen EFTA bragte dog Danmark i en lidt vanskelig situation, bl.a. fordi EFTA-aftalerne ikke omfattede landbrugsprodukter. I den SR-regering, der blev dannet efter valget i november 1960, fortsatte Bertel Dahlgaard som økonomiminister frem til 7. september 1961. Af protokolsekretæren i Folketinget, Svend Thorsen blev han betegnet som "ubestridt den politiker, der besad den største sum af kundskab og erfaring". I Dahlgaards sidste embeds-periode kom Økonomiministeriet den 1. april 1961 på Finansloven som et selvstændigt ministerium. De radikale ønskede nu professor Poul Nyboe Andersen som økonomiminister; men han betakkede sig i denne omgang. Løsningen blev, at Kjeld Philip efter pres fra sit parti måtte opgive finansministerposten, hvor han havde lagt sig ud med landbruget, for i stedet at blive økonomiminister.25) Det Økonomiske Råd i 1962 og Helhedsløsningen i 1963 I 1962 blev Det Økonomiske Råd (vismændene) efter radikalt initiativ oprettet. Den nye institution var et resultat af konklusionerne i betænkningen Samarbejdsproblemer i Danmarks økonomiske politik fra 1956. Rådets anbefalinger fik fra første færd indirekte indflydelse på den politiske beslutningsproces. Det skete i forbindelse med helhedsløsningen i 1963.26) Et bredt økonomisk-politisk forlig, der bl.a. resulterede i indførelsen af OMS'en (en omsætningsafgift i engrosleddet) i 1962, havde givet en umiddelbar lettelse af presset på økonomien. Problemet var imidlertid, at forliget indeholdt en række tidsindstillede bomber, som ville blive udløst det følgende år. I DØS gjorde man allerede i en række notater i september og oktober 1962 opmærksom på de dystre udsigter. Sidst i oktober skrev den senere departementschef Kurt Hansen et notat på en enkelt side, der indeholdt 8 punkter kaldet "Skitse til indkomstforlig". Det centrale var, at staten skulle gribe ind i arbejdsmarkedets forhandlinger og ved lov bestemme, at alle gældende overenskomster skulle forlænges uændret et år. Målsætningen var at sikre løn- og prisstabiliteten. For at sikre fagforeningernes accept blev det bl.a. foreslået, at arbejdsgiverne skulle indbetale fem øre pr. arbejdstime til en fond, hvis midler skulle anvendes til nedsættelse af de lavtlønnedes bidrag til arbejdsløshedsforsikringen. DØS's papir blev vist til den nybagte statsminister Krag, som kunne trække et næsten tilsvarende et-siders papir op af lommen. Dette papir om en helhedsløs-ning var udarbejdet af Smedeforbundets stærke formand Hans Rasmussen, der også var medlem af Folketinget. Papiret indeholdt ligeledes et forslag om indbetaling til en fond, som dog skulle anvendes til en ny almindelig pensionsordning. (ATP-ordningen, der trådte i kraft i 1964). Det lykkedes i begyndelsen af 1963 at få sammenstrikket en helhedsløsning, hvor de forskellige sider af den økonomiske politik var indbyrdes afstemt. Krag havde heldet med sig, idet han bl.a. fik uventet bistand fra de nyetablerede økonomiske vismænd, som i deres første henvendelse til regeringen i december 1962 henstillede, "at man i den nuværende situation søger en samlet løsning på de foreliggende fordelingspolitiske spørgsmål". Herunder blev det anbefalet, at en sådan løsning blev tilvejebragt ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Vismændenes anbefalinger fangede pressens opmærksomhed, og de kunne politisk bruges til at legitimere en indgriben i overenskomstsituationen.27) I november 1962 blev Erik Ib Schmidt chef i Finansdepartementet, som senere kom til at hedde Budgetdepartementet. I første omgang blev der ikke udnævnt nogen ny administrativ chef for DØS. Kjeld Philip insisterede på at beholde Schmidt, som i en periode derfor var nødsaget til at passe to departementer. Først 15. november 1964 blev Kurt Hansen udnævnt til chef for DØS. Han beholdt posten til sin død i 1988.28) Fra midten af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne Valget i 1964 førte til en socialdemokratisk mindretalsregering, der indebar, at Økonomiministeriet i et par uger havde samme minister som Finansministeriet, 24/8 1965: Presseopmærksomhed ved en ministerrokade. Den tiltrædende økonomiminister Ivar Nørgaard (tv) sammen med i midten den afgående, Henry Grünbaum, der skifter til posten som finansminister. For bordenden statminister (og tidligere minister for DØS) Jens Otto Krag (alle S). Poul Hansen. Baggrunden var, at statsministeren var på jagt efter en passende økonomiminister. Krag havde ønsket den nyvalgte borgmester i Esbjerg, Henning Rasmussen, til posten. Denne var imidlertid ikke interesseret i at opgive borgmesterposten til fordel for en usikker tilværelse som minister i København. En forespørgsel til Jørgen Paldam, der i sin tid havde afløst Krag som kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, førte atter til et nej. En henvendelse til Knud Heinesen gav heller ikke noget resultat, men denne bragte Arbejdsmandsforbundets økonom Henry Grünbaum på banen, hvilket blev blankt afvist. Årsagen var, at Krag anså ham for at være for venstreorienteret. Inden dagen var omme, blev Grünbaum imidlertid spurgt, og han sagde ja til udnævnelsen til økonomiminister og minister for nordiske anliggender.29) Arbejdsbyrden ved at være finansminister var umenneskelig, og en deling havde længe være på tale. Den gennemførtes i juli 1965. Det skete ved, at Lønnings- og Pensionsdepartementet samt administrations-, rationaliserings- og forenklings-arbejdet og den nyoprettede Forvaltningshøjskole blev overført til økonomiministeren, der samtidig fra Indenrigsministeriet fik udvalget vedrørende udflytning af statsinstitutioner, se i øvrigt bilag 1 om ressortomlægninger. Til gengæld afgav Henry Grünbaum titlen minister for nordiske anliggender. Poul Hansen trådte ud af regeringen i august 1965, og Henry Grünbaum blev ny finansminister. Som økonomiminister udnævntes chefredaktør ved Aktuelt, cand.polit. Ivar Nørgaard.30) Arbejdet i DØS blev i denne periode bl.a. påvirket af turbulensen på de internationale valutamarkeder, der i sidste halvdel af 60'erne ikke kunne undgå at smitte af i Danmark, hvor man især holdt øje med det engelske pund, der var under pres. 2/2 1968: "Tronskifte" i Økonomiministeriet. Den afgående økonomiminister Ivar Nørgaard (S) (th.) giver øjensynlig gode råd til sin eftertænksomt lyttende efterfølger (professor i nationaløkonomi) Poul Nyboe Andersen (V). DØS udarbejde i juni 1965 et notat, der indeholdt en række overvejelser omkring valutasituationen. Det blev bl.a. påpeget, at Danmarks handelsmæssige afhængighed af Storbritannien var blevet så kraftigt reduceret, at en engelsk devaluering ikke nødvendigvis burde følges af Danmark. Det blev i notatet tilrådet, at kronekursen ikke blev ændret, hvis der blev foretaget en relativt moderat engelsk devaluering, dvs. indtil 10 pct. Blev devalueringen betydelig, dvs. 15-20 pct., blev det anbefalet - af hensyn til landbruget - at der skete en nedskrivning med omkring halvdelen.31) Det var stort set, hvad der skete, da pundet blev devalueret med 14,3 pct. den 18. november 1967. Statsminister Krag gik aktivt ind i sagen og til almindelig overraskelse, erklærede han sig som tilhænger af, at Danmark fulgte England fuldt ud. Efter et kaotisk forløb endte det med en dansk devaluering på 7,9 pct. Effekten af devalueringen var imidlertid tvivlsom, da det ikke lykkedes for regeringen at komme igennem med en følgelovgivning, der bl.a. indeholdt indefrysning af en dyrtidsportion og avancestop mv. Det efterfølgende valg førte til et regeringsskifte, se nedenfor.32) Den voksende inflation gav anledning til stigende bekymring op gennem 60'erne. På baggrund af en folketingsbeslutning nedsatte økonomiministeren i 1965 et udvalg, der skulle undersøge inflationens årsager. Formanden for udvalget blev Erik Ib Schmidt, mens de øvrige medlemmer bl.a. var Kurt Hansen og professor Anders Ølgaard. Sekretær for udvalget blev Leif Heltberg, DØS. Udvalget afsluttede sit arbejde i maj 1966. Det stærke efterspørgselspres, der udgik fra de forskellige sektorer i økonomien, blev tillagt hovedårsagen til inflationen. Det blev understreget, at en prisstabiliseringspolitik var en forudsætning for, at den høje vækstrate i den danske økonomi kunne fortsætte.33) I VKR-regeringen 1968-71, hvor den radikale partileder Hilmar Baunsgaard var statsminister, blev Poul Nyboe Andersen, der siden midten af tresserne havde været medlem af partiet Venstre, økonomiminister og minister for nordiske anliggender samt europæiske markedsanliggender. Nyboe Andersen stillede som betingelse for at blive økonomiminister, at Markedssekretariatet fortsat skulle være under økonomiministeren. Det betød at udenrigsminister Poul Hartlings område blev frataget markedsspørgsmål foruden ulands- og nedrustningsproblemerne. Dette blev accepteret af Hartling, fordi han lagde vægt på at få en stærk venstreøkonom med i regeringen, og fordi et beskåret Udenrigsministerium gav ham bedre muligheder for at følge den hjemlige politik. Nyboe Andersen stillede endnu en betingelse, nemlig at Lønningsdepartementet blev fjernet fra Økonomiministeriet. Han ville ikke bruge tid på tjenestemandsproblemer i en periode, hvor man stod foran ny lovgivning.34) VKR-regeringen havde som en væsentlig målsætning at skabe plads til en pengepolitisk løsgørelse ved, at finanspolitikken blev strammet, hvilket bl.a søgtes gennemført ved en momsforhøjelse og besparelser. Målsætningen blev dog ikke nået, idet finanspolitikken blev ekspansiv i 1969 bl.a. som følge af det såkaldte skattefri år forud for kildeskattens gennemførelse i 1970.35) I Nyboe Andersens erindringer, "Det umuliges kunst", er han inde på dette problem. Den indeholder en kritik af de vurderinger, der dengang blev givet i Økonomisk Årsoversigt og i vismændenes rapport fra efteråret 1968, dvs. forud for det skattefri års gennemførelse. Han konkluderer, at "Det skattefri år var med andre ord et engangsfænomen af en så speciel karakter, at regeringen og offentlighedens økonomiske rådgivere ikke på forhånd kunne vurdere de samfundsøkonomiske virkninger, og det gjorde det selvsagt vanskeligt politisk at føre en stram økonomisk politik".36) Nyboe Andersen nedsatte i juni 1969 et hurtigtarbejdende embedsmandsudvalg med departementschef Kurt Hansen som formand. Udvalget fik til opgave at undersøge, hvordan der kunne tilveje-bringes bedre balance på obligationsmarkedet. Som følge af en betydelig indsats fra Kurt Hansens side forelå embedsmandsudvalget arbejde fem måneder senere i november 1969. Ved gennemgangen af obligationsmarked-et fremhævede Kurt Hansen-udvalget især to problemer, nemlig for det første, at opsparingen ikke havde holdt trit med investeringsefterspørgslen under den økonomiske vækst i tresserne. For det andet, at lovregler og sædvaner, der er bestemmende for, i hvilket omfang der kan opnås realkreditfinansiering, kun i ringe grad var tilpasset efter en situation præget af stærke ændringer i det økonomiske mønster og af vedholdende prisstigningstendenser. Der er ikke større tillid til virkningen af tvangsopsparingen og de omkostningsdæmpende ydelser. Den midvinter var den mest vrangvorne i mands minde. Krokus stod i knop før kyndelmisse, snehegn faldt i staver langs sti og vej, og hirden for riget rundt og tog med én hånd og ydede med en anden. Nyboe Nærigskjald førte malmfuld tale om lønsomhed, ligevægt og langsigt. Menigmand brugte et andet ord begyndende med L. Men det var ingen der hørte efter. (Politiken 18.2.1974) Intet nyt under solen! Tvangsopsparing er ikke en ny opfindelse. Foruden "Nyboe Nærigskjald" (økonomiminister Poul Nyboe Andersen) ses daværende finansminister Anders Andersen, der - jf. våbenskjoldet på brystet - i Bo Bojesens "Venstre-vikingernes Saga" benævntes "Anders Tårnspringer" på grund af sin store dygtighed til at spille skak. 2. november 1947. Udvalget pegede på 3 områder, hvor der kunne sætte ind, det drejede sig om kredit-adgangen, løbetiderne og formålet med låntagningen.37) Sammen med Realkreditkommissionens betænkning, der forelå et måned senere, kom Kurt Hansen-udvalgets arbejde til at danne grundlag for realkreditreformen af 1970. Under VKR-regeringen blev initiativet taget til at udarbejde en redegørelse for problemerne omkring prioriteringen af de samlede offentlige udgifter på længere sigt, herunder samspillet mellem udviklingen i disse udgifter og samfundsøkonomien som helhed. DØS's departementschef Kurt Hansen var med i ekspertgruppen, der bestod af 4 medlemmer, med Finansministeriets departementschef Erik Ib Schmidt som formand. Det var i realiteten en videreførelse af arbejdet i det såkaldte Vækstudvalg, der blev nedsat af økonomiminister Ivar Nørgaard i november 1966. Arbejdet resulterede i to-bindsværket Perspektivplanlægning 1970-85 (PP I). Ideen bag værket var at råbe vagt i gevær og skabe en debat, der kunne forbedre mulighederne for at styre den offentlige økonomi. Planerne vakte megen opmærksomhed, hvilket gav anledning til bekymring hos statsminister Hilmar Baunsgaard. Regeringen understregede derfor, at der var tale om en embedsmandsrapport, hvis offentliggørelse regeringen havde tiltrådt, men som den ikke nødvendigvis stod bag. I 1985 var fremskrivningerne i PP I (og den senere PP II) for antallet af offentligt ansatte og for de offentlige udgifter i pct. af BNP for længst overgået af virkelighed-en. Netop som PP I udkom i 1973 indtraf den første oliekrise. Dermed ændredes radikalt de ydre rammer for de økonomiske vilkår og dermed også grundlaget for konklusionerne i rapporten.38) Begyndelsen af 70'erne Ministeriet Krag III's udnævnelse den 11. oktober 1971 førte til, at Per Hækkerup blev økonomi- og budgetminister. Omlægningen indebar, at man ikke alene fik Revisionsdepartementerne, men også sagerne fra Finansministeriets Finansdepartement. Dermed fulgte også chefen, Erik Ib Schmidt med, hvis kemi ikke passede til finansminister Henry Grünbaums. Grünbaum blev med porteføljeomlægningerne i 1971 i realiteten skatteminister - fire år før denne titel officielt blev opfundet. Fra Arbejdsministeriet modtog Per Hækkerup bl.a. Administrationsdepartementet og sagerne fra Lønnings- og Pensionsdepartementet. I Per Hækkerups periode som økonomiminister stod han bag oprettelsen af det såkaldte Kapitalmarkedsråd i 1971, hvor han selv blev formand. Målet var at klare betalingsbalanceproblemerne uden at skade beskæftigelsen. I et interview til dagbladet Politiken i maj 1972 uddybede Hækkerup sine tanker, og han var her inde på, at han ikke ville afvise en egentlig nationalisering af Nationalbanken. Det viste sig imidlertid ret hurtigt, at Kapitalmarkedsrådet ikke blev nogen succes. Der blev afholdt to møder i hvert af årene 1972 og 1973. Herefter blev mødeaktiviteten indstillet. Men ideen om at styre kreditformidlingen dukkede igen op i oktober 1973, da der blev fremlagt et forslag til lov om kreditformidling. Af lovforslagets bemærkninger fremgik det, at det var udarbejdet i samarbejde med Nationalbanken - uanset at banken havde præciseret, at der højst måtte stå, at udformningen havde været drøftet med Nationalbanken. Lovforslaget gav anledning til en ret heftig debat i pressen bl.a. om Erik Hoffmeyers forbliven som nationalbankdirektør. Nationalbankdirektøren svarede igen med en aviskronik og et dagbladsindlæg. Konfrontationen endte med, at Per Hækkerup under henvisning til avisartiklerne forsøgte at få Nationalbankdirektøren til "at trække sig". Det kom der ikke noget ud af.39) Kapitalmarkedsrådet blev nedlagt af økonomiminister Anders Andersen med virkning fra 1. juni 1983. Kreditformidlingsloven, der var tænkt som et forsøg på at flytte Nationalbanken over på Slotholmen, blev aldrig taget i anvendelse. Loven blev ophævet i folketingssamlingen 1995/96. Danmark i EF - ændrede vilkår for DØS Folkeafstemningen om Danmarks tilslutning til EF den 2. oktober 1972 resulterede i et overbevisende ja. Af de to versioner af "trontalen", der var forberedt til åbningen af Folketinget dagen efter, blev det den "positive", der skulle bruges. For DØS betød tiden omkring Danmarks medlemskab af EF, at der gradvis skete en forskydning i vægtfordelingen af arbejdsopgaverne. Det økonomisk-politiske samarbejde inden for EF kom til at fylde mere. Økonomiministeriet kom således til at deltage i arbejdet i en lang række komiteer og udvalg i EF - senere EU - jf. kapitlet om Økonomiministeriets internationale virksomhed. Et andet udviklingstræk, der gjorde sig gældende, var, at der i Finansministeriet - og senere hen også i andre ministerier - sidst i 60'erne og i 70 erne gennemførtes en betydelig oprustning med økonomer. Dermed gled den konsulentrolle, som DØS havde indtaget over for centraladministrationen i 40'erne og 50'erne, efterhånden i baggrunden. Symptomatisk var det, at finansministerens tale i forbindelse med forelæggelsen af finanslovforslaget ikke længere blev skrevet i DØS.40) De ydre betingelser for dansk økonomi og dermed Økonomiministeriets arbejdsområde blev præget af omslaget efter olieprisforhøjelserne i slutningen af 1973 og begyndelsen af 1974. Omsvinget i statsfinanserne efter første oliekrise til underskud i 1974-75 betød, at der skulle tages stilling til finansieringen. I DØS blev der i marts 1975 udarbejdet et notat om emnet efter forudgående drøftelser mellem Erik Ib Schmidt, Kurt Hansen og Richard Mikkelsen fra Nationalbanken. Det blev påpeget, at det var nødvendigt, at der blev taget skridt for at imødegå underskuddets likviditetsforøgende virkninger. Det kunne bedst ske ved et betydeligt salg af mellemfristede statspapirer til købere uden for pengeinstitutternes kreds. Notatets konklusion blev accepteret af regeringen, som i april 1975 fremsatte forslag til lov om bemyndigelse til optagelse af indenlandske statslån.41) I 70'erne beskæftigede Økonomiministeriet sig ikke mindst med spørgsmål vedrørende kapitalmarkedet. I december 1974 forelå betænkningen om indeksering af pengefordringer, som resultat af et udvalgsarbejde under Økonomiministeriet, hvor kontorchef Viggo Lohse var formand, mens den senere departementschef i først Boligministeriet nu Trafikministeriet Ole Zacchi var sekre-tær. Nationalbanken var i udvalget repræsenteret ved den senere afdelingschef i DØS, Torsten Gersfelt. Indeksobligationer blev indført i 1982 til finansiering af det almennyttige boligbyggeri og senere skibsbyggeri. Henimod slutningen af 1970'erne blev der udarbejdet en række redegørelser om pantebrevsmarkedet samt om livsforsik- rings- og pensionsselskabers overførsel af risikovillig kapital til erhvervslivet.42) Med kommitteret i DØS Jørn Børglum Jensen som primus motor oprettedes Lovmodellen i slutningen af 1970'erne. Baggrunden var, at man ønskede at udnytte de store EDB-registre til at gøre det muligt for administrationen og Folketinget at få hurtige, pålidelige og så vidt muligt udtømmende oplysninger om de fordelings- og budgetmæssige konsekvenser 18/12 1987: Økonomiminister Knud Enggaard (V) (forrest tv.) på ministerbænken i Folketinget under den afsluttende debat i andet halvår 1987. På hans venstre side sidder miljøminister Christian Christensen (KrF). af ændringer i skatte-, social- og pensionslovgivningen samt at belyse det ofte komplicerede samspil mellem skatte- og sociallovgivningen. Beregningerne fo- retages på en såkaldt modelbefolkning, dvs. en stikprøve udtaget fra de eksisterende offentlige registre.43) Slutningen af 1980'erne Under Knud Enggaards periode som økonomiminister nedsattes et embedsmandsudvalg med departementschef Kurt Hansen som formand. Udvalget skulle løbende følge udviklingen i opsparingen og fremlægge ideer til opsparingsfremmende foranstaltninger. Udvalget fremkom med sin betænkning i september 1989, der indeholdt en række forslag til øget opsparing, herunder præmieop-sparing.44) Departementschef Kurt Hansen døde den 18. maj 1988. Ny departementschef blev kommitteret i DØS Jens Thomsen udnævnt af den nye økonomiminister Niels Helveg Petersen. Opgaverne i DØS under Helveg Petersens periode i KVR-regeringen fra 1988-90 blev bl.a. påvirket af arbejdet med "Planen" og forhandlingerne om det socialdemokratiske modspil "Gang i 1990'erne" samt afgiftstilpasningen i forbindelse med indførelsen af det indre marked i EF fra 1993. I 1990 blev der i øvrigt for første gang i 27 år overskud på betalingsbalancen. Danmark har siden afdraget på udlandsgælden, der i 1997 udgør 23,6 pct. af BNP mod ca. 40 pct. af BNP i midten af 1980'erne. I forbindelse med Det Radikale Venstres udtræden af regeringen efter et folketingsvalg blev Anders Fogh Rasmussen fra partiet Venstre økonomiminister den 18/12 1990: Husk lige tandbørsten! "Tronskifte" i Økonomiministeriet. Niels Helveg Petersen (R) (th.) må ved regeringsændringen efter valget vige sædet for Anders Fogh Rasmussen (V), der i øvrigt fortsætter som skatteminister. I afskedsgave forærer AFR NHP et sæt nattøj inkl. tandbørste og -pasta. Dette udstyr kan NHP benytte, når han skal overnatte på den anden side af grænsen til Tyskland for at opfylde den dagældende to-døgns regel for lovlig indførsel af tobak og spiritus ved tilbagerejsen til Danmark - en regel AFR var interesseret i at gøre overflødig ved tilpasninger af det danske afgiftsniveau. I baggrunden antyder mimikken hos Økonomiministeriets daværende departementschef (nuværende nationalbankdirektør) Jens Thomsen, at også han han finder gaveidéen morsom. 18. december 1990, samtidig med at han fortsatte som skatteminister. Dermed indledtes en periode, hvor der bl.a. blev lagt stor vægt på, at sproget i DØS's publikationer i højere grad blev tilgængeligt for læsere, der ikke umiddelbart er bekendt med den politisk-økonomiske jargon. I denne periode blev der fortsat brugt mange ressourcer på forhandlingerne omkring afgiftstilpasningen forud for det indre markeds ikrafttræden den 1. januar 1993. Der blev som et led i tilpasningsprocessen gennemført afgiftsnedsættelser for bl.a. øl, vin og benzin, mens f.eks. parfumeafgiften helt bortfaldt. Afgiftslempelserne blev i 1992 beregnet til godt 8 mia. kr.45) Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre overtog den 25. januar 1993 økonomiministerposten og dermed det halvårlige formandskab for ECOFIN-Rådet efter Venstres Thor Pedersen, der kun nåede at være minister for DØS et par måneder. Arbejdet i første halvår 1993 blev præget af, at Danmark havde formandskabet i EU og af det meget omfattende reformarbejde vedrørende skatteområdet, arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet, der var et led i de vækstinitiativer regeringen lagde frem i "Ny Kurs". Endvidere blev usikkerheden om det danske tilhørsforhold til EU fjernet ved folkeafstemningen den 18. maj 1993. I de følgende år har ikke mindst den internationale valutauro, ECOFIN-arbejdet samt den løbende overvågning af det økonomiske opsving påvirket arbejdsopgaverne i Økonomiministeriet. 25/1 1993: VK-regeringen afløses af S-R-CD-regeringen. Afgående Thor Pedersen (V) lægger chevaleresk op til et kindkys til sin afløser Marianne Jelved (R). Det er vel også værd at markere, at posten som økonomiminister for første gang tilfalder en kvinde. Ressortomlægninger og styrkelse af ministeriet Økonomiministeriet har inden for de seneste fem år været berørt af forskellige ressortomlægninger, og det har endvidere fra november 1994 fået "eget hus". I forbindelse med økonomi- og skatteminister Anders Fogh Rasmussen tilba-getræden den 19. november 1992 blev et kontor og en kommitteret overført fra Skatteministeriet til Økonomiministeriet med særligt henblik på at varetage opgaver i forbindelse med den daværende regerings økonomiske samordningsudvalg. Tilgangen af de nye medarbejdere gav anledning til, at den hidtidige løse organisationsstruktur blev omlagt i retning af en mere formel kontorinddeling, hvorved organisationen i Økonomiministeriet i højere grad kom til at ligne den, der kendes i andre ministerier. Med dannelsen af regeringen Nyrup Rasmussen II i september 1994 blev realkreditområdet overført fra Boligministeriet til Økonomiministeriet. Senere samme år flyttedes til "eget hus", Ved Stranden 8, og det "Det Økonomiske Sekretariat" blev ændret til Økonomiministeriets Departement. I forbindelse med Jens Thomsens udnævnelse til nationalbankdirektør pr. 1. januar 1995 blev afdelingschef i Finansministeriet Michael Dithmer udnævnt til departementschef. Med CD's udtræden af regeringen blev hele det finansielle område den 30. december 1996 overført til Økonomiministeriet. Endnu en bastion faldt, idet jurister for første gang fandt ansættelse i ministeriet. Dermed blev der behov for at reorganisere departementets hidtidige struktur. Det skete bl.a. ved, at det blev opdelt i 3 søjler, der vedrører (1) dansk økonomi og økonomisk politik , (2) international økonomi og EU og (3) finansiel lovgivning og tilsyn. På det finansielle område udsendtes i december 1995 en rapport om Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger. Baggrunden for udredningsarbejdet var, at arbejdsmarkedspensionsordninger er blevet stadig mere udbredte, og at der dermed er opstået større opmærksomhed om pensionsopsparernes indflydelse på forvaltningen og investeringen af pensionsmidlerne i disse ordninger. Som opfølgning på demokratiudvalgsrapporten, blev der i forsommeren 1997 nedsat et permanent Pensionsmarkedsråd. Formålet er, at det skal bidrage til at holde gang i debatten om åbenhed omkring pensionsinstitutternes investeringspolitik og sikre fortsat fokus på institutternes investeringsbeslutninger og udviklingen af medindflydelse. De seneste par år har endvidere været præget af opgaver i forbindelse med EUs udvidelse med de central- og østeuropæiske lande og arbejdet i EU vedrørende ØMU'ens tredje fase. Udvidelsen vil få økonomiske konsekvenser både i de central- og østeuropæiske lande og i de nuværende EU-lande, herunder Danmark. Det var bl.a. baggrunden for, at Økonomiministeriet i februar 1996 udgav publikationen EU's udvidelse mod Øst - økonomiske perspektiver. De såkaldte konvergensprogrammer er et vigtigt element i det økonomisk-politiske samarbejde i EU. Det indebærer, at landene skal opfylde bestemte krav til inflation, rente, valutaforhold og offentlig underskud. EU-landene er forpligtet til at fremlægge et opdateret konvergensprogram årligt. Det danske program udarbejdes af Økonomiministeriet i samarbejde med Finansministeriet. Danmark har siden juni 1996 opfyldt konvergenskriterierne. I modsætning til de øvrige EU-landes konvergensprogrammer er det danske program ikke en forberedelse af deltagelse i ØMU'ens tredje fase, men derimod en anerkendelse af, at den danske regering anser konvergenskriterierne for at være et udtryk for en sund økonomisk udvikling og dermed en forudsætning for en holdbar fortsættelse af beskæftigelsesfremgangen. Siden 1995 har medlemslandene i EU endvidere skulle udarbejde årsrapporter om beskæftigelsen, de såkaldte beskæftigelsesprogrammer. Baggrunden er, at man ønsker en bedre koordination af de økonomiske og strukturelle politikker til fordel for en varig stigning i beskæftigelsen. Det danske beskæftigelsesprogram udarbejdes af Økonomiministeriet i samarbejde med Arbejdsministeriet. I Danmark 2005 er der udarbejdet en fremskrivning af dansk økonomi 8 år frem. Programmet opstiller en række målsætninger vedrørende stigningen i beskæftigelsen, et fortsat fald i gælden til udlandet og i den offentlige gæld. Endvidere er der opstillet klart formulerede mål for miljøet. Fremskrivningen er udarbejdet af Finansministeriet i samarbejde med Økonomiministeriet. Balanceproblemerne i den danske økonomi er i de senere år blevet reduceret. Det afspejler sig bl.a. ved , at det i følge den seneste Oversigt fra Økonomiministeriet (oktober 1997) i år vil lykkes at opnå et overskud på både de samlede offentlige finanser og betalingsbalancen. Det vil være første gang i 34 år. Forfatteren takker udover nuværende medarbejdere, fhv. departementschef Erik Ib Schmidt, professor lic.adm.pol. Tim Knudsen og fhv. kommitteret i Økonomiministeriet Jørn Børglum Jensen for gode råd og udbytterige kommentarer i forbindelse med udarbejdelsen af manuskriptet. Kilder: 1) Sv.Aage Hansen: Økonomisk Vækst i Danmark bind 1 og 2. Samt Vagn Dybdahl m.fl.: Krise i Danmark. 2) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 166 ff. 3) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Beskæftigelsespolitik og Erhvervsmuligheder i Danmark, 1939, s. 336. 4) Nordisk Administrativt Tidsskrift, juni 1938, s. 258. 5) Frederik Zeuthen: Arbejdsløn og Arbejdsløshed, 1939, s. 320. 6) Centraladministrationen 1848-1948, s. 319 samt kronik af Erik Ib Schmidt 9. marts 1945 i Politiken om planøkonomi. 7) Jens Otto Krag og Poul Gersmann: Krigsøkonomi og Efterkrigsproblemer,1944, s. 204 ff. 8) Erik Ib Schmidt: Kronik i Politiken, jf. ovenfor og kronikker i Socialdemokraten 22. og 23. juni 1945 om planøkonomi. 9) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 237 ff. 10) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1929-1953, s. 381. 11) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 240 ff. 12) Centraladministrationen 1848-1948, s. 318 ff. 13) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1929-1953, s. 390. 14) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 245 ff. Og brev fra EIS til Byråchef Eivind Erichsen, Handelsdepartementet, Oslo. 15) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 257 ff. og noter fra EIS fremsendt til Økonomiministeriet, oktober 1997. 16) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1929-1953, s. 448. 17) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 263 ff. og Sv.Aage Hansen: Økonomisk Vækst i Danmark 2, s.131 ff. 18) Sv.Aage Hansen: Økonomisk Vækst i Danmark 2, s.117 ff. samt s.17 i publikation fra Udenrigsministeriet i anledning af 50-årsjubilæet for Marshall-hjælpen, 1997. 19) Tage Kaarsted, De Danske Ministerier 1953-1972, s.13. 20) Tage Kaarsted, De Danske Ministerier 1953-1972, s.73 ff. og 94 ff. 21) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s 293 ff. 22) Tage Kaarsted, De Danske Ministerier 1953-1972, s.107 ff. 23) Sv.Aage Hansen: Økonomisk Vækst i Danmark bind 2, s. 125. 24) Økonomisk Årsoversigt 1960, s.14. 25) Tage Kaarsted, De Danske Ministerier 1953-1972, s.215. 26) Se kapitlet "Rådet - Usædvanlig og tankevækkende" i denne publikation og Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 317 ff. og 334 ff. 27) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben s. 348 ff. 28) Erik Ib Schmidt: Fra Psykopatklubben, s. 361 og 62. Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1953-1972. 29) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1953-1972, s. 289. 30) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1953-1972, s. 300. 31) Richard Mikkelsen: Dansk Pengehistorie 1960-1990, s. 107 32) Richard Mikkelsen: Dansk Pengehistorie 1960-1990, s. 106ff. og Hoffmeyer, af Stig Andersen, s.121. 33) Betænkning nr. 421, maj 1966, Inflationens Årsager. 34) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1953-1972, s. 385-86. 35) Erik Hoffmeyer: Pengepolitiske Problemstillinger, s. 34. 36) Poul Nyboe Andersen: Det umuliges kunst, s. 85. 37) Betænkning nr. 541, Redegørelse fra udvalget vedrørende obligationsmarkedets forhold, 1969. 38) Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1953-1972, s. 427 og Richard Mikkelsen: Dansk Pengehistorie 1960-1990, s. 67 ff. 39) Richard Mikkelsen: Dansk Pengehistorie 1960-1990, s. 128 ff. og 137 ff. samt Hoffmeyer, Stig Andersen s.191. 40) Egne vurderinger. 41) Richard Mikkelsen: Dansk Pengehistorie 1960-1990, s. 186 ff. 42) Betænkning nr. 732, 1975, Redegørelse fra arbejdsgruppen vedr. indeksering af pengefordringer - december 1974 samt interne notater. 43) Lovmodellen. Betænkning 713, 1974, og nr. 790, 1977, begge betitlet: Skatter og indkomstafhængige ydelser. 44) Betænkning nr. 1178, august 1989: Den Private Opsparing. 45) Skattepolitisk Redegørelse 1992. Den økonomiske udvikling i Danmark i de 50 år Af kontorchef Mikael Trier Indledning Den økonomiske udvikling i efterkrigstiden har indebåret en enestående stigning i velstanden i Danmark og de andre industrialiserede lande. Herhjemme er den samlede produktion pr. indbygger i 1997 mere end tre gange så stor som for 50 år siden. Væksten var stærkest i 60'erne og er siden taget noget af. Forløbet har ikke været jævnt. Der har været konjunkturtilbageslag, således under Koreakrigen i begyndelsen af 50'erne, under de to oliekriser efter henholdsvis 1973 og 1979, ligesom der i de syv år fra 1987 til 1993 var lavkonjunktur med ret svag vækst. Den stærke opgang i produktionen har muliggjort en kraftig stigning i forbruget. Boligstandarden er forbedret betragteligt, og der er sket en stærk stigning i udbredelsen af en lang række varige forbrugsgoder som biler, tv, video, kameraer, stereoanlæg, mikrobølgeovne, vaske- og opvaskemaskiner, tørretumblere og el-komfurer mv. Der har tillige været en betydelig vækst i turismen. I de senere år er det navnlig besiddelsen af forskellige elektroniske forbrugsgoder som cd-afspillere, mobiltelefon og hjemmecomputere med adgang til internettet, der er i vækst. Samtidig med den stigende produktion er arbejdstiden faldet betydeligt. På den anden side er kvindernes erhvervsdeltagelse steget. Der er også sket en stor forøgelse af de serviceydelser, som stilles til rådighed af det offentlige. F.eks. børnepasning og ældrepleje, hvor behovene er steget som følge af kvindernes højere erhvervsfrekvens og stigningen i antallet af over 80- årige. Også det offentliges udbud af sundhedsydelser, undervisning og kultur er øget kraftigt. Den stærke økonomiske vækst har ført til en øget opmærksomhed om sammenhængen mellem økonomi og miljø. Indsatsen med forbedring af miljøet er styrket betydeligt ikke mindst i form af introduktionen af økonomiske styringsmidler som miljøforbedrende afgifter. I 60'erne begyndte der at opstå problemer med den samfundsøkonomiske balance. Den stærke vækst i efterspørgslen førte til et vedvarende underskud på betalingsbalancen, og i navnlig 70'erne efter første oliekrise var der store stigninger i løn og priser. Ligeledes efter første oliekrise startede der en kraftig og langvarig stigning i antallet af ledige og andre personer på offentlige indkomstoverførsler, og der opstod store underskud på de samlede offentlige budgetter. Den økonomiske politik er fra begyndelsen af 80'erne i stadig højere grad blevet lagt til rette med henblik på at mindske disse forskellige strukturelle problemer. Reformer af skattesystemet, på arbejdsmarkedet og af valutakurspolitikken har ført til, at der er opnået bedre balance i samfundsøkonomien. Således er ledigheden i de senere år faldet stærkt, uden at der er opstået alvorlige problemer med inflation. Endvidere ventes der i 1997 overskud på såvel betalingsbalancen som de offentlige budgetter. Fremskrivningen i Danmark 2005 viser, at det med en fastholdelse af en stabilitetsorienteret økonomisk politik med fortsatte strukturelle forbedringer vil være muligt at videreføre denne gunstige udvikling. I det følgende gennemgås nogle hovedlinier i den samfundsøkonomiske udvikling herhjemme i Økonomiministeriets 50-årige levetid. Der skal gøres opmærksom på, at de statistiske data bliver knappere og mere usikre, jo længere man bevæger sig tilbage i tiden. Der er brugt den statistiske grovfil og i visse tilfælde set bort fra brud på talserierne. Formålet er at skabe et overblik, og man skal ikke hænge sig i detaljer, navnlig ikke med hensyn til udviklingen i den første del af perioden. Befolkningen Danmarks folketal er i de 50 år, Økonoministeriet har eksisteret, steget med 1,1 mio. personer, fra 4,2 til 5,3 mio., se figur 1. Det svarer til en gennemsnitlig årlig stigning på 22.000 personer eller 0,5 pct. Fra 1947 til begyndelsen af 70'erne var stigningen ret konstant 0,7 pct. pr. år. Så bøjede væksten af, og i 80'erne indtrådte en stagnation i folketallet. Siden 1990 er væksten atter taget til, og den har i de sidste fem år udgjort 0,4 pct. årligt. Reduktionen af befolkningens vækstrate i begyndelsen af 70'erne og den senere stagnation i 80'erne skyldtes et brat fald i fødselstallet, som formentlig blandt andet hang sammen med den øgede erhvervsdeltagelse blandt (gifte) kvinder i denne periode, se nedenfor. Den fornyede vækst siden 1990 har sin årsag i en stigende fødetilbøjelighed blandt de 25-39 årige kvinder (især de 30-34 årige) og til en vis grad en øget nettoindvandring fra udlandet. Produktionen (BNP) Den samlede produktion i samfundet, målt ved bruttonationalproduktet (BNP) i faste priser, er i 50-års perioden steget til fire gange niveauet i 1947, se figur 2. Det svarer til en gennemsnitlig årlig vækstrate på knap 3 pct. Da folketallet i samme periode er øget med 1/2 pct. pr. år, er BNP pr. indbygger gennemsnitligt vokset med knap 21/2 pct. om året. Samtidig er arbejdstiden for en fuldtidsbeskæftiget faldet med knap 3/4 pct. årligt, jf. nedenfor. BNP-væksten har vist aftagende tendens. Siden begyndelsen af 70'erne har væksten ikke stået mål med opgangen fra 1955 til 1973, da den gennemsnitlige årlige vækstrate androg 41/4 pct. Periodens konjunktursvingninger fremgår tydeligst af figur 3. I begyndelsen af 50'erne var der to kraftige tilbageslag, i 1951 (som følge af bytteforholdsforringelsen under Koreakrigen) og i 1955. I slutningen af 50'erne påbegyndtes en højvækstperiode, der skulle vare til første oliekrise, som satte ind i slutningen af 1973. Oliekrisen betød, at BNP faldt to år i træk. I 1976 var væksten høj som følge af den finanspolitiske ekspansion, der gennemførtes efter oliekrisen, men det førte til stort underskud på betalingsbalancen, og i resten af 70'erne var væksten moderat. Anden oliekrise, der satte ind i slutningen af 1979, betød atter to års fald i BNP. Derefter satte en kraftig højkonjunktur ind, der varede til midten af 80'erne. Højkonjunkturen resulterede i betydelige ubalancer i form af stort underskud på betalingsbalancen og kraftige lønstigninger, og den økonomiske politik måtte strammes. Det blev indledningen til syv års lavkonjunktur med ret svag BNP-vækst frem til 1993. Siden har væksten været ganske høj under det fornyede opsving. Det er svært at skaffe sammenlignelige oplysninger om væksten i andre lande helt tilbage til 50'erne. OECD-tal tilbage til 1960 viser, at BNP-væksten i Danmark siden da har været noget langsommere end for alle OECD-landene under ét. Den mindre danske vækst gælder også, hvis man kun ser på de europæiske OECD-lande. Årsagen til den lavere danske BNP-vækst er, at beskæftigelsen herhjemme er steget langsommere end i alle OECD-landene under et. Miljø og energi Sammenhængen mellem økonomisk vækst og udviklingen i miljøets tilstand er ikke entydig. På den ene side fører økonomisk vækst og voksende befolkning til øget forbrug af energi og andre resurser og til større mængder affald og anden forurening. På den anden side sker der stadig teknologiske fremskridt med hensyn til udnyttelsen af resurserne. Hertil kommer, at den økonomiske vækst i de højtudviklede samfund nu i høj grad sker inden for erhverv, der bruger forholdsvis få naturgivne resurser og forurener relativt lidt. Og en høj levestandard kan være forudsætningen for, at man er villig til at betale det, de miljøforbedrende foranstaltninger koster. Det er vanskeligt at finde data for miljøets tilstand helt tilbage til slutningen af 40'erne og 50'erne. En indikator for udledningen af en række miljøskadelige stoffer fra produktionen og forbruget er energiforbruget. Figur 4 viser, at det samlede energiforbrug frem til første oliekrise steg noget hurtigere end BNP. Siden er energiforbruget stagneret, således at der har været et fald i energiforbruget i forhold til BNP. Dette fald skyldes blandt andet energiprisstigningen som følge af oliekrisen samt forhøjelsen af energiafgifterne som led i den styrkede miljøpolitiske indsats. Beskæftigelsen Figur 5 viser udviklingen i den private og samlede beskæftigelse samt i arbejdsstyrken. Forskellen mellem de to nederste kurver udgøres af den offentlige beskæftigelse, og forskellen mellem de to øverste består af ledigheden. Den private beskæftigelse var stigende fra 1947 til toppunktet på 2 mio. personer midt i 60'erne. Derefter satte en faldende tendens ind. Faldet var særlig stort under og lige efter de to oliekriser. I 1982 nåedes et bundpunkt på 1,7 mio. personer. Højkonjunkturen i midten af 80'erne førte til en kraftig stigning i den private beskæftigelse, men den efterfølgende lavkonjunktur frem til 1993 bragte den ned igen til niveauet efter anden oliekrise. Det seneste opsving har indebåret en ny stærk opgang. Men niveauet for den private beskæftigelse er stadig lavere end i midten af 80'erne og årene før anden oliekrise. Den offentlige beskæftigelse er steget relativt stærkt siden 1947, fra ca. 0,2 mio. personer til 0,8 mio. personer i 1997. Stigningen var særlig kraftig i 60'erne og 70'erne, da en række offentlige serviceydelser som undervisning og kultur, sundhedsvæsen, børnepasning og ældrepleje blev udbygget. Efter kommunalreformen i 1971 har hovedparten af opgavernes udførelse påhvilet kommuner og amtskommuner. En forholdsvis ny opgave for det offentlige er den voksende indsats for at forbedre miljøet. En betydelig del af stigningen i den offentlige beskæftigelse har været kvinder, jf. nedenfor om den stigende erhvervsfrekvens for kvinder i navnlig 60'erne og 70'erne. De senere års opsving i den private beskæftigelse og den voksende offentlige beskæftigelse indebærer, at den samlede beskæftigelse i 1997 nåede op på den hidtidige top i 1987 på 2,6 mio. personer. Men da folketallet i mellemtiden er øget, er beskæftigelsesfrekvensen stadig en del lavere end dengang, jf. nedenfor. Den stærkt stigende offentlige beskæftigelse ses også af figur 6. Fra 1947 og frem til midten af 80'erne steg det offentliges andel af den samlede beskæftigelse fra 8 til 31 pct. Siden har andelen været stort set uændret. Figuren viser endvidere, at landbrugets andel af den samlede beskæftigelse er reduceret stærkt - fra 27 pct. i 1947 til 4 pct. i dag. Den stigende offentlige andel og faldende andel for landbruget er de tydeligste bevægelser i beskæftigelsens fordeling på hovederhverv. Andelen for de vareproducerende byerhverv (industri og byggeri mv.) øgedes svagt fra 1947 til slutningen af 60'erne, da den toppede med 36 pct. Siden er den faldet trendmæssigt til 26 pct. Byggeriets andel er reduceret ret meget i de sidste 20 år. Blandt de enkelte brancher i industrien er det navnlig tekstilindustrien, fødevareindustrien mv. og sten-, ler- og glasindustrien, der har haft relativ tilbagegang. Derimod har den kemiske industri haft fremgang. Beskæftigelsesandelen for de private tjenesteydende erhverv under ét har været moderat stigende. I 1997 udgør beskæftigelsen i disse erhverv således 38 pct. af den samlede beskæftigelse mod 34 pct. i 1947. Fordelt på undergrupper har handelserhvervene haft tilbagegang, mens områder som den finansielle sektor og forretningsservice har haft stærkt stigende beskæftigelse over perioden. Produktiviteten Det fremgår, at BNP er steget relativt kraftigere end beskæftigelsen. Det svarer til, at produktiviteten er steget. Figur 7 viser den gennemsnitlige årlige stigning i produktiviteten i udvalgte hovederhverv. Det anvendte mål for produktiviteten er produktionen pr. beskæftiget, dvs. arbejdskraftens produktivitet (målt pr. person og ikke pr. time). Herved tages der ikke hensyn til, at en del af stigningen i produktiviteten skal gå til afskrivning og forrentning af dét forbedrede/forøgede kapitalapparat, der typisk er en forudsætning for den øgede produktivitet. Det "korrekte" produktivitetsbegreb ville være den totale faktorproduktivitet, der også tager hensyn til indsatsen af realkapital. Alternativt kunne man se på nettoproduktionen (dvs. produktionen ekskl. afskrivninger) pr. beskæftiget. Der findes imidlertid ikke tilstrækkelig lange erhvervsopdelte serier herfor. De viste tal må af den angivne grund formodes at overdrive de "sande" produktivitetsstigninger (pr. beskæftiget) noget. Stigende produktivitet er på længere sigt forudsætningen for stigende produktion og forbrug pr. indbygger. En nødvendig betingelse for voksende produktivitet på længere sigt er teknologiske fremskridt. En anden betingelse er, at der i samfundet er de nødvendige organisatoriske forudsætninger for, at de foreliggende teknologiske muligheder faktisk udnyttes. Udnyttelsen af teknologiske fremskridt vil typisk være forbundet med anvendelsen af nye typer realkapital (via investeringer) og menneskelig kapital (via uddannelse) i produktionen. I figur 7 er de 50 år delt op i to halvdele: 1947-72 og 1972-97. Det ses, at den aftagende tendens i BNP-væksten (jf. ovenfor) modsvares af, at den gennemsnitlige årlige stigning i produktiviteten i de private byerhverv under ét er gået ned fra 3 pct. i første halvdel af perioden til 11/2 pct. i den sidste halvdel. Der er ikke den store forskel i tempoet i arbejdstidsnedsættelsen i de to perioder, jf. figur 8 nedenfor. Den aftagende produktivitetsstigning skyldes især udviklingen i industrien samt bygge- og anlægsvirksomhed. Derimod er produktivitetsstigningen i de private tjenesteydende erhverv kun reduceret en smule. Disse erhverv kan måske i særlig grad drage nytte af udviklingen inden for elektronik og telekommunikation. Hertil kommer, at den større udbredelse af supermarkeder mv. også i periodens sidste halvdel har indebåret en stigende produktivitet i detailhandlen. I bygge- og anlægsvirksomhed har der øjensynlig slet ikke været produktivitetsstigninger siden 1972, ja der har angiveligt været tale om et vist fald i produktiviteten. Det kan formentlig delvis forklares ved, at der er sket en forskydning fra nybyggeri over mod vedligeholdelse og forbedring af den eksisterende bygningsmasse, hvilket er mere arbejdsintensivt. I landbruget har stigningerne i produktiviteten været betydelig større end i de øvrige erhverv, og der er ikke sket nogen afsvækkelse i den sidste delperiode. De store produktivitetsstigninger i landbruget skyldes en stærk mekanisering og intensivering af driften. Figur 7 medtager ikke den offentlige sektor. I denne sektor kan man ikke opgøre produktivitetsudviklingen ud fra nationalregnskabet, fordi produktionen af offentlige ydelser ikke kan måles på output-siden, da den ikke sælges til en markedsbestemt pris. I stedet opgøres produktionen af de offentlige gratis (eller stærkt prisreducerede) tjenester ud fra omkostningerne (hovedsagelig indsatsen af arbejdskraft), hvorved en opgørelse af produktiviteten ud fra nationalregnskabstal bliver meningsløs. De foreliggende oplysninger tyder på, at produktivitetsudviklingen i Danmark siden 1960 har været på linie med det gennemsnitlige for OECD-landene. Arbejdstiden Den aftalte arbejdstid på det "store" arbejdsmarked er reduceret betragteligt i 50-års perioden, se figur 8. En del af den stigende velstand er således blevet taget ud som øget fritid i stedet for større produktion og indkomst. Fritiden for en familie er dog ikke nødvendigvis øget i samme omfang, som faldet i den aftalte arbejdstid, på grund af den højere erhvervsdeltagelse blandt kvinder, jf. nedenfor. Hertil kommer eventuelt øget tid til transport til og fra jobbet. På den anden side arbejder en ikke ringe andel af den større kvindelige arbejdsstyrke på deltid, se ligeledes figur 8. Den aftalte årlige arbejdstid er reduceret ved forkortelser af såvel den daglige som den ugentlige (lørdagsfri) arbejdstid samt længere ferier. I 1947 var den ugentlige arbejdstid 48 timer fordelt over seks dage og den årlige ferie to uger. I dag er tallene 37 timer over normalt fem dage, og fem ugers ferie. Reduktionen af den årlige arbejdstid pr. fuldtidsbeskæftiget har dermed i alt andraget 28 pct. eller gennemsnitligt knap 3/4 pct. om året over hele perioden. Hertil kommer, at en vis del af den højere erhvervsdeltagelse blandt kvinder er sket ved øget deltidsbeskæftigelse - ikke mindst i den offentlige sektor. Det fremgår af figur 8, at andelen af beskæftigede på deltid - den såkaldte deltidsfrekvens - toppede omkring 1980 med ca. 25 pct. Siden er den faldet til omkring 15 pct. For mænd er deltidsfrekvensen i dag ca. 5 pct., for kvinder ca. 20. Endelig er den gennemsnitlige arbejdstid over hele arbejdslivet blevet reduceret ved et fald i den gennemsnitlige alder for tilbagetrækning, blandt andet som følge af efterlønnens indførelse i 1979. I dag er den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder ikke meget over 60 år. Erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens Erhvervsfrekvensen er her opgjort som den andel af det samlede antal 15-64 årige, der er i arbejdsstyrken, dvs. enten beskæftigede (inkl. selvstændige mv.) eller ledige. Den samlede (summariske) erhvervsfrekvens var ret uændret omkring 75 pct. fra begyndelsen af 50'erne til omkring 1970, se figur 9. Så skete der en brat stigning frem til midten af 80'erne, da erhvervsfrekvensen nåede op på ca. 83 pct. Siden er der sket et vist fald til ca. 79 pct. På det allerseneste er faldet hørt op. Stigningen i erhvervsfrekvensen fra 1970 til 1987 skyldtes en stærkt forøget erhvervsdeltagelse blandt 25-45 årige (gifte) kvinder. For mænd har der i hele perioden været tendens til et svagt fald. For de unge har der været en stor reduktion som følge af den forøgede uddannelsesaktivitet. I løbet af 80'erne ebbede stigningen i kvindernes erhvervsdeltagelse ud i de fleste aldersgrupper, og siden 1988 har også kvindernes summariske erhvervsfrekvens været faldende. Der har dog fortsat været en vis opgang for de 40-55 årige kvinder som en følge af, at de yngre kvinder, der i 70'erne trådte ind på arbejdsmarkedet, nu har nået denne alder. (Såkaldt generationseffekt). For de ældre, dvs. over 60 årige, både mænd og kvinder begyndte faldet i erhvervsdeltagelsen ret tidligt i perioden, og nedgangen for denne gruppe er taget til siden 1978 efter indførelsen af efterlønnen. Se "knækket" i 1979 på figur 9. Det ret store fald i den samlede erhvervsfrekvens siden 1994 skal ses i lyset af orlovsordningerne og overgangsydelsen for de 50-59 årige. Tilgangen til overgangsydelsen ophørte i 1996, og orlovsordningerne er blevet tilpasset de bedre beskæftigelsesmuligheder under den nuværende højkonjunktur. Samtidig trækker øget beskæftigelse erfaringsmæssigt flere personer ud på arbejdmarkedet. Disse forhold er baggrunden for, at faldet i erhvervsfrekvensen på det seneste er hørt op og antagelig er ved at blive afløst af en fornyet opgang. Beskæftigelsesfrekvensen i figur 9 viser tilsvarende andelen af de 15-64 årige, der er i beskæftigelse - som enten lønmodtagere, selvstændige eller medarbejdende ægtefæller. Forskellen mellem erhvervs- og beskæftigelsesfrekvensen er ledigheden, jf. nedenfor. Beskæftigelsesfrekvensen svinger op og ned som følge af konjunkturbevægelserne. Ses bort fra disse udsving var tendensen fra 1947 og frem til midten af 80'erne en moderat stigende beskæftigelsesfrekvens. Under højkonjunkturen fra 1981 til 1986 var der en brat stigning, der blev efterfulgt af et endnu større fald fra 1987 til 1994 som følge af lavkonjunkturen. Siden har der på grund af det fornyede opsving været en stærk forøgelse af beskæftigelsesfrekvensen. Den er dog betydelig lavere end toppunktet i midten af 80'erne. Og den er formentlig stadig lidt under det niveau, den ville have haft med en fortsættelse af den gennemsnitlige ("trendmæssige") udvikling fra 1947 til 1990. Ledigheden Periodens konjunkturbevægelser ses tydeligt af figur 10 over ledigheden (målt i forhold til den samlede arbejdsstyrke). Der var små toppe i 1952 (Koreakrigen), 1963 (stramning af den økonomiske politik med "Helhedsløsningen") og 1968. Ellers var tendensen dengang et fald i ledigheden frem til minimumsniveauet på 1-2 pct. i midten af 60'erne, et niveau der kunne holdes frem til 1973, da første oliekrise satte ind i slutningen af året og indvarslede en periode med stærkt stigende ledighed. Den daværende, ret lange højvækstperiode i dansk økonomi satte ind i slutningen af 50'erne i takt med en almindelig international opgangskonjunktur, efter at handlen mellem de vestlige lande var blevet liberaliseret, og valutaerne gjort konvertible (frit indbyrdes omvekslelige). Denne situation muliggjorde en høj vækst i både privat og offentlig efterspørgsel og produktion i Danmark, og byerhvervene kunne trække på den arbejdskraft, der blev frigivet fra landbruget. Imidlertid var den gyldne vækstperiode i 60'erne samtidig præget af stigende ubalancer i den danske økonomi. Der var i alle årene underskud på betalingsbalancen (bortset fra i 1963), og inflationen var stadig stigende - om end endnu på et ret lavt niveau sammenlignet med 70'erne, jf. nedenfor. Første oliekrise i slutningen af 1973 indebar en stærk stigning i ledigheden, og stigningen fortsatte gennem hele tiåret, kun kortvarigt afbrudt af den finanspolitiske ekspansion i 1975-76 og den kortsigtede virkning af efterlønnens indførelse i 1979. Anden oliekrise i begyndelsen af 80'erne betød en ny, kraftig opgang i ledigheden, der i 1983 nåede et hidtidigt toppunkt for efterkrigstiden på 10 pct. Højkonjunkturen frem til 1986 indebar et fald, men den efterfølgende lavkonjunktur resulterede i et nyt rekordniveau på godt 12 pct. Siden har opsvinget og de kortsigtede virkninger af de omtalte arbejdsmarkedpolitiske ordninger ført til et fald i ledigheden ned til samme niveau -knap 8 pct. - som efter opsvinget i midten af 80'erne. Ud over at illustrere efterkrigstidens konjunktursvingninger tyder forløbet i figur 10 på, at der er sket et strukturelt skift i den danske økonomi i retning af et højere "normalt" ledighedsniveau. Som antydet skal man dog ved sammenligning med 60'erne være opmærksom på, at ledigheden dengang sandsynligvis var lavere end, hvad der var holdbart på længere sigt. Hvad der kan være årsag til et sådant strukturelt skift i økonomien er omstridt. Forløbet kan ikke ses uafhængigt af, at reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse blev væsentlig lempet i 60'erne, og at man i begyndelsen af 70'erne havde skabt det system, der - med visse senere modifikationer - i princippet gælder i dag. Siden begyndelsen af 80'erne - og ikke mindst ved de senere års reformer - er arbejdsmarkedspolitikken i høj grad blevet indrettet mod at forbedre strukturerne på arbejdsmarkedet og dermed reducere det minimumsniveau for ledigheden, der er foreneligt med en holdbar og balanceret samfundsøkonomisk udvikling på længere sigt. Figur 10 viser endvidere det strukturelle skift, at ledigheden blandt kvinder nu i modsætning til tidligere er højere end for mænd. Dette skift skete i midten af 70'erne. Lønnen Efter høje lønstigninger i 1951 under Koreakrigen var stigningstakten i lønnen i 50'erne omkring 5 pct. pr. år. Igennem 60'erne skete der en gradvis forøgelse af stigningstakten til 10-12 pct. ved årtiets slutning. Det er et af de forhold, der antyder, at udviklingen i 60'erne ikke var holdbar på længere sigt, oliekrise eller ej. De stærkt stigende energipriser i begyndelsen af 70'erne indebar i kombination med den dagældende dyrtidsregulering (og en arbejdstidsforkortelse med lønkompensation), at timelønnens stigningstakt røg helt op på omkring 20 pct. i 1974/75. Den øgede lønstigningstakt var ikke et isoleret dansk fænomen, men gjorde sig gældende i de fleste vestlige lande. Herefter faldt den årlige lønstigningstakt til ca. 10 pct. i begyndelsen af 80'erne efter anden oliekrise. Når stigningen ikke blev højere, skyldtes det, at der blev gjort indgreb i dyrtidsreguleringen. Blandt andet blev energiposterne taget ud af det lønregulerende pristal. I 1982 skete der et strukturelt skift. De forudgående års "krybende" devalueringer af kronen ophørte, og politikken med den stabile valutakurs over for først ECU'en og senere (fra 1987) over for EU's kernevalutaer, herunder D-marken, blev etableret. Hertil kom afskaffelse af dyrtidsreguleringen og i en periode fastfrysning af den maksimale dagpengesats. Lønstigningstakten gik ned til ca. 5 pct. årligt i midten af 80'erne. Presset på arbejdsmarkedet som følge af den daværende højkonjunktur førte imidlertid til store lønstigninger i 1987, hvilket truede politikken med den stabile valutakurs. Der måtte til afværgelse heraf gennemføres et økonomisk-politisk indgreb med reduktion af arbejdsgiverafgifterne og indførelse af AMBI'en (en momslignende afgift, der derfor ikke hvilede på eksporten, men blev pålagt import). Under den efterfølgende lavkonjunktur faldt lønstigningstakten til ca. 3 pct. årligt. Under det nuværende opsving har lønstigningstakten ligget på omkring 4 pct. pr. år. Det er i overkanten af lønstigningen i udlandet, og ledigheden er, jf. tidligere, blevet bragt ned på et niveau, der svarer til, hvad den lå på ved afslutningen af sidste opsving. De senere års arbejdsmarkedsreformer ventes at bidrage til at forebygge, at der som under sidste opsving sker en kraftig forøgelse af lønstigningstakten. Hvis den nominelle løn stiger hurtigere end i udlandet, og valutakursen ikke ændres, vil der umiddelbart ske en forringelse af konkurrenceevnen. Som tidligere anført, er der ikke noget, der tyder på, at produktivitetsstigningerne i Danmark er hurtigere end i udlandet. Forringelse af konkurrenceevnen fører til faldende beskæftigelse og vil på lidt længere sigt også indebære tendens til forværring af betalingsbalancen. Da kronekursen ligger fast over for EU's kernelande, er det af hensyn til beskæftigelsen vigtigt, at lønstigningerne i Danmark ikke er hurtigere end i udlandet. Forbrugerpriserne Lønstigninger er en væsentlig del af forklaringen på opgangen i forbrugerpriserne, og prisstigningerne har da også haft et forløb, der i høj grad ligner det ovenfor beskrevne om lønstigningernes. Frem til midten af 80'erne bidrog stadige forhøjelser af momsen og andre afgifter til stigningen i forbrugerpriserne. I de senere år har afgifterne spillet en mindre rolle end tidligere. Det markedsmæssige pres fra EU-tilpasningen, herunder som følge af nedtrapningen af den tidligere to-døgns regel for indførsel af tobak og spiritus, bidrager til, at råderummet for afgiftsforhøjelser er yderst snævert. I løbet af 80'erne blev afgifterne på hårde hvidevarer, tv og radio samt en række mere luksusprægede varer som parfume fjernet. I begyndelsen af 90'erne gennemførtes der en nedsættelse af afgifterne på de grænsehandelsfølsomme varer benzin, vin og øl. Dog besluttedes der ved skattereformen i 1994 indførelse eller forhøjelse af en række miljøafgifter på hushold ningerne for årene 1994-98. Figur 11 viser tillige udviklingen i reallønnen. (Reallønnen er den nominelle løn korrigeret for stigningen i forbrugerpriserne, dvs. lønnens købekraft før indkomstskat). Det fremgår, at udviklingen i reallønnen ikke har nogen tæt forbindelse med udviklingen i den nominelle løn, navnlig ikke på lidt længere sigt. Udviklingen i reallønnen er på lidt længere sigt især bestemt af stigningen i produktiviteten og udviklingen i bytteforholdet over for udlandet, hvortil kommer afgiftsændringer. De forskellige dele af efterspørgslen Den mængdemæssige udvikling i de forskellige dele af efterspørgslen og importen fremgår af figur 13. Over hele perioden er eksport og import vokset relativt kraftigst, hvilket afspejler liberaliseringen af udenrigshandlen og den øgede internationale arbejdsdeling. Blandt de indenlandske dele af efterspørgslen er det offentlige forbrug vokset hurtigst, jf. det tidligere nævnte om den relativt kraftige vækst i den offentlige beskæftigelse. Opgangen i det offentlige forbrug er dog blevet væsentligt afdæmpet fra begyndelsen af 80'erne og fremefter. Bruttoinvesteringerne voksede relativt hurtigt frem til første oliekrise i begyndelsen af 70'erne. Siden er de svinget op og ned omkring et ret uændret niveau. Under det seneste opsving har der været en stærk vækst i bruttoinvesteringerne, men niveauet er i 1997 ikke væsentlig højere end for 10 år siden. Da BNP jo er vokset, indebærer de stagnerende bruttoinvesteringer, at den summariske investeringskvote (investeringerne i forhold til BNP) har været faldende, se figur 14. Figuren viser endvidere, at dette i høj grad skyldes udviklingen i boligbyggeriet. Men også ekskl. boliginvesteringer har der været et vist fald i investeringskvoten siden toppunktet i midten af 60'erne. En yderligere opsplitning vil vise, at investeringskvoten i erhvervene ikke er faldet så meget, og at den ikke er lavere end i udlandet. Derimod er erhvervsinvesteringerne målt i forhold til det samlede BNP lavere end i de andre OECD-lande, fordi den offentlige sektor er forholdsvis stor herhjemme. Udviklingen i investeringerne har givet anledning til bekymring om de fremtidige vækstmuligheder i den danske økonomi. Som angivet er investeringerne steget stærkt under det seneste opsving. Endvidere skal der gøres opmærksom på, at investeringskvoten i de netop offentliggjorte hovedreviderede nationalregnskabstal er en del højere end ifølge de her anvendte "gamle" tal. Det private forbrug er over hele perioden steget relativt langsommere end det offentlige forbrug. I de senere år har væksten i det private forbrug navnlig været svag omkring anden oliekrise i begyndelsen af 80'erne og under de syv års lavkonjunktur fra 1987 til 1993. I figur 15 er vist udviklingen i dels det private, dels det samlede private og offentlige forbrug pr. indbygger. Det samlede forbrug pr. indbygger er i 50-års perioden blevet 3 gange så stort, svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på 21/4 pct. Det private forbrug pr. indbygger er med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 2 pct. blevet 2,7 gange så stort. Stigningen i det private forbrug har navnlig frem til begyndelsen af 70'erne været langsommere end i BNP, således at forbrugskvoten (her opgjort som det private forbrug i forhold til BNP) har været faldende, se figur 16. Derimod har den samlede forbrugskvote set over hele perioden været ret uændret. Udenrigshandlens fordeling Udviklingen i 50-året i eksportens fordeling på de tre hovedgrupper: tjenester, industri- og landbrugsvarer er vist i figur 17. Andelen af landbrugsvarer (her inkl. kød- og mælkekonserves) er faldet markant, fra næsten i 1948 til under 1/5 i dag. Modsvarende er industrieksportens andel vokset fra 1/4 for 50 år siden til over 3/4 i dag. Andelen af eksporten af tjenester har haft et lidt ujævnt forløb. Den var stigende frem til begyndelsen af 70'erne, da den udgjorde ca. 10 pct. Siden er den faldet til godt 5 pct. Udviklingen i vareeksportens fordeling på hovedgrupper af lande fremgår af figur 18. Andelen af eksporten, der sælges til Storbritannien, er faldet markant, hvilket skal ses i sammenhæng med den aftagende betydning af landbrugseksporten. Derimod har Tysklands andel været stærkt stigende. Det er i øvrigt et karakteristisk træk, at den andel af eksporten, der går til nærtliggende - dvs. europæiske - lande, udgør hovedparten, nemlig 80 pct. Denne andel er kun gået lidt ned i forhold til 1947, og den har været uændret siden begyndelsen af 70'erne, da Danmark blev medlem af EF. Alene Tyskland, Sverige og Storbritannien aftager mere end 40 pct. af den danske vareeksport. For vareimportens landefordeling gælder stort set de samme udviklingtendenser og struktur, som det er tilfældet for vareeksporten. Betalingsbalancen Figur 19 viser, at der i den 30-årige periode fra 1960 til 1989 var uafbrudt underskud på betalingsbalancens løbende poster (bortset fra 1963). De kroniske underskud var i 60'erne motiveret med, at Danmark var i en opbygnings- og omstillingsfase fra landbrugs- til industrisamfund og derfor i en periode burde udnytte de forbedrede lånemuligheder i udlandet, efter at kronen var blevet konvertibel i 1958, til at finansiere en del af investeringerne med udenlandske lån. De fortsatte og ret betydelige underskud førte imidlertid til, at Danmarks samlede nettogæld til udlandet begyndte at stige stærkt, se figur 20. Det indebar - sammen med en højere international realrente - at rentebetalingerne på udlandsgælden efterhånden blev tyngende. Underskuddet kunne op i 70'erne og 80'erne næppe længere begrundes med omstillingsbehov. Underskuddet måtte efterhånden betragtes som et strukturelt problem i den danske økonomi, ikke mindst knyttet til det daværende system for indkomstbeskatningen af personer. Den høje marginale beskatning af kapitalindkomst og dermed den store skattemæssige fradragsværdi for renteudgifter indebar sammen med den op til begyndelsen af 80'erne høje inflation, at realrenten efter skat på lange realkreditlån antagelig forventedes at være negativ - på trods af en høj nominel rente, jf. nedenfor. Dette - sammen med ingen eller ret lav beskatning af afkastet af husholdningernes aktiver - førte til, at husholdningerne havde et meget stort opsparingsunderskud og en voksende gæld. Disse forhold blev ændret med skattereformerne i 1987 og 1994 samt af den lavere inflation som følge af politikken med stabil valutakurs og bortfald af dyrtidsreguleringen, der gennemførtes i 1982. Ved uændret realrente betyder lavere inflation større realrente efter skat for husholdningerne. Omlægningerne af den økonomiske politik var sammen med den lave efterspørgselsstigning under lavkonjunkturen i 1987-93 hovedårsagen til, at der indtrådte en markant forbedring af betalingsbalancen, og i 1990 opnåedes et overskud, der - trods reduktion under det nuværende opsving - er bevaret siden. Også eksportstigningen i forbindelse med den tyske genforening og det forhold, at Danmark efterhånden er blevet selvforsynende med energi, fremføres som forhold af betydning for opnåelsen af overskud. Hvad sidstnævnte angår, skal man imidlertid være opmærksom på, at udnyttelsen af olie- og gasforekomsterne i Nordsøen kræver store importtunge investeringer, og at 61 pct. af DUC ejes af udenlandske selskaber, således at en tilsvarende del af overskuddet fra energiproduktionen (efter skat) overføres til udlandet og dermed er en udgift på betalingsbalancens løbende poster. Overskuddene på betalingsbalancen siden 1990 har indebåret et fald i udlandsgældens størrelse i forhold til det årlige BNP, se figur 20. Gældsandelen toppede hen mod slutningen af 80'erne med 40 pct. og er nu reduceret til 24 pct. De offentlige finanser Frem til første oliekrise var der traditionelt overskud på de samlede offentlige budgetter, se figur 19. 60'erne var karakteriseret ved høj privat efterspørgsel og lav ledighed, hvilket indebar rigelige indtægter fra skatter og afgifter og små udgifter til overførsler. Den private sektors opsparing var ikke tilstrækkelig til at finansiere de private investeringer, og den private sektor havde følgelig et opsparingsunderskud, se figuren. Det private opsparingsunderskud var større end det offentlige overskud, og der var derfor underskud på betalingsbalancen over for udlandet, jf. ovenfor. Som følge af konjunkturafmatningen efter første oliekrise og den ekspansive finanspolitik, der blev ført som den første reaktion på den stigende ledighed i kølvandet af krisen, opstod der i 1975 underskud på de offentlige finanser. Underskuddet skulle blive en langvarig foreteelse. Bortset fra de tre år 1986-88 efter den daværende højkonjunktur, var der helt frem til og med 1996 underskud på de samlede offentlige finanser. Først i 1997 ventes der igen at opnås overskud. Overskuddet er et resultat af opsvinget og en relativt stram økonomisk politik. I modsætning til situationen i midten af 80'erne er den private sektor stort set i balance. Således ventes der i 1997 både overskud på de offentlige finanser og på betalingsbalancen. Derimod var der stort underskud på betalingsbalancen, da der i 1986-88 var overskud på de offentlige finanser. Figur 19 peger således i retning af, at der siden midten af 80'erne er sket en strukturel forbedring af den danske økonomi: Der er - når der ses bort fra konjunkturudsvingene - sket et gradvis løft af summen af det offentlige og private opsparingsoverskud (lig med saldoen på betalingsbalancens løbende poster). Hovedårsagerne til denne strukturelle forbedring anses at være: Skattereformerne, politikken med stabil valutakurs over for EU's kernelande, afskaffelse af dyrtidsreguleringen, arbejdsmarkedsreformerne samt opbygning af arbejdsmarkedspensioner for grupper, der ikke hidtil har haft kollektive pensionsordninger. Det ventede overskud på de offentlige finanser i 1997 opnås - i modsætning til, hvad der gjaldt i 1986-88 - uden en forøgelse af skattetrykket i forhold til, hvad det lå på i 1994, se figur 21. Det summariske skattetryk er steget fra 20 pct. i 1950 til 52 pct. i dag. Forøgelsen af skattetrykket var stærkest i 60'erne. Fra første oliekrise var der et fald i skattetrykket frem til 1976 som følge af skattelettelser på dette tidspunkt som led i den ekspansive finanspolitik. Derefter steg skattetrykket igen frem til midten af 80'erne. Siden har det - med visse udsving - ligget ret konstant. Udviklingen har medført, at Danmark i konkurrence med Sverige i de internationale sammenligninger besidder verdens højeste skattetryk. Det er dog ikke helt simpelt at foretage sådanne sammenligninger landene imellem. En del af forklaringen på det høje danske skattetryk er, at de fleste offentlige overførsler herhjemme er skattepligtige, hvilket ikke gælder i en række andre lande. Hertil kommer, at undervisning og sundhedsvæsen i Danmark finansieres over skatterne, mens disse ydelser i andre lande kan være mere eller mindre privat finansieret, sundhed f.eks. via forsikringsordninger. Udgiftstrykket i dag er ikke højere end i begyndelsen af 80'erne, se figur 21. Efter krigen var statsgælden temmelig stor, se figur 22. Overskuddene på finanserne i 50'erne og 60'erne førte imidlertid til en ret hurtig reduktion af statsgælden, og i begyndelsen af 70'erne var staten gældfri. Imidlertid førte de underskud på de offentlige budgetter, der satte ind efter første oliekrise, til en stærkt voksende statsgæld og samlet offentlig bruttogæld i forhold til det årlige BNP (gældskvoten efter ØMU-definitionen). Den samlede offentlige gældskvote toppede i 1993 med 80 pct. De senere års betydelige forbedring af de offentlige budgetter har bidraget til, at gældskvoten er faldet markant, fra de 80 pct. i 1993 til 711/2 pct. ved udgangen af 1996 og et skønnet niveau på 68 pct. ultimo 1997. Danmark blev i juni 1996 taget af EU's liste over de lande, der ikke opfylder konvergenskriterierne. I dag er det foruden Danmark kun Luxembourg, Irland, Holland og Finland, der er anerkendt som konvergente. Rente og valutakurser Det har været et karakteristisk træk ved efterkrigstidens økonomiske udvikling, at obligationsrenten viste nærmest ubrudt stigning frem til begyndelsen af 80'erne. Fra 5 pct. p.a. i 1948 til over 20 pct. i 1982, se figur 23. Baggrunden for denne opgang var ikke mindst den udvikling i inflation og efterspørgsel, der er beskrevet ovenfor. Som følge af de gentagne nedskrivninger af kronen over for D-marken øgedes rentespændet til Tyskland, og det var i 1982 så meget som 121/2 point. Det var dengang et hovedmål for pengepolitikken at sikre et rentespænd, der gav tilskyndelser til en privat låneoptagelse i udlandet af et omfang, som bidrog tilstrækkeligt til at finansiere underskuddet på betalingsbalancens løbende poster. Ændringen af valutakurspolitikken i 1982 medførte en stærk reduktion af rentespændet, og sammen med et rentefald i udlandet førte det til et endda særdeles kraftigt fald i den danske obligationsrente, der på få år blev halveret til ca. 10 pct. p.a. Siden er obligationsrenten overvejende driftet yderligere nedad, og den ligger i dag på omkring 7 pct. Rentespændet til Tyskland er reduceret til 1/2 point, hvilket skal ses på baggrund af, at kronens værdi over for D-marken har været næsten uændret i de sidste 10 år, se figur 24. P.t. er D-markkursen lidt lavere end centralkursen fra januar 1987 (på 3,814 kroner). De senere års rentefald har ført til omfattende konverteringer af husholdningernes og virksomhedernes realkreditlån. Som led i vækstinitiativerne i 1993 blev det bestemt, at husholdningernes rentefradrag for højrenteperiodens kontantlån kunne bevares efter konvertering. Det øgede antallet af lån, for hvilke konvertering var fordelagtig. I alt blev der under den første konverteringsbølge i 1993-95 konverteret for 300 mia. kr. realkreditlån i erhverv og husholdninger. På grund af skattereformerne og den lavere inflation må den reale rente efter skat for husholdningerne på et langfristet lån forventes at være betydelig højere i dag, end den antagelig ventedes at være i højrenteperioden. Med en årlig inflationstakt på godt 2 pct. og en skatteværdi af rentefradraget på knap 50 pct. svarer den nominelle rente på realkreditobligationer på i dag 71/2 pct. til en real rente efter skat på ca. 11/2 pct. p.a. I højrenteperioden var værdien af rentefradraget for de højere indkomster op til 73 pct., og inflationen var 10-12 pct. årligt. Det indebar en realrente efter skat på omkring minus 3-4 pct., hvis disse forhold fortsatte i hele lånets løbetid. Den øgede (forventede) realrente efter skat er som nævnt en væsentlig grund til det strukturelle skift i retning af den bedre balance mellem opsparingen og investeringerne, der har resulteret i et holdbart overskud på betalingsbalancen. Ved siden af D-markkursen viser figur 24 efterkrigstidens udvikling i tre andre for Danmark centrale valutaer. Man ser skiftet i valutakursregimet i slutningen af 60'erne: Før den tid var kurserne i lange perioder konstante (i henhold til den under krigen indgåede Bretton-Woods aftale, der trådte i kraft i 1948). Der skete kun ændringer ved sjældnere éngangsjusteringer af kurserne, således pundets nedskrivning i 1949 (da Danmark fulgte med hele vejen ned) og i 1967 (da Danmark kun fulgte ca. halvvejs med). I 1971 gik dollaren fra guldet og påbegyndte sin "flydning", som er det regime, der stadig gælder i dag. Dollarens flydning gav sig blandt andet udslag i et gevaldigt sving i dollarens kurs over for EF's valutaer i 80'erne: Kraftig stigning frem til 1986 fra et niveau helt nede under 6 danske kroner i 1980 til op over 12 kroner i 1985. Derefter fald igen. Det nuværende niveau for dollarkursen på omkring 6,75 kroner afviger ikke meget fra det konstante niveau fra 1950 til 1967 (der var 6,91 kr.). Kursen på britiske pund og svenske kroner er i dag henholdsvis ca. 35 og 45 pct. lavere over for danske kroner end den konstante kurs fra 1950 til 1967. Valutakursændringerne afspejler i høj grad forskelle mellem stigningen i løn-omkostningerne i de enkelte lande. Ved samme produktivitetsstigninger som i udlandet og uændret valutakurs kan et land ikke vedvarende have større stigninger i lønomkostningerne end udlandet, uden at det har ødelæggende virkninger for konkurrenceevnen og dermed beskæftigelsen og/eller betalingsbalancen. Erfaringen tyder på, at de lande, der har en forholdsvis langsom opgang i de nominelle lønomkostninger og derfor ikke behøver at ty til inflationsdrivende devalueringer, på længere sigt har den gunstigste samfundsøkonomiske udvikling med størst velstandsstigning og højest beskæftigelsesgrad. Blandt andet fordi virksomheder og husholdninger lettere kan planlægge under et regime med konstant lav inflation, og fordi realrenten antagelig bliver lavere. Fremtiden? De sidste 50 års økonomiske udvikling viser, at der hurtigt kan ske drastiske ændringer i de ydre omstændigheder og - delvis afledt heraf - i den danske konjunkturudvikling. F.eks. har "udefra kommende chok" som Koreakrigen og de to oliekriser samt sterling- og dollarkursforskydninger haft en betydelig indvirkning på forløbet. Samtidig er det klart, at den økonomiske politik, der føres herhjemme, også er afgørende for forløbet. Udviklingen tyder på, at man har lært en del af fortiden. Den foranstående gennemgang peger således i retning af, at der i de sidste ca. 15 år er sket en række strukturelle forbedringer af den danske økonomi, som muliggør en højere vækst og lavere ledighed, uden at økonomien løber ind i de klassiske balanceproblemer i form af underskud på betalingsbalancen over for udlandet og inflation. Samtidig skal hensynet til miljøet tilgodeses. En fastholdelse og videreførelse af de senere års økonomisk-politiske initiativer - ikke mindst i skattesystemet, på arbejdsmarkedet og på miljøområdet - vil muliggøre en fortsat forøgelse af velstanden og en nedbringelse af ledigheden og gælden. Et sådant forløb er vist i fremskrivningen i Danmark 2005. Arbejdet med data og figurer er forestået af Økonomiministeriets 1. kontor under ledelse af specialkonsulent Per Ulstrup Johansen, der også har givet gode råd om kapitlets udformning. Hovedkilderne er ADAM's databank og Danmarks Statistiks 50-års Oversigt fra 1995. Hertil kommer diverse Statistiske Tiårsoversigter. I enkelte tilfælde er kilden Det Økonomiske Sekretariats publikation "Statsfinanserne" fra begyndelsen af 70'erne og ældre Økonomiske Oversigter samt Finansministeriets Budgetoversigt 3 1997 og "Statens Låntagning og Gæld". Som nævnt i indledningen, kan visse af serierne kun føres tilbage i tiden med en ret betydelig usikkerhed, og i nogle tilfælde er der afstået herfra. Der er set bort fra brud på serierne, og materialet kan ikke bære en al for håndfast fortolkning af udviklingen i de tidligere år. Specielt om figur 19 skal bemærkes, at sektorbalancerne er fra nationalregnskabet, mens betalingsbalancen er iht. betalingsbalancestatistikken. Bl.a. af denne grund er balancernes sum ikke 0. Derfor kan det private opsparingsoverskud ikke bare føres tilbage som residualen af de to andre, og på grund af usikkerheden er tilbageførsel undladt. Danmarks Statistik - Lovgrundlag og udvikling Af tidligere afdelingschef Poul Jensen Da Det statistiske Departement i 1961 blev overført fra Finansministeriet til Økonomiministeriet, var det ikke noget helt almindeligt departement ministeriet modtog. Departementets hovedfunktioner var nemlig væsentligt anderledes end de sædvanlige departementale aktiviteter, og det var forvaltningsmæssigt stillet på en anden måde end centraladministrationen i almindelighed, navnlig i kraft af den særligt uafhængige stilling, som Departementet havde. Det var naturligvis ikke underordnet andre departementer, men var også i forhold til ministeren selvstændigt i spørgsmål om statistikkens udformning, metoder, offentliggørelse og andre fagligt statistiske spørgsmål. Efter hævdvunden praksis havde ministeren i sådanne spørgsmål ikke "instruktionsbeføjelse" i forhold til Departementet. Da klare lovbestemmelser dengang manglede, og da betegnelsen "departement" kunne signalere en anden relation, manglede denne retstilstand imidlertid den synlighed, som et så vigtigt princip fortjener. Dette kom da også til at spille en rolle ved en senere lejlighed. Det er værd at understrege, at statistikkens selvstændige stilling ikke skyldtes hensynet til institutionen eller dens medarbejdere. Den var en følge af grundopfattelsen af den samfundsbelysende statistik i Danmark: Statistikken må være upartisk, så den ikke kan komme under mistanke for at være farvet af bestemte hensyn. Den skal være til rådighed for alle og skal derfor offentliggøres så snart den foreligger. Med dette udgangspunkt må det statistiske arbejde blive væsensforskelligt fra arbejdet i de departementer, der arbejder med direkte ministerbetjening, og hvis dagsorden og ressourcemæssige muligheder bestemmes af politiske hensyn. Respekten for disse grundlæggende forskelle er en af forudsætningerne for at samarbejdet mellem statistikken og den øvrige centraladministration kan blive optimalt. Det makkerskab, der gennem årene har udviklet sig mellem Det økonomiske Sekretariat (DØS, nu Økonomiministeriets departement) og Det statistiske Departement (nu Danmarks Statistik) har været båret af en fælles interesse: at skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag for den økonomiske politik - men med de forskellige udgangspunkter, der følger af de to institutioners forskellige opgaver og placering i det administrative system. Det har været præget af godt personligt samarbejde på såvel chefs- som medarbejderniveau, men som i andre gode familier har der naturligvis i ny og næ været en lille kurre på tråden, der dog har kunnet bringes ud af verden på uformel måde. Samarbejdet har også givet sig udslag i flere fælles projekter - fx lovmodellen, erhvervsmodellen og planerne om det centrale virksomhedsregister, CVR. Adskillelsen mellem Danmarks Statistiks faglige og departementale opgaver fremgår nu af lov om Danmarks Statistik. Det er nøje opregnet hvornår Danmarks Statistik refererer til ministeren og hvornår Danmarks Statistiks styrelse har den endelige besluttende myndighed. Normalt betyder dette at Danmarks Statistiks virksomhed i det daglige ikke behøver at lægge stort beslag på økonomiministeren og vice versa, men i hvert fald i fire situationer må økonomiministeren nødvendigvis inddrages: når ny EU-lovgivning om statistiske spørgsmål kræver politisk stillingtagen i alle bevillingsspørgsmål, herunder når der er problemer med at få bevillingerne til at række til det statistiske program som Danmarks Statistiks styrelse finder nødvendigt eller som EU-lovgivning kræver når indsamling af grunddata kræver ny lovgivning eller den bestående kritiseres når kritikken af Danmarks Statistik på et eller andet område bliver så stærk, at økonomiministeren bliver stillet til parlamentarisk regnskab i Folketinget De følgende afsnit har til formål at belyse problemstillinger af denne type, der har været aktuelle i perioden fra 1961, hvor statistikken har haft til huse i økonomiministerens ressort. Tiden før lov om Danmarks Statistik Grundlaget for statistikken i 1961 var Lov om Statens Statistiske Bureau fra 1895. Den var blevet ændret på to punkter i 1913. Det ene var at de normeringsmæssige rammer blev øget, det andet at navnet blev ændret til Det statistiske Departement. Loven fra 1895 indeholdt to væsentlige grundregler. Den fastslog centraliseringsprincippet i dansk statistik på en meget konkret måde, idet alle statistiske områder skulle være bureauets arbejdsområde. Og den knæsatte offentliggørelsesprincippet med følgende passus: "Bureauets Beretninger udgives i Trykken så hurtigt, som ske kan under Hensyn til Materialets Tilvejebringelse og Beskaffenhed". Men udover disse skrevne regler gjaldt der andre regler, som havde udmøntet sig gennem lang tids praksis. Blandt de vigtigste kan nævnes, at Departementet på egen hånd kunne forhandle med andre ministerier bl.a. om at skaffe hjemmel til indsamling af oplysninger. For eksempel blev cirkulæret om erhvervstællingen i 1958, der blev foretaget i henhold til en særlig lov, udfærdiget af Handelsministeriet, og størstedelen af den omfattende landbrugsstatistik byggede på forskrifter fra Landbrugsministeriet. Et andet vigtigt princip var "statistisk fortrolighed", dvs. at identificerede oplysninger indsamlet til statistisk brug ikke videregives til andre offentlige myndigheder eller private. Dette var ikke lovfæstet, men havde i praksis været konstant håndhævet i lang tid. Et tredje vigtigt princip var Departementets selvstændige stilling i forhold til ministeren med hensyn til egentlige statistiske spørgsmål. I det små var dette markeret ved, at brevpapiret ikke - som i de øvrige departementer - indeholdt ministeriets navn, og ved at departementschefen underskrev i eget navn, ikke på ministerens vegne ("P. M. V."). I den daglige praksis var der heller ingen tvivl. Departementet søgte aldrig rygdækning hos ministeren i statistikfaglige spørgsmål. Behovet for ny lovgivning I begyndelsen af halvtredserne var det blevet klart, at den tekniske og økonomiske udvikling og det nye forpligtende internationale samarbejde fordrede ny statistik, som i stigende grad måtte baseres på obligatoriske indberetninger fra erhvervsdrivende. Det hjemmelsgrundlag, der allerede var, dækkede imidlertid ikke. Regeringen bestemte derfor at bryde det hidtidige princip om, at der skulle etableres særlig lovhjemmel for hver enkelt statistik. Et lovforslag blev forelagt Folketinget i oktober 1954. Det indeholdt en generel bemyndigelse til at lade Departementet indsamle statistiske oplysninger - og til at pålægge sanktioner, hvis pligten til at afgive disse oplysninger ikke blev efterkommet. Lovforslaget nåede kun til før- stebehandling i Folketinget. Her var de fleste ordførere afvisende. Der gik syv år inden lovspørgsmålet blev taget op igen. Det skete hurtigt efter, at Det statistiske Departement var blevet flyttet til Økonomiministeriet. I december 1961 bebudede departementschef Erik Ib Schmidt på et møde i Statistisk Forening, at der ville blive fremsat et forslag til nyordning af statistikken i løbet af foråret 1962. Dette skete dog ikke. I en orientering, som et udvalg under Ministerialforeningen fik i forbindelse med forberedelserne til lov om Danmarks Statistik i 1966, indgik imidlertid uddrag af to lovudkast, udarbejdet i slutningen af 1961, hvoraf det ene var udarbejdet i Det statistiske Departement. De to udkast havde mange fælles træk med hinanden og med den senere lov om Danmarks Statistik, idet de opererer med et råd med funktion a la Danmarks Statistiks styrelse med betydelige beføjelser med hensyn til at etablere nye statistiske opgørelser de åbner for udførelse af statistisk service mod betaling de fastlægger en række indsamlingshjemler af mindre generel karakter end i 1954-forslaget Med hensyn til den forvaltningsmæssige placering er der imidlertid betydelig forskel. I Det statistiske Departements forslag lyder §1 - med henvisning i bemærkninger til gældende praksis - således: "Det statistiske Departement foretager på eget ansvar bearbejdelse og offentliggørelse af statistiske oplysninger." I det alternative forslag var §1 udformet således: "Danmarks Statistik bistår ministerierne, styrelser og andre statslige myndigheder mv. ved indsamling, bearbejdelse og offentliggørelse af statistiske oplysninger for statens regning, såvel til nationalt som til internationalt brug. Hvis særlige grunde taler derfor, kan sådan virksomhed efter den pågældende ministers skøn dog udføres andet steds." I titlerne for begge disse lovforslag fra 1961 indgik betegnelsen "Danmarks Statistik". I det alternative var institutionens navn også Danmarks Statistik og chefens stillingsbetegnelse "direktør". Mellem de to forslags opfattelse af statistikkens rette placering var der næppe noget kompromis muligt. Om dette var årsagen til, at der ikke blev fremsat noget forslag, melder den kendte del af historien ikke noget om. Men hjemmelsspørgsmålet forblev endnu engang uløst - bl.a. med den følge at statistikkens mangelsygdomme nu begyndte at give alvorlige symptomer. Der blev i disse år i Departementet arbejdet over en bred front med forbedring af de eksisterende statistikker, men det kan ikke skjules, at det ikke kunne leve op til alle den nye tids krav. Der arbejdedes imidlertid også med fremadrettede aktiviteter, herunder forberedelser til udnyttelse af potentialet i de nye store administrative registersystemer (CPR, ATP, moms), som edb-alderen nu syntes at skabe mulighed for. Optakten til lov om Danmarks Statistik I september 1965 besluttede økonomiministeren at tage et lovinitiativ. Han anmodede det nydannede Administrationsråd om at komme med forslag vedrørende "den fremtidige ordning af de statistiske institutioner". Til at behandle disse spørgsmål nedsatte rådet et udvalg, der fik til opgave at udarbejde et lovudkast om statistikkens fremtid. Dette udvalgs indsats var epokegørende. Det udarbejdede på få måneder et lovudkast, som efter justeringer i Administrationsrådet, af økonomiministeren og i Folketingsudvalget, kunne vedtages enstemmigt allerede 9 måneder efter i Folketinget. Den bar dog ikke præg af at være en hastværkslov, men blev en lov, der i udlandet har været genstand for beundring og efterligning. Inden udvalgsarbejdet var kommet rigtigt i gang blev spørgsmål omkring detailpristallet til en politisk sag. Anledningen var, at økonomiminister Ivar Nørgaard havde forholdt sig til en uoverensstemmelse mellem medlemmer af det rådgivende pristalsnævn og Det statistiske Departement. Udgangspunktet var spørgsmålet om det rimelige i at skifte pristalsvægte midt i en overenskomstperiode. Ministeren blev kritiseret for sin stillingtagen - der kun vedrørte proceduren - og blev stillet til regnskab ved en forespørgselsdebat i Folketinget. Det statistiske Departements selvstændige stilling blev under debatten understreget fra næsten alle sider. Ministeren udtalte selv i sin redegørelse følgende: "Der er en meget fast og efter min mening værdifuld tradition for, at departementet indtager en langt mere selvstændig stilling end den, der tilkommer andre departementer. Det kan måske være vanskeligt præcis at beskrive denne selvstændigheds rækkevidde." Et medlem gjorde på baggrund af den udbredte enighed om dette synspunkt gældende, at der som en konsekvens af den "ret enestående stilling" burde oprettes et nævn eller råd til at stå i spidsen. I modsat fald ville departementschefen ".... få en magtfuldkommenhed som ingen minister...". En dagsorden, der understregede Det statistiske Departements selvstændighed i forhold til pristalsberegningen, blev efter en langvarig debat enstemmigt vedtaget. Indholdet af lov om Danmarks Statistik Cirka et halvt år efter denne debat behandlede Folketinget det nye lovforslag. Loven blev som nævnt enstemmigt vedtaget. Loven indeholdt stillingtagen til og løsninger på de fleste af problemerne i den gamle ordning. Dog blev princippet om "statistisk fortrolighed" ikke direkte lovfæstet, men fastslået i forarbejderne som en grundlæggende forudsætning. Navnet blev ændret til Danmarks Statistik. Det lå i luften at "departement" ikke mere var en hensigtsmæssig betegnelse. Hovedbestemmelsen er, at Danmarks Statistik skal indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger. Sammen med en koordinationsbestemmelse er dette en videreførelse af den gamle lov. Udover disse hovedopgaver skal eller kan Danmarks Statistik beskæftige sig med: indretning og udnyttelse af centrale registre, der tjener til varetagelse af administrative opgaver og som kan anvendes til statistiske formål bistand til kommissioner mv. analyser og prognoser internationalt samarbejde servicevirksomhed, senere i budgetmæssig sammenhæng benævnt "indtægtsdækket virksomhed" De fleste af disse opgavetyper var i forvejen kendte i et eller andet omfang, men det var klart, at der var tale om en væsentlig udvidelse af institutionens horisont og muligheder. I loven fastslås det, at Danmarks Statistik er en selvstændig institution, der ledes af en styrelse. Styrelsens kompetence er ret detaljeret bestemt. Det klargøres også, hvilke sager der skal forelægges ministeren, og at disse skal forelægges denne direkte af rigsstatistikeren, som chefens titel blev. Herved dækkes det kompetencemæssigt set uklare rum, der tidligere havde været mellem ministeren og departementschef. Styrelsens formand er rigsstatistikeren. De øvrige medlemmer udnævnes af økonomiministeren for en 4-årig periode, men de repræsenterer ikke ministeren eller andre. Deres opgave er alene som samfundets repræsentanter at tage stilling til de overordnede statistiske spørgsmål. Det var styrelsens kompetence at fastlægge opgaverne, bl.a i forbindelse med den årlige arbejdsplan, men loven åbnede dog også den mulighed, at økonomiministeren i særlige tilfælde kan foranledige udarbejdelse af statistik til brug for administration og lovgivning. Af forarbejderne fremgik, at udgifterne i så fald skulle dækkes gennem særlig bevilling. I loven blev forpligtelsen til at afgive statistiske oplysninger beskrevet. Den væsentligste nydannelse var at der blev givet hjemmel til at etablere regnskabsstatistik for private erhvervsdrivende og anden indkomststatistik - hvilket Folketinget af hensyn til indkomstpolitikken lagde megen vægt på. Det er styrelsen, der skal tage stilling til i hvilken udstrækning hjemlerne skal anvendes, men en mulig begrænsning for styrelsens dispositioner ligger selvfølgelig i budgettet, der skal forelægges ministeren efter godkendelse af styrelsen. I henhold til en aldrig brugt bestemmelse fik ministeren i øvrigt vetoret med hensyn til ny statistik på områder, som ikke tidligere var dækket af lovhjemmel. Forvaltningsmæssige konsekvenser af loven Med Lov om Danmarks Statistik havde den danske statistik fået et klart lovgrundlag. Med et tilsagn om, at der kunne bevilges ekstra midler i en overgangsperiode, var det herefter op til institutionen selv at kurere de værste mangelsymptomer samt at sætte en langsigtet udvikling i gang. Det skete også hurtigt, omend det i parentes må bemærkes, at besværlige flaskehalse, mangel på akademisk ar-bejdskraft og lokaler i nogen grad virkede hæmmende. Arbejdsformen i institutionen gennemgik væsentlige ændringer. Den interne administration, der tidligere havde været uformel og næsten papirløs, blev nu udvidet med nye typer arbejde. I overensstemmelse med lovens krav blev der gennemført behovs- og samordningsenqueter og nedsat rådgivende udvalg. Arbejdet i disse og i styrelsen medførte at der skulle udarbejdes oplæg og referater i et hidtil ukendt omfang, men gav samtidig institutionen nærmere kontakt end hidtil med bruger- og respondentinteresser. Lovens bestemmelser om servicevirksomhed gav anledning til nye arbejdsopgaver: fremstilling, markedsføring og udarbejdelse af statistiske opgørelser, beregnet til brugernes specifikke anvendelse og altså af en anden karakter end de publicerede oplysninger. Der var her to grænsedragningsspørgsmål: hvorledes skal prisen kalkuleres, og hvilke typer opgaver skal overhovedet betales. Styrelsen fastlagde principregler herfor, men erfaringerne har vist, at det ikke altid har været let at opnå enighed med brugerne om disse spørgsmål. Et andet nyt arbejdsområde, der ikke synede af så meget, men som var forvaltningsmæssig interessant, var gennemførelsen af lovens sanktionsbestemmelser over for erhvervsdrivende, der tilsidesætter pligten til afgive oplysninger til statistiske formål. Den praksis der blev lagt var, at der først skulle ske henvendelse til politiet efter udsendelse af almindelige rykkerskrivelser, evt. telefonisk henvendelse og til sidst skriftlig rykning i anbefalet brev. Denne omfattende og tidrøvende procedure medfører, at det for eksempel indenfor landbrugsstatistikken kun har været nødvendigt at bede politiet om bistand for 1-2 promille af indberetterne. Af disse ender kun et lille antal "absolutte nægtere" i retten. Disse relativt få - hvis pointe ikke sjældent er, at de ønsker deres indberetningsarbejde honoreret - har imidlertid vist sig at have langt større appel i medierne, end de mange tusinde, der svarer inden for fristen, og det noget mindre antal, der gør det efter at have fået nærmere orientering i forbindelse med rykkerproceduren. Det vækker fra tid til anden opmærksomhed i medierne, at folk, som det udtrykkes, "bliver slæbt for retten" for så små forseelser, som man synes det er at nægte svar på statistiske spørgeskemaer. Ret beset er dette imidlertid en nødvendig følge af loven. I modsat fald ville er- hvervsdrivende, der svarer hurtigt og korrekt på skemaerne, blive stillet ringere end de modvillige, der ville slippe for ulejligheden, samtidig med, at statistikken forringes og forsinkes. En sådan fremgangsmåde vil næppe være i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper og ville i øvrigt hurtigt bringe svarprocenten til at dale til det uacceptable. Revideret lov i halvfjerdserne Halvfjerdserne blev et årti, der bragte Danmarks Statistik frem i søgelyset. En god nyhed var det store statistiske udviklingsarbejde, der fandt sted i disse år. Dette skete dog i relativ ubemærkethed. Det omfattede bl.a. en registerstatistisk udvikling, som bl.a. gjorde, at man i 1981 uden at udsende et eneste spørgeskema kunne holde en registerfolketælling på samme informationsniveau som den sidste folketælling i 1970, som indholdsmæssigt havde været den hidtil største. Under behandlingen af en mindre justering i lov om Danmarks Statistik i 1971 spurgte Folketinget om forældet statistik blev nedlagt og gav samtidig udtryk for ønsket om hurtigere og mere omfattende statistik bl.a. på det økonomiske område. Økonomiministeren gav tilslutning hertil, men vurderede, at konsekvenserne ville være udvidede budgetrammer, hvilket "man så måtte se på". Til brug for udvalgsbehandlingen blev der udarbejdet lister over nedlagte statistikker (ni områder blev nævnt), en oversigt over omkostningerne ved ca. 150 forskellige statistikker samt en redegørelse for gennemførte eller planlagte konjunkturstatistiske tiltag (15 områder). Endelig blev der afgivet en kort redegørelse for de forventede konsekvenser af en tilslutning til EF, som dengang blev vurderet til at være forholdsvis begrænsede. Uden at Folketinget gik dybere i denne problematik blev lovforslaget enstemmig vedtaget i januar 1972. To år efter havde Folketinget igen anledning til at behandle statistikkens forhold, idet Fremskridtspartiet fremsatte forslag om nedlæggelse af Danmarks Statistik. Forslaget nåede kun til førstebehandling. Bistandslovsstatistik, retssag og registerlov Den store omlægning i det sociale system, der skete ved gennemførelsen af den ny bistandslov i 1976, gav behov for en indgående statistisk belysning af lovens virkemåde. På denne baggrund besluttede Danmarks Statistiks styrelse, at der med virkning fra 1. januar 1977 skulle etableres en ny statistik, baseret på oplysninger om bistandsklienter, identificeret ved personnummer. Efter etableringen af CPR i 1968 blev personnummeret nu generelt anvendt i såvel statslig som kommunal forvaltning som en præcis identifikation, der udelukker forvekslinger. Som statistisk redskab havde CPR-nummeret den fordel, at det gav grundlag for kombination af oplysninger fra forskellige kilder - "samkørsel". Derigennem kunne indberetningsbyrden lettes og datagrundlaget for de enkelte statistikker udvides. Efter forudgående drøftelser mellem statens og kommunernes sociale myndigheder bl.a. i Danmarks Statistiks rådgivende statistikudvalg, var det besluttet at basere den nye bistandsstatistik på en sådan kombination af oplysninger. På den måde kunne kommunerne nøjes med at indberette et begrænset sæt oplysninger om klientforholdene, medens andre oplysninger uden besvær kunne hentes i andre overvejende edb-baserede kilder, herunder bl.a. i den såkaldte socialregistrant. Denne ordning var i teknisk henseende noget foran for sin tid og temmelig kompliceret for Danmarks Statistik, men den var venlig overfor indberetterne, in casu kommunerne. Kommunernes Landsforenings økonomisk-statistiske kontor havde da også været en drivende kraft ved ordningens udformning. På denne baggrund var det overraskende, at ordningen stødte på protester fra en del kommuner, og at nogle ligefrem modsatte sig at afgive oplysningerne. På statistikkens område var det første gang noget sådant var forekommet i den kommunale sektor, hvor der er en lang tradition for lokal bistand til statistikken. De pågældende kommuners reaktion må imidlertid ses i sammenhæng med at der i offentligheden var rejst stærk kritik af brugen af personnumre på den nævnte måde. Kritikken fik medhold i en stor del af medierne, der meget vedholdende og næsten enstemmigt kritiserede Danmarks Statistiks brug af personnumre til samkøring af oplysninger, selv om det skete til statistiske, ikke-personrettede formål. Argumenterne var, at dette var eller kunne blive til overvågning af den enkelte borger, indtrængen i den enkeltes privatliv og krænkelse af det enkelte menneskes integritet. I Danmarks Statistik ville oplysningerne kun blive brugt statistisk. Og da princippet om "statistisk fortrolighed" ville hindre at andre brugte oplysningerne mod nogen enkelt person - det være sig til administration, kontrol eller overvågning - kunne Danmarks Statistik vanskeligt tage kritikken til sig. Fremgangsmåden var omkostningseffektiv og et fremskridt i relation til et af de andre ømtålelige spørgsmål, nemlig indberetningsbyrden - i dette tilfælde for kommunerne. Danmarks Statistik forsøgte bedst muligt at formidle disse præmisser ved indlæg i pressen, men opgaven var vanskelig, fordi diskussionen i virkeligheden mindre hørte hjemme i relation til statistikken end i forhold til administrativ eller kontrolmæssig anvendelse af registerteknik. Sagen fik efterhånden adskillige udløbere. I Folketinget måtte økonomiministeren besvare en mængde spørgsmål, der implicit tilsluttede sig kritikken. Økonomiministeren kunne have valgt at henvise til, at Danmarks Statistiks styrelse havde beslutningskompetencen, således at indgreb fra hans side ville kræve, at Folketinget ændrede lovgrundlaget. Men ministeren stillede sig bag den trufne afgørelse. Der var intet fortilfælde for, hvorledes man skulle forholde sig, når en kommune nægtede at afgive statistiske oplysninger, men Danmarks Statistik måtte forelægge sagen for de respektive tilsynsråd, der overlod afgørelsen til Indenrigsministeriet. Dette pålagde kommunerne at indsende oplysningerne, idet kommunalbestyrelsesmedlemmer, som havde stemt for at nægte Danmarks Statistik oplysningerne, skulle betale dagbøder indtil indsendelse af oplysningerne skete. Herefter anlagde fem kommuner i efteråret 1978 sag mod Danmarks Statistik for at frigøre sig for forpligtelsen. To år senere faldt Landsrettens afgørelse, der gav Danmarks Statistik medhold. Højesteret stadfæstede denne afgørelse december 1981. Hele debatten havde givet anledning til, at spørgsmålet om statistisk anvendelse af CPR-numre mv. kom i fokus i forbindelse med forslag til lov om offentlige myndigheders registre, der omtrent samtidig var til behandling i Folketinget. En bestemmelse svarende til "statistisk fortrolighed", der jo ikke var kommet med i lov om Danmarks Statistik, var allerede foreslået indføjet i registerloven, men blev under folketingsbehandlingen skærpet. På baggrund af denne bestemmelse, samt under skærpede sikkerhedsbestemmelser, gav den nye registerlov af 1978 grønt lys for, at Danmarks Statistik kunne fortsætte udviklingen af statistikker med anvendelse af lignende teknikker som i bistandslovsstatistikken. På lidt længere sigt blev resultatet betydelige lettelser af indberetningsbyrden samt omkostningsbesparelser i Danmarks Statistik, uden at der har kunnet påvises ubehagelige bivirkninger. Firsernes dilemma I halvfjerdserne skete der som nævnt en kraftig udvikling i statistikproduktionen, der blev omlagt og udviklet på grundlag af oplysninger fra administrative kilder. Den tilpasning til EFs statistiske krav, der samtidig skulle finde sted, var ikke nødvendigvis på alle områder i harmoni med denne udvikling, idet statistikken i de øvrige medlemslande gennemgående var af mere traditionelt tilsnit end den danske. I firserne accelererede kravene fra EF, og samtidig skærpedes den budgetmæssige rammestyring stærkt, idet statsinstitutionernes budgetrammer "automatisk" blev reduceret fra år til år i forventet takt med rationaliseringsbesparelser mv. Mens rammebegrænsningerne og bevillinger til nye opgaver stort set havde holdt hinanden i balance i løbet af halvfjerdserne, faldt den samlede nettobevilling, målt i faste priser, fra 1980 til 1992 med omkring en fjerdedel. Den uundgåelige følge var, at der opstod et stigende misforhold mellem institutionens opgaver og finansieringsmulighederne. Disse dårlige tider søgte Danmarks Statistik at imødegå med en række foranstaltninger. Den nødvendige personaletilpasning skete hovedsageligt ved "naturlig afgang" - med de deraf følgende skadevirkninger for institutionens fornyelse - men i 1989 var det nødvendigt også at skride til af- afskedigelser. Tilpasningen af aktiviteterne skete ved intensiverede spare- og rationaliseringsforanstaltninger, ressourceudtynding mm. med bl.a. større risiko for forsinkelser og ringere kvalitetssikring til følge. Disse foranstaltninger stillede nye krav til Danmarks Statistiks interne forvaltning og til samarbejdet med medarbejdernes repræsentanter. Men i 1985 blev det klart, at en reduktion af de statistiske aktiviteter blev nødvendig. En sådan beskæring gennemførtes i 1986 og igen i 1989. Det er vigtigt at understrege, at udgangspunktet ikke var, at der fandtes unyttige eller svagt begrundede statistikker, der kunne fjernes uden større konsekvenser. Som nævnt havde spørgsmålet om eventuel overflødig statistik interesseret Folketinget allerede i 1971, og det er og har været en selvfølge at styrelsen i forbindelse med de årlige arbejdsplaner tager stilling til, om der er statistik, som tiden er løbet fra. Beskæringerne måtte derfor komme til at omfatte efterspurgte statistikker og viste sig da også i de fleste tilfælde at støde på betydeligt modstand fra de respektive brugergrupper. Den valgte fremgangsmåde var, at styrelsen fastlagde prioriteringsprincipper, som blev forelagt brugerne - dels bilateralt, dels gennem de rådgivende udvalg - sammen med og som baggrund for konkrete forslag. Nødvendighedens lov medførte, at adskillige beskæringer eller overførsler til indtægtsdækning har måttet gennemføres mod brugernes ønske og med uundgåelige bivirkninger, bl.a. en vis decentralisering af statistikken og - som det senere har vist sig - utilfredshed med Danmarks Statistiks dispositioner. Mod bedre tider Danmarks Statistiks styrelse afgav i efteråret 1991 en indstilling til økonomiministeren om en moderat lempelse af budgetforholdene. Forslaget gik ud på at frigøre budgettet for yderligere rammereduktioner i fire år og at dokumenterede meromkostninger, udløst af EF-krav - hvis statistiske aktiviteter nu var stærkt accelererende på grund af det indre marked og unionsplanerne - fremtidig skulle kunne bevilges særskilt. Til behandling af disse problemer nedsatte Økonomi- og Finansministerierne et udvalg med repræsentanter for Budgetdepartementet, Administrationsdepartementet, Det Økonomiske Sekretariat og Danmarks Statistik. På grundlag af en budgetanalyse skete der en vis lempelse i kravene til årlige budgetreduktioner for perioden 1993-1996, ligesom der fra 1995 blev gennemført en rammeforøgelse under hensyntagen til EU-forpligtelserne. Der er i årene 1994-1998 givet særlige rammeforhøjelser til miljøstatistik, generel ligevægtsmodel, integreret arbejdsmarkedsstatistik og "grønt nationalregnskab". Det er et godt gæt, at disse øremærkede budgetforhøjelser sammenholdt med den ordinære løbende rammereduktion vil medføre, at der i løbet af halvfemserne, ligesom i halvfjerdserne, vil være tale om en nogenlunde balanceret budgetudvikling. Men opgaveporteføljen er langt større end før 1993, og en stor del af midlerne er bundne til EU-forpligtelser eller til øremærkede nationale formål. Derfor er resultatet, at styrelsens råderum til egentlige prioriteringer i realiteten er snævert. Med sigte på at optimere institutionens ressourceanvendelse yderligere og etablere det bedst mulige samarbejde med brugere, respondenter og andre interessenter, har Danmarks Statistik i 1995-1997 gennemført en række tiltag, hvis hovedelementer er følgende: Der er gennemført en ny organisation, der er mere udadvendt og strømlinet end den tidligere. Der er udformet en ny strategi, som ud fra Danmarks Statistiks grundlæggende opgaver og principper lægger vægten på at skabe gode produkter og yde god service. Dette søges opnået gennem mål- og resultatstyring med sigte på optimal effektivitet, kvalitet og anvendelighed, herunder aktualitet, i statistikken. Med hensyn til det ømtålelige spørgsmål om respondentbyrden er der udformet en respondentpolitik, der dels med målrettede bestræbelser sigter på at begrænse denne byrde, dels lægger op til at begrundelsen for at indsamle oplysningerne i størst muligt omfang bliver klargjort over for respondenterne, deres organisationer og medierne. Antallet af rådgivende udvalg er reduceret, til gengæld vil de i endnu højere grad blive inddraget i beslutningsprocesserne. Der er etableret regler på en række områder, der er synliggjort udadtil. Det gælder for eksempel så vidt forskellige områder som prisberegning af serviceydelser og publicering af statistik, der udarbejdes i snævert samarbejde med andre. Forbindelsen med de centrale myndigheder er udbygget; bl.a. gennemfører Danmarks Statistik orienterende "besøgsrunder" i de forskellige ministeriers departementer, ligesom Folketingets faste udvalg sammen med økonomiministeren fra tid til anden inviteres til orienteringsmøder i Danmarks Statistik. EF/EU-statistikkens formelle og reelle krav Tilpasningen af den danske statistik til EF/EUs mangeartede statistiske krav er vokset til at blive en stor opgave. Det statistiske indhold skal ikke omtales her, men det bør nævnes, at medlemsskabet ikke alene har påvirket statistikkens indhold væsentligt, men også har medført omfattende beslutningsprocedurer og meget detaljerede obligatoriske krav til den danske statistik i form af forordninger, direktiver og aftaler. Danmarks Statistiks opgaver er blevet udvidet med en ganske omfattende rejsevirksomhed for at deltage i kommissionens statistiske arbejde i "Eurostat" (kommissionens statistiske kontor). Endvidere deltager Danmarks Statistik for så vidt angår statistiske spørgsmål i den nationale beslutningsproces omkring nye EU-retsakter og har i disse anliggender kompetencen til at foretage indstillinger til regeringen. Den del af statistikken, som er bundet af EU-krav, er nu forholdsmæssigt meget stor og de styrende retsakter endog meget omfattende. Tilpasningen mellem lov om Danmarks Statistik og EU-retsakterne samt grundlaget for disses implementering sikres af bestemmelser, som i 1992 blev indføjet i lov om Danmarks Statistik. Disse bestemmelser indeholder regler for, hvorledes EU-lovgivningen på det statistiske område skal implementeres. Status og perspektiver Som det fremgår af det foregående er den danske statistiks hovedprincipper fastholdt og udbygget i den tid, institutionen har været i Økonomiministeriets ressort. Selv om de indholdsmæssige aspekter ikke indgår i denne fremstillings emne, er det naturligt at slutte med en kort karakteristik af, hvad der i store hovedtræk er sket med selve statistikken i denne periode: Dækningsgraden er blevet større, både absolut set og i relation til de stærkt øgede behov, og den statistiske information er blevet mere detaljeret og dybtgående. Beredskabet for analyser på tværs af områderne og på langs gennem tiden er blevet stærkt forbedret. Kontaktfladerne i formidlingen er blevet flere. I 1961 var der to typer formidling: publicering og besvarelser af spørgsmål. Nu er der også databanker, forskellige typer af servicevirksomhed, lovmodeller, forskningsdatabaser og forskningskontaktordninger. Alt i alt er formidlingen blevet mere målrettet mod bestemte brugergrupper. Disse ændringer er betinget af og gået hånd i hånd med periodens stærke teknologiske udvikling. Hvad angår institutionens indre forvaltning er der tale om en mindre revolution. Den formløse, noget lukkede institution, Det statistiske Departement, var temmelig forskellig fra det nuværende Danmarks Statistik, hvis profil er præget af åbenhed og som på mange områder er styret af lov- og andre nedskrevne regler. Den skete udvikling er utvivlsomt i tidens ånd. Det er det også, at den samlede strøm af informationer i samfundet med teknikkens hjælp er forøget næsten eksplosionsagtigt. Måske er det på tærsklen til et nyt århundrede den største udfordring for Danmarks Statistik at sikre, at upartiske statistikker om samfundsforhold forbliver klart synlige iblandt de stigende informationsmængder og -muligheder. Rådet - Usædvanligt og tankevækkende Af sekretariatschef Peder Andersen "Unusual" og "thought-provoking" eller tilsvarende reaktioner er sædvanlige fra udenlandske gæster, der besøger Det Økonomiske Råds sekretariat for at høre om Rådet, formandskabet ("de økonomiske vismænd"), relationerne mellem Rådet og formandskabet og mellem formandskabet og sekretariatet. De følgende afsnit omhandler nogle af de særlige træk ved institutionen Det Økonomiske Råd, der overrasker udenlandske gæster. Om ide og Råd Lidt historie Det Økonomiske Råd havde en vanskelig politisk fødsel, men er blevet en institution. Rådet blev oprettet i 1962 på grundlag af betænkning nr. 154 fra 1956 om Samarbejdsproblemer i Danmarks økonomiske politik. Betænkningens konklusion er "at vore økonomiske vanskeligheder i de senere år - inflation, valutavanskeligheder og den utilfredsstillende stigningstakt i produktionen - i en vis udstrækning kan føres tilbage til et svigtende samarbejde mellem de organer, der har størst betydning for den økonomiske politik". I betænkningen påpeges, at en af årsagerne til det svigtende samarbejde er, at "der kan være tale om manglende viden om eller forståelse af visse økonomiske sammenhænge". Udvalget, der afgav betænkningen, var på 23 mand med en repræsentationssammensætning omtrent som det nuværende Råd. Det 5 mands store formandskab bestod af professorerne Kjeld Philip (formand), P. Nyboe Andersen og P. Nørregaard Rasmussen samt direktør Jens Toftegaard og nationalbankdirektør S. Hartogsohn. Udvalget kom med en række klare anbefalinger, bl.a. om at oprette et konjunkturforskningsinstitut, som "uafhængigt og på eget initiativ eller på opfordring udefra kan foretage undersøgelser over det økonomiske livs udvikling og over gennemførte eller foreslåede indgrebs virkninger". Desuden blev foreslået at oprette et lille "samfundsøkonomisk råd" med f.eks. 3 medlemmer, tillagt en oplysende og formidlende rolle. Politisk var der ikke bred opbakning til betænkningens forslag. Lov om økonomisk samordning, som er den officielle titel på loven om Det Økonomiske Råd, blev vedtaget med tilslutning fra Social- Jensenius, Berlingske Tidende, 1962. 2. november 1947. demokratiet, Det Radikale Venstre og 2 stemmer fra Det Konservative Folkeparti. Betænkningens anbefaling om et uafhængigt konjunkturforskningsinstitut blev ikke fulgt, og Rådet blev ikke lille, men på 24 medlemmer. Den vedtagne konstruktion med Råd, formandskab og sekretariat har ligesom formålet med Rådet imidlertid været næsten uændret fra 1962 til 1994. Formålet med Rådet blev i 1994 udvidet til at omfatte strukturanalyser og samspillet mellem økonomi og natur. Loven og Rådet Formålet med institutionen fremgår af lovens §1, jvf. Økonomiministeriets bekendtgørelse nr. 480 af 3. juni 1994: "Der oprettes et økonomisk råd, hvis opgave er at følge landets økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver og samspillet mellem økonomi og natur samt at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser" Af øvrige dele af loven fremgår bl.a., at formandskabet nedsættes af økonomiministeren, og at ingen i formandskabet må være medlemmer af folketinget. Af Rådets øvrige 26 medlemmer skal 1 repræsentere økonomiministeren, 3 udnævnes efter indstilling af henholdsvis finansministeren, miljø- og energiministeren og Danmarks Nationalbank, og 18 udnævnes efter indstilling fra diverse organisationer, der alle er centrale på den økonomisk-politiske arena. Derudover kan økonomiministeren udnævne 4 særligt sagkyndige. Rådets sammensætning ved sidste rådsmøde fremgår af anneks 1. Rådet mødes normalt 2 gange om året. Ca. 1 uge før mødet modtager medlemmerne formandskabets rapport. Samtidigt offentliggør formandskabet et resumé af rapportens analyser og vurderinger. På mødet kommenterer medlemmerne rapporten, og formandskabet svarer på kritik. Efter mødet i Rådet afholder formandskabet et pressemøde. Rapporten offentliggøres normalt umiddelbart efter mødet. Rapporten kommer senere i bogform med et resumé af de fremførte synspunkter fra rådets medlemmer. Formandskabet - saglighed og enighed Formandskabet skal bestå af nationaløkonomisk kyndige, være uafhængige af eksterne interesser og dermed uafhængige af erhvervsvirksomheder og ligeledes af erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer. Vismændene er med få undtagelser professorer i nationaløkonomi, jvf. anneks 2. Formandskabet optræder som en enhed, dvs. de halvårlige rapporter, Dansk økonomi, har formandskabet som "forfatter". Formandskabet har ansvaret for de halvårlige rapporter og beslutter, om en rapport efter behandling i Rådet offentliggøres. Formandskabet har aldrig besluttet ikke at offentliggøre en rapport, der har været drøftet i Rådet. Formandskabets medlemmer kan udpeges for indtil 6 år ad gangen, men normalt sker det for 3 år ad gangen. Normalt genudnævnes et medlem 1 eller 2 gange. I forbindelse med ændringer i formandskabet er der tradition for, at formandskabet fremkommer med brugbare medlemsemner. Sekretariatet - faglighed og bredde Sekretariatets hovedopgave er at gennemføre de analyser og udarbejde de rapporter, formandskabet finder hensigtsmæssige for, at Rådet kan løse sin opgave. Sekretariatet skal således have ekspertise inden for mange forskellige økonomiske områder. Sekretariatet er alene sekretariat for vismændene, og det gennemfører derfor ikke eksternt finansierede udrednings- og analyseopgaver. Sekretariatets uafhængighed af særinteresser fremgår bl.a. af, at sekretariats-chefen, den daglige leder af sekretariatet, ikke må være medlem af Folketinget og skal være uafhængig af erhvervsvirksomheder samt af erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer. Sekretariatschefen udnævnes af økonomiministeren efter indstilling fra formandskabet. Mellem ide og Råd Vismænd og objektivitet Spørgsmålet om, hvorvidt de økonomiske vismænd er politiserende økonomer eller objektive eksperter, har været et tema siden institutionens oprettelse, se Kærgård (1996). En nerve gennem arbejdet med formandskabets rapporter er troværdighed. Formandskabet og sekretariatet er meget optaget af at gøre alt, hvad der er muligt for at sikre stor troværdighed omkring analyserne og formidling af formandskabets vurderinger. Udgangspunktet er ekspertens rolle, dvs. uafhængighed af særinteresser. Dernæst at konklusionerne er afstemt med analysernes karakter og kvalitet, dvs. der snydes ikke på vægtskålen. Desuden gælder, at eksperter ikke kan stemme om en analyses holdbarhed, eller om hvilken konklusion der bør drages. Derfor er der aldrig mindretalsudtalelser i formandskabets rapport. Samspillet mellem formandskab og sekretariat Formandskabet har ansvaret for de halvårlige vismandsrapporter og beslutter hvilke temaer, der skal indgå. Det fremgår af loven og er virkelighed for sekretariatet. Men såvel valg af temaer i en rapport som den publicerede rapport er resultatet af et tæt samarbejde mellem formandskab og sekretariat. Vismandsrapporten indeholder hver gang en konjunkturvurdering, herunder en 3-årig fremskrivning af dansk økonomi. I tilknytning hertil analyseres den økonomiske politik og behovet for ændringer, og der fremlægges forslag til økonomiske initiativer. Ud over konjunkturvurderingen indeholder vismandsrapporten forskellige specialanalyser, hvis temaer ændres fra gang til gang. Disse temaer vælges ud fra overvejelser om, hvad der er vigtigt for det danske samfund at focusere på i den økonomiske politik i et lidt længere og bredere perspektiv. Det kan være aktuelle temaer, eller temaer som formandskabet mener burde være aktuelle økonomisk- politiske temaer. Gennem årene er temaerne blevet mere bredtfavnende. Fra de seneste vismandsrapporter kan nævnes temaer som priser og konkurrenceforhold, miljø og natur, transportsektoren, uddannelse, mindsteløn, indkomstulighed, miljøpolitik og konkurrenceevne, finanspolitikken og stabilisering, instrumenter mod strukturledigheden, forskning samt Danmark og ØMU'en. Altså meget forskellige temaer. Sekretariatets faglige profil er fastlagt for at kunne leve op til de ønsker, formandskabet kan have til kommende temaer. Udgangspunktet er, at sekretariatets viden inden for en række områder permanent skal være på et højt fagligt niveau, mens der på andre områder skal være grundlæggende viden, der gør det muligt inden for relativt kort tid at komme på et højt fagligt niveau. Sekretariatet skal have opdateret viden om nyere undersøgelser og forskningsmæssige resultater samt økonomisk-politiske initiativer. Sekretariatet har opdelt de faglige aktiviteter i kerneområder og interesseområder. Organisatorisk består sekretariatet af et konjunkturkontor og et strukturkontor. Konjunkturkontorets kerneområder omfatter: Konjunkturvurderinger, makroøkonomisk teori og politik, international økonomi, arbejdsmarkedsteori og -politik og makroøkonomiske modeller, herunder SMEC (Simulation Model of the Economic Council). Af interesseområder kan nævnes: Inflation og makroprisdannelse og finansielle markeder. Strukturkontorets kerneområder omfatter: Miljø- og ressourceøkonomi, vækst, anvendte generelle ligevægtsmodeller, herunder GESMEC (Generel Equlibrium Simulation Model of the Ecomic Council) og indkomstfordeling. Af interesseområder kan nævnes: Markedsstruktur og regulering, forsknings- og erhvervspolitik samt handelspolitik og udenrigshandelsteori. Sekretariatets ca. 12 økonomer forsøger ved deltagelse i nationale og internationale netværk og forskningsprojekter, konferencer osv. at være vidende om det vigtigste og kunne blive vidende om det meste. Sekretariatet udarbejder udkast til kommende rapporter, herunder gennemføres analyse- og beregningsopgaver. Sekretariates oplæg "udsættes" herefter for en intens behandling på møder mellem for- På onsdag kommer de tre vise mænd med vismandsrapporten fra Det Økonomiske Råd. De ventes at have julegaver med i sækken, idet de givetvis vil opjustere forventningerne til den danske vækst i år. Morten Ingemann, Børsen, 18. november 1996. 2. november 1947. mandskab og sekretariat. Resultatet skal være troværdigt. Institutionens opgave er at producere resultater, der kan tåle at blive gennemlyst af alle og fra forskellige vinkler. Forud for mødet i Rådet har medlemmerne en uge til at få efterprøvet vismændenes resultater. Herefter offentliggøres rapporten, og alle har mulighed for at teste analyserne. Samspillet mellem formandskab og sekretariat er specielt, fordi sekretariatets oplæg udsættes for tre eksperters kritiske hjerner med forskellige faglige styrkeområder, men som samtidigt er indrettet på at udarbejde et fællesprodukt, der kan klare turen gennem Rådet, omkring kollegaer, og som kan formidles til offentligheden. Der er efter en sådan proces ikke plads i rapporterne til tilfældige reflektioner, hovsa provokationer eller personlige kæpheste. Til trods for eller måske nærmere på grund af denne arbejdsform er formandskabets konklusioner og forslag ofte afvigende fra det aktuelle stemningsbillede. Fra ide til Råd Resultater og formidling Der er stor mediemæssig interesse for vismændene synspunkter. Ofte meget stor. Vismændenes råd formidles til pressen og offentligheden, men i focus står medlemmerne af Det Økonomiske Råd, regering og folketing og direkte brugere af formandskabets analyser. Hvad der videreformidles til pressen er vigtigt i den løbende diskussion om dansk økonomi, men må ikke være en overraskelse for dem, der har kendskab til formandskabets rapporter. Formandskab og sekretariat formidler meget bredt. Der holdes foredrag og gives interview, ofte i direkte forlængelse af en offentliggjort rapport. Desuden skrives kronikker og andre indlæg i pressen. Sekretariatet udgiver dokumentationsmateriale, og såvel formandskab som sekretariat skriver artikler i fagtidskrifter. Men der er også stille om vismændene 4 måneder om året, idet der er spærretid fra 2 måneder før et Rådsmøde indtil pressemødet, der holdes i umiddelbar forlængelse af Rådsmødet. Mediernes og andres spekulationer om næste vismandsrapport forbliver således spekulationer. Spærretiden giver gode vilkår til at færdiggøre næste rapport, og det sikrer, at Rådets medlemmer bliver de første, der får kendskab til rapportens indhold. 35 år med vismænd har givet mere end 70 vismandsrapporter, flere modeldokumentationer, mange arbejdspapirer, artikler osv. Har analyserne påvirket udviklingen? Det er vanskeligt ikke at tro det, selv om det næppe kan bevises videnskabeligt. De fleste af sekretariatets udenlandske gæster fremhæver, at det er værdifuldt at afslutte et besøg i Danmark med at diskutere med repræsentanter fra en uafhængig institution. Det er en måde at teste andres vurderinger af dansk økonomi. Det styrker troværdigheden af det samlede billede af dansk økonomi. En rolle institutionen finder ganske nyttig og behagelig. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Rådets medlemmer er den primære målgruppe for vismændenes analyser og forslag, og forhåbentligt beriges den økonomiske debat i Danmark gennem disse. Referencer: Det Økonomiske Råds formandskab. 1987. Dansk økonomi. Råd og realliteter 1962 - 1987. København. Det Økonomiske Råds sekretariat. 1996. Faglig profil. København. Finansministeriet. 1956. Samarbejdsproblemer i Danmarks økonomiske politik. Betænkning nr. 154, København. Kærgård, Niels. 1996. Økonomiske vismænd - politiserende økonomer eller objektive eksperter. Pp. 113 - 128 i Nationaløkonomisk Tidsskrift 134. Anneks 1 Det Økonomiske Råds sammensætning ved rådsmødet den 28. maj 1997 Formandskabet Professor Niels Kærgård (formand), Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, professor Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet og professor Nina Smith, Handelshøjskolen i Århus. Rådets øvrige medlemmer Økonomiministeriet: Departementschef Michael Dithmer, Finansministeriet: Departementschef Anders Eldrup, Miljø- og Energiministeriet: Direktør Erik Lindegaard, Danmarks Nationalbank: Nationalbankdirektør Jens Thomsen, Dansk Arbejdsgiverforening: Formand, købmand Niels Fog og administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen, Landsorganisationen i Danmark: Landsorganisationsformand Hans Jensen, forbundsformand Max Bæhring, forbundsformand John Dahl og forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, Dansk Industri: Direktør Svend-Aage Nielsen, Håndværksrådet: Formand Poul Ulsøe, Landbrugrådet: Præsident Peter Gæmelke, Dansk Familielandbrug: Formand, husmand Peder Thomsen, Danske Andelsselskaber: Gårdejer Bent Claudi Lassen, Det Danske Handelskammer: Grosserer, generalkonsul Ove Andersen, Dansk Handel & Service: Formand, administrerende direktør Poul Erik Pedersen, Forbrugerrådet: Civiløkonom Kirsten Nielsen, Finansrådet: Bankdirektør Thorleif Krarup, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd: Formand Anker Christoffersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Professor Christen Sørensen, Kommunale organisationer: Administrerende direktør Peter Gorm Hansen, Særlige sagkyndige: Professor Ellen Andersen, professor Finn Ragnar Førsund, professor Niels Thygesen og professor Hans E. Zeuthen. Anneks 2 Det Økonomiske Råds formandskab, 1962-1997 Formænd: Carl Iversen 05.09.1962 - 31.12.1969 Anders Ølgaard 01.01.1970 - 31.12.1975 Bent Rold Andersen 01.01.1976 - 30.09.1978 Hans E. Zeuten 01.10.1978 - 31.05.1983 Karsten Lauersen 01.06.1983 - 15.10.1985 Christen Sørensen 16.10.1985 - 30.06.1988 Claus Vastrup 01.07.1988 - 30.06.1993 Arne Larsen 01.07.1993 - 31.12.1994 Niels Kærgård 01.01.1995 - Formandskabet i øvrigt: Søren Gammelgård 05.09.1962 - 30.09.1967 Erik Hoffmeyer 05.09.1962 - juni 1965 Poul Winding okt. 1965 - feb. 1966 Anders Ølgaard 01.09.1966 - 31.05.1968 N.V. Skak-Pedersen 01.10.1967 - 30.09.1973 J. Vibe-Pedersen 01.06.1968 - 30.06.1975 01.10.1978 - 30.06.1981 Bent Rold Andersen 01.10.1973 - 31.12.1975 Hans E. Zeuthen 01.07.1975 - 30.09.1978 Lars Overgaard Matthiesen 01.01.1976 - 31.01.1981 Karsten Lauersen 01.07.1981 - 31.05.1983 Erik Gørtz 01.02.1981 - 31.01.1984 Ebbe Yndgaard 01.06.1983 - 30.06.1986 Niels Thygesen 01.02.1984 - 15.10.1985 Peder J. Pedersen 16.10.1985 - 30.06.1991 Claus Vastrup 01.07.1986 - 30.06.1988 Arne Larsen 01.07.1988 - 30.06.1993 Niels Blomgren-Hansen 01.07.1991 - 18.12.1991 Niels Kærgård 01.01.1992 - 31.12.1994 Torben M. Andersen 01.07.1993 - 31.12.1996 Nina Smith 01.01.1995 - Peter Birch Sørensen 01.01.1997 - Finanstilsynet - Tilsyn og overvågning Af kontorchef Michael Holm Finanstilsynet og Økonomiministeriet Den 31. december 1996 blev Finanstilsynet overflyttet til Økonomiministeriets ressort. Dermed blev Finanstilsynet placeret på samme måde som i en lang række lande heriblandt Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland. Finanstilsynet blev etableret den 1. januar 1988 ved en sammenlægning af Tilsynet med Banker og Sparekasser og Forsikringstilsynet. I december 1989 overflyttedes tilsynet med realkreditinstitutter til Finanstilsynet. Dermed fik Finanstilsynet det tilsynsmæssige ansvar med alle aktørerne i den finansielle sektor på nær Kommunekredit, som hører under Indenrigsministeriet, og Dansk Landbrugs Realkredit, som hører under Fødevareministeriet. Den finansielle krise i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne blev den første, som Finanstilsynet skulle håndtere. Krisen, som ramte både banker, realkreditinstitutter og forsikringskoncerner, medførte, at der blev fokuseret kraftigt på Finanstilsynet, både fra politisk hold og ikke mindst fra pressens side. Finanstilsynet analyserede naturligvis selv de forskellige aspekter af krisen med henblik på at vurdere, om tilsynsværktøjerne var tilstrækkelig tidssvarende og effektive, og om organiseringen af arbejdsindsatsen var optimal under hensyn til Finanstilsynets målsætninger. Det er blevet til en løbende proces, som medvirker til, at Finanstilsynet også kan løse sin opgave i det næste årtusinde, hvor internationalisering, både med hensyn til koncerndannelser og etableringer, produktfornyelse, som medfører nye risici, samt ikke mindst den teknologiske udvikling, bliver områder, der vil kræve øget tilsynsmæssig indsats. Tilsynet med kreditinstitutter Udviklingen siden 1980 har vist, at risikoen for tab på penge- og realkreditinstitutternes udlån nøje hænger sammen med udviklingen i de økonomiske konjunkturer. Realkreditinstitutternes udlån har pant i fast ejendom og kan udlåne op til en vis procentdel af ejendomsværdien. Faldende ejendomspriser forringer pantets værdi, og ved markante prisfald kan værdien af pantesikkerheden blive lavere end det udestående udlån. Ved stigende ejendomspriser øges værdien af pantet derimod og øger samtidig realkreditinstitutternes mulighed for at låne ud. I den nuværende konjunkturopgang har realkreditinstitutterne øget udlånene kraftigt. Efterspørgslen efter lån har i første omgang været rettet mod realkreditinstitutterne, hvilket bl.a. må ses i lys af den stærke stigning i ejerboligpriserne og introduktionen af nye lånetyper med karakter af banklån. Et centralt element i tilsynet med realkreditinstitutter er dermed vurdering af ejendomsprisudviklingen. Dette område er blevet udbygget betragteligt i de senere år. I en periode med gode konjunkturer er det væsentligt at sikre, at udlånene løbende værdiansættes rigtigt for at undgå, at et konjunkturomsving pludselig giver anledning til en meget stor forøgelse af tab og hensættelser i et enkelt år. Konjunkturopsvinget i midten af 1980'erne var karakteriseret ved, at pengeinstitutternes udlån steg stærkt forholdsvis sent i forløbet. Det er erfaringen, også fra andre lande, at sådan stærk vækst med en vis forsinkelse giver anledning til øgede tab og hensættelser. I perioder med lav økonomisk vækst vil flere blive ude af stand til at betjene deres lån, og projekter, der er profitable i perioder med gunstige konjunkturer, bliver urentable. Omsvinget til afdæmpede samfundsøkonomiske konjunkturer fra 1986 medførte således betragtelige tab og hen- sættelser. I kølvandet på problemerne i Varde Bank og Himmerlandsbanken i starten af 1990'erne blev der udarbejdet en række rapporter om udviklingen i pengeinstitutterne, årsager til kriser og Finanstilsynets tilsyn. Kriserne i pengeinstitutterne skyldtes i alle tilfælde store tab på udlånene. I en del af tilfældene var forud gået en periode med meget markant vækst i udlånene, og udlånene målt i forhold til egenkapitalen var betragtelige. På denne baggrund er bank- og sparekasseloven løbende blevet justeret. Finanstilsynet skal bl.a. gennemføre mindre afgrænsede undersøgelser i de større institutter i år, hvor institutterne ikke er genstand for en hovedundersøgelse. Krisen i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne havde samme omfang som krisen i begyndelsen af 1980'erne, selv om denne ikke havde den samme mediemæssige dækning. Den næste krise, som uvægerligt vil komme - det er blot tidspunktet, der er usikkert - vil nok en gang kræve en stor ressourcemæssig indsats. For at være tilstrækkeligt rustet til denne fremtidige opgave er det nødvendigt for Finanstilsynet at opretholde og videreudvikle sin ekspertise inden for kreditrisikoområdet. Overvågning af ejendomsmarkedet Der findes ikke en "officiel markedspris" på fast ejendom på samme måde, som der f.eks. findes på obligationer. Det har været Finanstilsynets erfaring, at når "krisen kradsede", var et af midlerne, der blev brugt for at kunne fremvise en "større" egenkapital, opskrivning af fast ejendom. Med henblik på fremover at sikre Finanstilsynet det bedst mulige grundlag for at følge ejendomsmarkedet samt foretage konkrete vurderinger af fast ejendom, blev der primo 1993 etableret en ejendomsvurderingsfunktion i Finanstilsynet. Funktionen består dels af en vidensbank for fast ejendom, en manual i check af værdiansættelser og af medarbejdere med uddannelse, indsigt og ekspertise i vurdering af fast ejendom. Denne anvendes i forbindelse med vurdering af engagementer med sikkerhed i fast ejendom, i forbindelse med engagementsgennemgang i realkreditinstitutter og pengeinstitutter samt til vurdering af værdien af fast ejendom, som ejes af forsikringsselskaber, pensionskasser, pengeinstitutter og realkreditinstitutter. Ud over at danne basis for ajourføring af værdiansættelsesmanualens nøgletal m.v. er vidensbanken et væsentligt ajourføringsværktøj og dokumentationsmateriale for tilsynets vurderingsinspektører således, at de afgørelser der træffes, kan begrundes på en korrekt måde og evt. forklares overfor Erhvervsankenævnet. Finanstilsynets vidensbank for fast ejendom opbygges og opdateres via følgende kanaler: Information om indgåede lejeaftaler, ejendomshandler, ejendomsprojekter, investorers afkastkrav m.v. i forbindelse med løbende undersøgelser af realkreditinstitutter, pengeinstitutter og forsikrings- og pensionsselskaber. (Panter, egne ejendomme og investeringsejendomme). Stort kontaktnet til og jævnligt besøg hos anerkendte erhvervsejendomsmæglere, entreprenørselskaber, ejendomsinvesteringsselskaber, institutionelle investorer og andre potentielle ejendomsinvestorer samt ejendomsadministrationsselskaber. Løbende overvågning af udbudte ejendomme i medierne og registrering og systematisering af samtlige emner med brugbare data i "udbudsdatabank". Rekvisition af et større antal udvalgte salgsprospekter hos udbyderen. Edb-opkobling til Told & Skat af relevante data for samtlige erhvervs-ejendomssalg. Samkøring og analyser af indhentede salgsprospekter og data fra Told & Skat ved konstaterede salg. Samtlige informationer og materiale arkiveres i et edb-styret ejendomsarkiv med omfattende søgemuligheder. Det er på denne baggrund Finanstilsynets opfattelse, at man har den tilstrækkelige viden til at vurdere, om der er tale om en reel markedspris. Ud af de for ca. 800 mia. kr. erhvervsejendomme, der findes i Danmark i dag, ejer de finansielle institutioner for ca. 100 mia. kr. Afkastkravet er i denne forbindelse af væsentlig betydning. Skal det sættes op fra 6,5 pct. til 7 pct., vil det give en nedskrivning af disse ejendomme på 5 mia. kr. og naturligvis en formindskelse af egenkapitalen med det samme beløb. Finanstilsynet har alene af den grund til hensigt at fortsætte den tætte overvågning også ind i det næste årtusind. Tilsynsindsatsen over for IT-risici Baggrunden for Finanstilsynets tilsyn med den finansielle sektors IT-anvendelse er selskabernes til stadighed større afhængighed af IT-teknologi og de dermed større konsekvenser af, at data ikke vil være tilgængelige. I den forbindelse skal man blot forestille sig virkningerne på valuta-, fonds- og pengemarkederne, hvis en væsentlig aktør ikke er i stand til at afvikle sine forretninger på grund af IT-sammenbrud, eller at folkepensionen ikke kan udbetales af samme grund. Finanstilsynet foretager undersøgelser på stedet ikke alene af finansielle virksomheder, men også af datacentraler, der er fælles for flere virksomheder under tilsyn. Undersøgelserne planlægges med udgangspunkt i en risiko- og væsentlighedsvurdering af IT-anvendelsen i den pågældende virksomhed. Undersøgelserne gennemføres, som tilsynets andre undersøgelser, i form af interviews samt via en gennemgang af relevant politik, sikkerhedsbestemmelser, forretningsgange, sys- tembeskrivelser, revisionsrapporter m.v. Ved undersøgelserne lægges der bl.a. vægt på ledelsens aktive engagement i at imødegå IT-risici, hvordan sikkerhedsstyringen planlægges og organiseres i virksomheden samt hvorledes revision af IT-anvendelsen finder sted. I den forbindelse ses der navnlig på de såkaldte generelle edb-kontroller, foruden kontrollerne i bruger- og dataudveks-lingssystemer. De generelle edb-kontroller omfatter bl.a. systemudvikling, ændringsstyring, driftsafvikling, fysisk sikkerhed, sikkerhedskopiering af data og beredskabsplanlægning. Risici vedrørende specifikke emner, såsom Internet-anvendelse og år 2000-problemet, er i disse år naturligt genstand for særlig fokus. På sigt vil tilsynet overveje, om overvågning af de enkelte tilsynsbelagte virksomheders IT-risici kan styrkes ved regelmæssig indhentning og analyse af nøgleoplysninger fra virksomhederne vedrørende disses IT-sikkerhedsstyring. Overvågning af værdipapirmarkedet Som resultat af den såkaldte "Børsreform II" vedtog Folketinget i december 1995 lov om værdipapirhandel m.v. som anviser rammebetingelserne for, at markedsdeltagerne og værdipapirmarkedets institutioner selv kan skabe en åben og velfungerende dansk markedsplads, der er konkurrencedygtig på internationalt plan. Som et led i reformen blev også fastlagt, at markedstilsynet med værdipapirmarkedet i den nye reguleringsstruktur varetages af et nyt organ, Fondsrådet. Markedstilsynet skal ses i modsætning til virksomhedstilsynet, der - som hidtil - varetages af Finanstilsynet. Forbindelsen til Fondsrådet er knyttet ved, at Finanstilsynet fungerer som sekretariat for Fondsrådet. Som en helt ny opgave er det i forbindelse med reformen forudsat, at Finanstilsynet i tilknytning til fondsbørsers (primære) markedsovervågning selv udfører en supplerende markedsovervågning, som ikke er begrænset til aktiviteterne på fondsbørserne. Denne markedsovervågning giver mulighed for at følge eksempelvis danske værdipapirhandleres ageren på markedet (kutymer, adfærd m.v.), i sidste ende med henblik på en vurdering af, om værdipapirhandelsloven overholdes, samt for at danne grundlag for reglernes videreudvikling. Overvågningen er således et af værktøjerne, som bruges ved varetagelsen af opgaven med "at virke for et velfungerende dansk værdipapirmarked", og til brug ved Finanstilsynets efterforskning af insider- og kursmanipulationssager m.v., samt til brug ved det integrerede tilsyn med virksomheder under tilsyn. Københavns Fondsbørs A/S's overvågning er primært indrettet på realtidsovervågning, dvs. den løbende overvågning af markedet. Tilsynets arbejde, udover den løbende overvågning, er mere koncentreret om udredninger af historiske handler til belysning af den præsterede markedsadfærd. Med hensyn til efterforskning af sager, om f.eks. formodet ulovlig benyttelse af insiderviden eller om ulovlig kursmanipulation, forestår Finanstilsynet den videre behandling, der i en typisk sag omfatter undersøgelse af nyheder og informationer (trykte, elektroniske eller via Internettet) om det pågældende værdipapir, herunder gennemgang af seneste regnskabsoplysninger. Herudover indhentes oplysninger fra udstedere, værdipapirhandlere og investorer. Endvidere undersøges de på Københavns Fondsbørs A/S indberettede handler og handelsnotaer med henblik af afdække personforbindelser med intern viden. Dette omfatter bl.a. klarlæggelse af familieforhold, nuværende og tidligere ansættelsesforhold m.m., hvor også diverse edb-baserede registre anvendes i muligt omfang. Såfremt tilsynet ikke kan afvise, at der er sket en overtrædelse af regelgrundlaget, overgives sagen til politiet. Markedsovervågningen har bl.a. medført efterforskning af et i forhold til tidligere år langt større antal sager med hensyn til aspekter i relation til insiderhandel og kursmanipulation. Nye problemstillinger som et stykke hen ad vejen kun er begrænset af fantasien, særlig i lyset af den teknologiske udvikling, vil givet dukke op. Men ud over at håndtere mere overordnede tilsynsmæssige spørgsmål i internationaliseringens og de teknologiske muligheders lys er også mere praktiske spørgsmål centrale. F.eks. kunne teknologiens fortsatte hastige fremmarch give anledning til - også af omkostningsmæssige grunde - at overveje, om tilsynsudøvelsen kunne ske ved en direkte opkobling til de registre samt informations- og handelssystemer m.v., som de tilsynsbelagte virksomheder og markedsinstitutioner selv benytter. Rimelighedstilsynet med livs- og pensionsforsikring Rimelighedstilsynet er særegent for livs- og pensionsforsikring. Dette tilsyn hænger sammen med, at de forsikringer, der tegnes, løber over en meget lang årrække. Når der indgås en aftale om f.eks. indbetaling af pensionsbidrag gennem et helt arbejdsliv og derefter pensionsudbetalinger i alderdommen, gives der fra forsik-ringsselskabet eller pensionskassen et juridisk bindende løfte om, hvor stor en pension, der vil kunne udbetales til sin tid, givet de aftalte indbetalinger. Da løftet skal kunne holde over så lang tid, må beregningsforudsætningerne vælges forsigtigt. Disse forsigtige forudsætninger medfører, at der i de enkelte år normalt vil opstå overskud, og det skal herefter tilses, at dette overskud fordeles rimeligt. Dette krav til fordeling vedrører både fordelingen af overskuddet mellem ejerne og forsikringstagerne og fordelingen mellem forsikringstagerne af den del af overskuddet, der tilfalder disse. Princippet er, at overskuddet skal fordeles til de enkelte forsikringer i forhold til den del af overskuddet, som den enkelte forsikring har givet anledning til. Der har på det seneste været fokuseret meget på spørgsmålet om, hvorvidt selskaberne fordelte tilstrækkeligt af overskuddet til forsikringstagerne, eller om egenkapitalen fik tilskrevet for stor en del. På dette punkt er retningslinien, at set over en årrække må forrentningen af egenkapitalen højst overstige forrentningen af de forsikringsmæssige hensættelser i form af et såkaldt driftsherretillæg til dækning af den større risiko, som egenkapitalen bærer. Tilsynet er i færd med at intensivere sin indsats på dette område. Selskaberne skal dog også være påpasselige med ikke for hurtigt at tilskrive overskuddet, der opstår efter gode år på værdipapirmarkederne, til de enkelte forsikringstagere. Efter gode år kan der komme mindre gode år, og for at kunne leve op til de ydede garantier, må selskaberne i gode år lægge en del af overskuddet til side til de mindre gode år. Dette skal ske i de såkaldte bonusudjævningshensættelser, der ikke indgår i egenkapitalen og derved ikke kan udloddes til ejerne, men alene anvendes til senere tilskrivning af bonus til forsikringstagerne. Finanstilsynets virke inden for livs- og pensionsforsikring dækker såvel de privattegnede livs- og pensionsforsikringer som arbejdsmarkedspensionsordningerne. Hvad angår de sidste, kommer Finanstilsynet endog ind i billedet, allerede førend der er et forsikringsselskab eller en pensionskasse at føre tilsyn med. Finanstilsynet skal føre tilsyn med, at ethvert pensionsløfte afgivet i forbindelse med et ansættelsesforhold, afdækkes ved indbetalinger til et forsikringsselskab eller en pensionskasse. Der kan være tvivl om, hvornår der foreligger et sådant pensionsløfte, og det har givet anledning til, at en af tilsynets afgørelser i en større sag på området har været prøvet ved Højesteret, som gav tilsynet medhold. På baggrund heraf har tilsynet appelleret til erhvervslivet om at komme frem med alle lignende sager, så tilsynet kan vurdere dem og herved medvirke til en sikring af arbejdstagernes levevilkår, efter at de har forladt arbejdsmarkedet. Overvågning af skadesforsikringsselskabernes reassurance Hvis en reassurandør ikke opfylder sine forpligtelser, kan det indebære betydelige og i værste fald livstruende tab for et forsikringsselskab. Finanstilsynet har derfor som led i et intensiveret tilsyn med reassurancerisici, påbegyndt et projekt, hvis formål er at udvikle en mere effektiv overvågning og vurdering af et forsikringsselskabs reassurandører. Efter de store katastrofer og især Hurricane Andrew i 1992 begyndte Finanstilsynet i 1993 at fokusere på reassurance som risikoområde, fordi de enorme skader ($ 15,5 mia.) medførte, at en række reassurandører gik konkurs. Dertil kom pro- blemerne på Lloyds-markedet, der spiller en vigtig rolle som reassurandør for danske selskaber. Problemerne udsprang af amerikansk ansvarsforretning, som i 80'erne og 90'erne udviklede sig katastrofalt foruden den øgede frekvens af katastrofeskader, som også betød enorme tab. Likvidation af en lang række reassurandører har bevirket, at forsikringsselskaberne ikke altid har fået dækning for den del af skaderne, som reassurandørerne skulle betale. Flere forsikringsselskaber har derfor måttet hensætte og afskrive disse beløb. Reassurancemarkedet har i 1996 og 97 været forskånet for de helt store katastrofeskader. Til gengæld er markedet i 1997 præget af hård priskonkurrence og overkapacitet, og Standard & Poors vurderer aktuelt, at 180 af de 900 reassurandører uden for USA, som bureauet har ratet, er sårbare for sammenbrud i de kommende år, hvilket understreger vigtigheden af at være omhyggelig med valg af reassurandører, og at Finanstilsynet må overvåge, at kvaliteten er tilstrækkelig høj. Der opbygges med projektet en database til løbende opbevaring og bearbejdning af oplysninger om reassurancekontrakter, idet Finanstilsynet bl.a. ved årlige undersøgelser indhenter samtlige kontrakter, som den enkelte forsikringskoncern har indgået. Kontrakternes oplysninger om dækning, pris m.v. samt navnene på reassurandørerne og eventuelle mæglere vil indgå i databasen. Edb-programmet muliggør talrige relevante beregninger på grundlag af ovennævnte input vedrørende kontrakter og involverede reassurandører. Finanstilsynet opnår dermed mulighed for hurtig indgriben overfor et selskab, dersom en reassurandør kommer i akutte vanskeligheder, idet kontrakterne, hvor den pågældende reassurandør deltager, øjeblikkeligt kan identificeres, ligesom dennes hæftelse i henhold til såvel de enkelte kontrakter som samtlige kontrakter samtidig kan beregnes. Derved kan Finanstilsynet umiddelbart overskue de økonomiske risici for forsikringsselskabet. Desuden bliver Finanstilsynet i stand til at overvåge den enkelte reassurandørs risikoeksponering i Danmark, og om reassurandørens sammenbrud vil kunne få betydning for flere forsikringsselskaber, f.eks. i forbindelse med en stormkatastrofe. Tilsyn med finansielle koncerner I forbindelse med sammenbruddene i Hafnia- og Baltica-koncernerne i begyndelsen af 1990'erne og internationalt bl.a. i forbindelse med sammenbruddet i The Bank of Credit and Commerce International, BCCI, høstede tilsynene en række (dyrekøbte) erfaringer om finansielle koncerner, som har udmøntet sig i ændringer i lovgivningen og i tilsynspraksis. De på daværende tidspunkt 2 største forsikringskoncerner i Danmark, Baltica og Hafnia, gennemgik i 1992 alvorlige kriser. For begge koncerner var resultaterne i 1991 påvirket af store strategiske investeringer, der i vidt omfang var lånefinansierede. Disse strategiske investeringer blev i løbet af 1992 en væsentlig årsag til koncernernes kriser. Hafnia havde erhvervet betydelige aktieposter i Baltica og Skandia. Hafnias resultat skyldtes ud over de strategiske investeringer renteudgifterne til finansieringen. I Baltica var det især den fortsatte afmatning på ejendomsmarkedet, der - udover de strategiske investeringer - gjorde sig gældende, idet koncernen havde investeret i og ydet udlån til konjunkturfølsomme anlægsaktiver finansieret ved kortfristede lån. På internationalt plan har der været foretaget adskillige analyser af, hvordan tilsynet med de finansielle virksomheder, som indgår i koncerner, kan styrkes. Danmark har deltaget aktivt i en del af dette arbejde. Det danske Finanstilsyn havde formandskabet i en arbejdsgruppe nedsat under gruppen af centralbankchefer. Arbejdsgruppens anbefalinger har bidraget til videreudviklingen af tilsynsmetoderne. Senest har G-7 landene på møderne i Halifax, Lyons og Denver interesseret sig for, at tilsynet med de finansielle koncerner skal indrettes sådan, at de finansielle koncerner ikke udgør en trussel for det finansielle systems stabilitet. De har især peget på vigtigheden af, at tilsynsmyndighederne i de lande, hvor de internationale finansielle koncerner driver virksomhed, samarbejder løbende, og at der er en klar arbejdsdeling mellem dem - især i tilfælde af at der opstår problemer. Hovedprincippet i den danske lovgivning, som gælder for banker og sparekasser, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, er, at det er den enkelte finansielle virksomhed, som skal opfylde lovgivningens krav. Imidlertid indeholder lovgivningen en række bestemmelser, som har til formål at tage højde for de særlige risici, som opstår, når en finansiel virksomhed indgår i en koncern. Finanstilsynet har udviklet metoder, som anvendes i tilsynet med finansielle virksomheder, som indgår i koncerner. Metoderne anvendes bl.a. i forbindelse med undersøgelser på stedet. Finanstilsynet kan både foretage undersøgelser på stedet i finansielle virksomheder under tilsyn og, i det omfang det er nødvendigt for at kunne vurdere de finansielle virksomheders økonomiske situation, også i de koncernselskaber, som ikke er under tilsyn. Tilsynet fokuserer især på: om koncernens kapital er tilstrækkelig til at dække de risici, som selskaber i koncernen har påtaget sig, om der overføres midler imellem koncernselskaberne via koncerninterne transaktioner, om der er en risiko for, at problemer et andet sted i koncernen breder sig til de finansielle virksomheder, som er under tilsyn, om de finansielle virksomheder, der indgår i koncernen, har en så kompliceret opbygning, at det er vanskeligt for kunderne og for tilsynsmyndighederne at vurdere de økonomiske forhold i de enkelte koncernselskaber og i koncernen som sådan, om ledelsen i den finansielle virksomhed har tilstrækkelig selvstændighed til at opfylde lovgivningens og tilsynets krav, og om de finansielle virksomheder overholder deres tavshedspligt med hensyn til oplysninger om kunder. Lovgivningen og tilsynsmetoderne bliver løbende revurderet i takt med udviklingen i den finansielle sektor. Tilsynet og internationaliseringen De danske finansielle institutters øgede aktivitet og risikopåtagelse i udlandet betyder, at Finanstilsynets opgaver med at overvåge disse risici også øges. Institutternes aktiviteter i udlandet i 1970'erne og 80'erne har vist, hvilke problemer de kan komme ind i, og alle virkninger af disse er endnu ikke forbi - desværre. Den øgede internationale aktivitet for danske finansielle institutter og grænse-overskridende koncerndannelser har skabt et øget behov for internationalt tilsynssamarbejde. Finanstilsynet arbejder aktivt for, at det internationale tilsynssamarbejde kan udvikles. Det sker naturligvis i EU, men også i IOSCO, den internationale børstilsynsorganisation, og i IAIS, den internationale forsikringstilsynsorganisation, bl.a. med praktiske aspekter, nemlig informationsudveksling, som er helt afgørende for, at tilsynsmyndighederne over hele verden kan løfte den tilsynsmæssige opgave. Finanstilsynet har formandskabet i komiteen om informationsudveksling under IAIS og har således en afgørende indflydelse på arbejdet. Det er Finanstilsynets opfattelse, at det internationale tilsynssamarbejde om især det operationelle tilsyn skal styrkes, for at tilsynsmyndighederne - og dermed også Finanstilsynet - kan løse sine opgaver i det næste årtusind. Økonomiministeriets internationale virksomhed Af fhv. kommitteret i internationalt økonomisk-politisk samarbejde Niels Ussing, nationalbankdirektør Jens Thomsen og afdelingschef Henrik Fugmann. Oprettelsen af Det Økonomiske Sekretariat i 1947 faldt i tid stort set sammen med den forstærkelse og fornyelse af det internationale økonomiske samarbejde, der prægede årene efter 1945. Den udbredte accept af behovet for et forstærket internationalt økonomisk samarbejde havde sin baggrund i genopbygningsbehovet efter anden verdenskrig. Enigheden om at styrke det internationale samarbejde på det økonomiske område havde imidlertid også sin rod i ønsket om at undgå en ny alvorlig økonomisk krise som den, der prægede verdensøkonomien i 1930'erne. Der var i efterkrigstiden udbredt enighed om, at man burde stræbe imod, at man fik en friere verdenshandel. Samtidig var der enighed om, at der var behov for regler for ændringer i valutakursrelationerne landene imellem. Initiativerne til økonomisk samarbejde var i denne fase i høj grad bestemt af amerikanske ideer og initiativer. Det internationale økonomiske samarbejde i efterkrigsårene havde fra starten både en europæisk dimension og en global dimension. Danmark var mest direkte påvirket af bestræbelserne på at forstærke det økonomiske samarbejde i Vesteuropa, men selv sagt var det globale samarbejde af stor betydning for det europæiske økonomiske samarbejde. I starten var det globale samarbejde samlet omkring liberalisering af den internationale handel og om et nyt internationalt valutakursregime. Senere kom bestræbelserne for at skabe frihed for kapitaloverførsler over grænserne til at spille en vigtig rolle. Fra et tidligt tidspunkt af efterkrigstiden deltog Økonomiministeriet - dengang Det Økonomiske Sekretariat - i samarbejdet om udformningen af det internationale økono- miske samarbejde, særlig for så vidt angår den økonomiske politik. Derimod har Økonomiministeriet siden 1957 kun mere fra sidelinien været engageret i de internationale forhandlinger om toldsænkninger og om liberalisering af handelspolitikken i vid forstand. I det efterfølgende vil Økonomiministeriets engagement i det internationale økonomiske samarbejde blive behandlet i kronologisk rækkefølge med udgangspunkt i det tidspunkt, hvor Økonomiministeriet (Det Økonomiske Sekretariat) første gang blev engageret i det internationale samarbejde i regi af de enkelte internationale organisationer. OEEC, OECD OEEC (Organisation for European Economic Cooperation) blev oprettet i 1948 som en europæisk samarbejdsorganisation, der havde bestemte opgaver for at sikre, at USA's økonomiske bistand - Marshallhjælpen - til Vesteuropa førte til en åbning af de europæiske landes markeder efter kriseårene i 1930'erne og krigsårenes afspærringstendens. Det Økonomiske Sekretariat havde i 1948 ansvaret for udarbejdelsen af et 4-årigt langtidsprogram om dansk økonomi, som blev afgivet til OEEC Sekretariatet i Paris. Langtidsprogrammet var en forudsætning for modtagelse af Marshallhjælpen. Senere blev der etableret en tradition for, at der i OEEC blev afholdt eksaminationer af den økonomiske udvikling i de enkelte medlemslande for at bidrage til koordination af den økonomiske politik. Også i dette arbejde indtog Det Økonomiske Sekretariat fra starten en central rolle. Dette er fortsat i OECD-regi. Økonomiminister Per Hækkerup (S) underskriver i april 1975 i OECD aftalen om etablering af en finansiel støttefond i OECD-regi. Aftalen var en udløber af den første oliekrise i 1973-74, men trådte aldrig i kraft, da den amerikanske kongres nægtede at ratificere aftalen. Til venstre kommitteret i økonomiministeriet Niels Ussing. 2. november 1947. OEEC havde set i bakspejlet nok sin største rolle i det internationale økonomiske samarbejde i 1950'erne. På amerikansk initiativ blev OEEC i 1961 omdannet til OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development), hvad der indebar, at USA og Canada og siden Japan blev medlemmer af organisationen. I de efterfølgende år er medlemskredsen ved flere lejligheder blevet udvidet, og i dag er Mexico og Sydkorea og flere østeuropæiske lande medlemmer af OECD. OECD afholder årlige ministermøder, hvor Danmark normalt er repræsenteret af udenrigsministeren og økonomiministeren. Derudover deltager nogle af Økonomiministeriets embedsmænd i nogle økonomisk-politiske arbejdsgrupper, der mødes på højt embedsmandsniveau. Departementschefen repræsenterer Økonomiministeriet i Den økonomisk-politiske Komité (EPC), der forbereder de årlige økonomi- og finansministermøder. Økonomiministeriet er også via medlemsskab af den svenske delegation repræsenteret i en arbejdsgruppe af højtstående repræsentanter fra økonomi- og finansministerier og centralbanker, som i sin landesammensætning afviger fra det normale i OECD. Denne gruppe - Working Party 3 - består nemlig kun af repræsentanter fra de 10 største industrilande (G-10) og Schweiz. Gruppen, der blev etableret i begyndelsen af 1960'erne, har fra tid til anden - især afhængig af USA's interesse - spillet en central rolle i internationale økonomiske og finansielle spørgsmål. I disse år drøftes også i denne gruppe med stigende interesse ØMU'ens betydning for USA, Japan og Canada. OECD's rolle i koordinering af international økonomisk politik er aftaget siden 1970'erne, hvor de store industrilande indledte et samarbejde bygget op omkring de årlige verdensøkonomiske topmøder, først med 5 deltagerlande, siden med 7 deltagerlande, da Canada og Italien begyndte at deltage i de tidligere G5-møder. Hertil er kommet det forstærkede økonomisk-politiske samarbejde i EU. I de seneste år har et centralt led i det økonomiske arbejde i OECD været udarbejdelsen af det såkaldte "Job Study", der beskrev medlemslandenes mere eller mindre succesrige politikker med hensyn til jobskabelse og fremkom med en række anbefalinger til medlemslandene om, hvordan OECD fandt, at jobskabelse bedst kunne ske. NATO Danmark har været medlem af NATO fra alliancens grundlæggelse i april 1949. Som noget ret usædvanligt set med Det Økonomiske Sekretariats øjne, var sekretariatet, der på det tidspunkt var et kontor i Finansministeriet, i begyndelsen af 1950'erne engageret i det økonomiske og budgetmæssige samarbejde inden for NATO. Finansminister Thorkil Kristensen deltog i en række NATO-møder sammen med udenrigsministeren og forsvarsministeren. I NATO's opbygningsfase blev der foretaget ret store investeringer i militære anlæg, der i et vist omfang blev finansieret via nogle fælles infrastrukturpuljer. Fordelingen af disse udgifter landene imellem førte til nedsættelse af nogle komitéer, hvor Det Økonomiske Sekretariat (i denne fase ved Finansdepartementets økonomisk-statistiske konsulent) repræsenterede Danmark. Det Økonomiske Sekretariats chef, Erik Ib Schmidt deltog frem til 1960 aktivt i udformningen af de økonomiske og budgetmæssige aspekter af NATO samarbejdet. Nordisk økonomisk samarbejde Økonomiministeriet har ved flere lejligheder været engageret i det nordiske økonomiske samarbejde. Dette var således tilfældet, da de nordiske lande i midten af 1950'erne forhandlede om etablering af en nordisk toldunion. Et initiativ, der strandede på norsk tøven. I slutningen af 1960'erne tog Danmark initiativet til, at man i nordisk sammenhæng overvejede mulighederne for at etablere en nordisk økonomisk union. Dette initiativ - der endte resultatløst - omtales som regel som Nordek-initiativet. Økonomiminister Poul Nyboe Andersen (V) ved Valutafondens (IMF's) og Verdensbankens årsmøde i København i september 1970. Til venstre finansminister Poul Møller (K). Afholdelsen af dette årsmøde var præget af voldsomme demonstrationer og optøjer i de københavnske gader rettet imod Verdensbanken. 2. november 1947. Ansvaret for de politiske beslutninger i tilslutning til Nordek-planerne lå i Udenrigsministeriet. Embedsmænd fra Økonomiministeriet var imidlertid i efteråret 1968 engageret i 2 arbejdsgrupper, der udarbejdede rapporter om problemerne ved at etablere et nært økonomisk-politisk sam- arbejde mellem de nordiske lande, ligesom embedsmænd fra Økonomiministeriet deltog i et arbejdsudvalg, der overvejede problemerne ved at etablere et fælles og frit nordisk kapitalmarked. I 1980'erne blev der gjort et forsøg på at intensivere det nordiske økonomiske samarbejde, der tog form af en nordisk handlingsplan med hovedvægt på nordiske infrastrukturinvesteringer. På dansk side blev dette samarbejde, som embedsmænd fra Økonomiministeriet deltog i, ledet fra Finansministeriet. På svensk initiativ (finansminister Kjell-Olof Feldt) udarbejdede de nordiske finansministre en erklæring om international økonomisk politik, der blev vedtaget på et nordisk finansministermøde i København i marts 1986. Embedsmænd fra Økonomiministeriet havde på dansk side en central rolle i forberedelsen af denne erklæring. Siden Økonomiministeriet i 1971 overtog ansvaret for IMF har embedsmænd fra Økonomiministeriet mere rutinemæssigt deltaget i arbejdet i Det Nordiske Finansielle Udvalg. I dette udvalg søger de nordiske lande at samordne de nordiske landes holdning til de emner, der drøftes i Valutafonden. De nordiske lande (nu sammen med de 3 baltiske lande) har en fælles repræsentation i Valutafondens bestyrelse. Samtlige lande i valgkredsen mødes et par gange om året for at forberede møder i Valutafonden. I 1966 blev der på finsk initiativ etableret et nordisk konjunkturanalyseudvalg. Danmarks delegation i denne gruppe, der nu mødes 2 gange om året, ledes af embedsmænd fra Økonomiministeriet. I begyndelsen af 1990'erne blev økonomi- og finansministrenes drøftelser i høj grad også fokuseret på udviklingen i de baltiske lande, selvfølgelig både af politiske grunde og som følge af de økonomiske relationer, det var naturligt at etablere med lande i nærområderne. Der blev igangsat flere studier af de baltiske landes økonomi i almindelighed og investeringsbehovet i landene i særdeleshed. Efter et udspil fra Den Nordiske Investeringsbank blev der ført intense drøftelser om oprettelse af en Baltisk Investeringsbank med Den Nordiske Investeringsbank som aktiv deltager i en slags holdingselskabskonstruktion. Fra svensk og norsk side vendte man sig imidlertid stærkt mod denne konstruktion, hvilket medførte at forslaget faldt. De baltiske lande, der stærkt havde bakket op om planen om at oprette en baltisk investeringsbank, modtog den manglende nordiske enighed herom med stor harme. Efter langvarige forhandlinger - både mellem de nordiske lande og med de baltiske lande - blev det i stedet for besluttet at lancere et Baltisk Investeringsprogram med det hovedformål at give lån og garantier til investeringsprojekter til små og mellemstore virksomheder i den private sektor i de baltiske lande. Samtidig skulle der gives omfattende teknisk assistance. Både Den Nordiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og Nordisk Projekteksportfond blev operatører af programmet. Investeringsprogrammets første fase udløb i 1995, men der blev samtidig truffet beslutning om at forlænge programmet til udgangen af 1999. EFTA Danmark deltog i frihandelssamarbejdet inden for EFTA (European Free Trade Association) i tiden fra 1960 til udgangen af 1972, hvorefter Danmark sammen med England fra 1. januar 1973 blev medlemmer af EF. EFTA-samarbejdet var primært et handelspolitisk og toldpolitisk samarbejde, og der var derfor ikke tale om et samarbejde, der direkte vedrørte Økonomiministeriets arbejdsområde. Inden for EFTA var der imidlertid etableret en økonomisk komité, hvor man ved et par møder om året udvekslede oplysninger om den økonomiske udvikling i medlemslandene. Møderne fandt sted i Genéve, hvor EFTA havde sit sekretariat. Embedsmænd fra Økonomiministeriet repræsenterede Danmark i denne komité. Den internationale Valutafond Danmark blev medlem af Den internationale Valutafond kort efter afslutningen af anden Verdenskrig. I de første 25 år efter 1945 lå det politiske ansvar for forbindelserne til Valutafonden i Finansministeriet. Siden 1971 har det politiske ansvar for forbindelserne til Valutafonden ligget i Økonomiministeriet. Igennem hele perioden er den løbende forvaltning af Danmarks forbindelse til Valutafonden blevet varetaget af Nationalbanken. Igennem alle disse år har den kongeligt udnævnte direktør for Nationalbanken - nu nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen - været dansk medlem af Valutafondens repræsentantskab. Den omstændighed, at Finansministeriet i de første 25 år efter 1945 havde det politiske ansvar for de danske relationer med Valutafonden, betød dog ikke, at Bruxelles 11/3 1973. Økonomi- og budgetminister Per Hækkerup (S) flankeret af nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer (tv.) og minister for udenrigsøkonomi Ivar Nørgaard (S) (th). Mødet var et led i en serie møder i marts 1973 under kulminationen af den internationale valutakrise, der resulterede i det endelige sammenbrud af fastkurssystemet (Bretton-Woods-systemet). En række EF-lande - herunder Danmark - besluttede at opretholde et modificeret fastkurssystem indbyrdes ("slangen"). 2. november 1947. Økonomiministeriet ikke deltog i de overvejelser, der fulgte af det danske medlemsskab af Valutafonden. Da Danmark efter dannelsen af trekantregeringen i foråret 1957 foretog et træk på Valutafonden på 34 millioner dollar, blev de forudgående forhandlinger på embedsplan ledet af chefen for Det Økonomiske Sekretariat, Erik Ib Schmidt. I Valutafonden er der - ligesom i OECD - en tradition for, at man med jævne mellemrum fører konsultationer med medlemslandene om det enkelte lands økonomiske politik. Repræsentanter for Økonomiministeriet har igennem hele efterkrigstiden spillet en aktiv rolle i forbindelse med disse konsultationer. I begyndelsen af 1970'erne opstod der en alvorlig krise omkring det valutakurssystem baseret på faste men justerbare valutakurser, der var etableret i 1945 (Bretton Woods-systemet). Denne krise kulminerede i marts 1973 dvs. kort efter, at Danmark var blevet medlem af EF. De langvarige og vanskelige forhandlinger om det fremtidige flydende valutakurssystem blev ført dels i Bruxelles, dels i Paris. Efter forslag fra økonomi- og budgetminister Per Hækkerup blev det under et møde i Bruxelles besluttet, at alle de 9 daværende EF-lande skulle deltage i forhandlingerne i Paris om dette vigtige spørgsmål. Økonomiminister Per Hækkerup ledede den danske delegation til disse møder, men ved nogle af møderne var markedsminister Ivar Nørgaard dansk talsmand. Ved 3 lejligheder i 1968-69, i 1978 og i 1991 er der vedtaget ændringer eller tilføjelser til den oprindelige Valutafond-overenskomst. I 1968 var der tale om en udbygning af den eksisterende traktat, mens der i 1978 var tale om en omskrivning af traktaten, der indebar, at et flydende valutakurssystem afløste 1945-systemet med faste, men justerbare kurser. Danmark deltog kun i ret begrænset omfang i de forhandlinger, der førte frem til overenskomstudbygningen i 1968. Denne banede vejen for udstedelsen af de såkaldte Specielle Trækningsrettigheder (SDR). Ændringen i 1991 drejede sig om muligheden for at suspendere et medlemslands stemmeret i fonden. Medlemskabet af EF bidrog til, at Danmark deltog på en mere direkte måde i de forhandlinger, der førte frem til vedtagelsen af den reviderede Valutafondsoverenskomst i 1978. Som nævnt ovenfor udgør de nordiske lande - nu sammen med de baltiske lande - en valggruppe i relation til Valutafondens bestyrelse. Der er en tradition for, at en økonomisk minister (eller en centralbankdirektør) fra et af de nordiske lande afgiver et fælles indlæg på de nordiske landes vegne ved Valutafondens årsmøde. Økonomiminister Marianne Jelved holdt i 1995 årsmødetalen på vegne af de nordiske og baltiske lande. Valutafonden og Verdensbanken holdt i september 1970 deres årsmøde i København. Finansminister Poul Møller var fra dansk side vært for de mange udenlandske delegerede. Selv sagt deltog økonomiminister Poul Nyboe Andersen i den danske delegation. EF (EU) har siden 1970'erne skabt en tradition for, at en økonomi- eller finansminister fra det land, der på det givne tidspunkt har formandskabet i EF, afgiver et indlæg på Fællesskabets vegne. Ved Valutafondens årsmøde i Toronto i 1982 afgav økonomiminister Ivar Nørgaard et fælles indlæg på Fællesskabets vegne. 1980'erne var præget af gældskrisen i udviklingslandene og fondens udlånsvirksomhed igennem de sidste 15-20 år har været koncentreret omkring disse lande. Valutafonden i de seneste år Sent i 1994 udviklede sig en krise omkring den mexicanske peso, som i januar 1995 førte til etableringen af den hidtil største finansielle hjælpeaktion under ledelse af Valutafonden efter stærkt pres fra amerikansk side. Under de kortvarige, men hektiske forhandlinger i Valutafondens bestyrelse om størrelse og betingelserne for denne hjælpeaktion oplevede man i Europa en relativ sjælden ting: Det lykkedes nemlig i høj grad at skabe en fælles europæisk holdning til en Valutafond-operation, der klart havde implikationer for det globale finansielle samarbejde. Der var her tale om nogle interessante aftener i Økonomiministeriet og Danmarks Nationalbank med intensive telefon-drøftelser med europæiske kolleger. I Den Internationale Valutafond (IMF) har Økonomiministeriet sammen med Nationalbanken som led i det nordisk-baltiske valggruppesamarbejde deltaget i de seneste års drøftelser dels om beløbet for en forøgelse af Valutafondens midler (11. kvoteforhøjelse), dels om behovet for ny udstedelse af fondens valutareserveaktiv, SDR (Special Drawing Rights). I sådanne spørgsmål sker der ingen effektiv koordination blandt EU-landene. På Valutafondens årsmøde i Hong Kong i september 1997 opnåedes langt om længe enighed mellem samtlige fondens 181 medlemslande om de to nævnte spørgsmål. Tidligere i 1996-97 blev man i Verdensbanken og Valutafonden enige om et initiativ til lettelse af de fattigste og mest gældstyngede udviklingslandes gæld (det såkaldte HIPC-initiativ). Økonomiministeriets aktivitet i relation til Valutafonden vil i toårsperioden 1997-99 blive større end sædvanligt, da økonomiministeren i denne periode skal repræsentere de nordisk-baltiske lande i Valutafondens Interimskomité, der mødes to gange om året. Denne komité består af økonomi- og finansministre eller centralbankchefer og fastlægger retningslinjer for bl.a. fondens politik på de centrale områder. Økonomiministeriets rolle i den danske valutakurspolitik frem til 1972 Bortset fra årene under anden verdenskrig var det afgørende spørgsmål i dansk valutakurspolitik i årene fra 1926-72 kursrelationen mellem sterling og kronen. Sterling blev i 1949 nedskrevet med 40 pct. over for dollaren. Fra dansk side besluttede man sig til at fastholde den gældende sterlingkurs, således at kronen lige som sterling blev nedskrevet med 40 pct. over for dollaren. Tidligt i 1960'erne opstod der uro omkring kursrelationerne mellem sterling og dollars. Da Danmarks samhandel med England havde fået aftagende betydning i løbet af efterkrigsårene, opstod der i Danmark en diskussion om, hvorvidt man fremover automatisk skulle fastholde den i august 1945 fastsatte sterlingskurs over for kronen. Den tilbagevendende uro omkring sterling i 1960'erne, førte til, at man uformelt i Økonomiministeriets regi etablerede en såkaldt valutagruppe. Denne arbejdsgruppe havde i årene fra 1965 til 1988 departementschef Kurt Hansen som formand. I gruppens arbejde deltog et medlem af Nationalbankens direktion samt embedsmænd på højt niveau fra Finansministeriet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Indu- striministeriet og i denne periode Landbrugsministeriet. Efter departementschef Kurt Hansens død i 1988 blev formandskabet overtaget af departementschef Jens Thomsen, der i 1995 blev direktør i Nationalbanken, hvorefter departementschef Michael Dithmer blev formand for valutagruppen. I november 1967 besluttede den engelske regering at nedskrive kursen for sterling over for dollars med knap 15 pct. Den danske beslutningsproces, der havde et kompliceret forløb, blev ledet af statsminister Jens Otto Krag. Regeringens overvejelser endte med, at man besluttede, at kronen skulle nedskrives overfor dollaren svarende til ca. halvdelen af devalueringen af sterling. De økonomisk-politiske ledsageforanstaltninger til denne beslutning gav som bekendt anledning til stor politisk uro. Uroen mundede ud i et folketingsvalg i januar 1968 og et regeringsskifte. Begivenhederne i november-december 1967 bidrog til, at valutakursændringer i de næste 15-20 år tildrog sig stor politisk interesse, således at beslutninger om ændringer i kronens kurs blev anset for vigtige regeringsanliggender, der krævede, at både statsministeren og de centrale økonomiske ministre deltog i beslutningsprocessen. Alle beslutninger om ændringer i kronens kurs skete efter en nær konsultation med Nationalbankens direktion. EF/EU-samarbejdet Økonomiministeriets embedsmænd deltog ikke i det centrale forhandlingsudvalg (under ledelse af embedsmænd fra Udenrigsministeriet), der havde ansvaret for de langvarige optagelsesforhandlinger, der gik forud for Danmarks underskrivelse af Rom-traktaten i begyndelsen af 1972. Derimod deltog embedsmænd fra Økonomiministeriet sammen med kollegaer fra en række andre ministerier i udarbejdelsen af "de gule bøger", der rummede oplysninger om EF-samarbejdet samt på nogle områder vurderinger af de økonomiske konsekvenser af Danmarks medlemskab af EF, som Udenrigsministeriet udsendte i årene omkring 1970. Efter afholdelsen af folkeafstemningen den 2. oktober 1972 blev Danmark medlem af EF med virkning fra 1. januar 1973. I begrænset omfang deltog embedsmænd fra Økonomiministeriet allerede fra foråret 1972 på linie med embedsmænd fra England, Irland og Norge som observatører i ekspertkomitéer inden for EF på det økonomisk-politiske område. Økonomiministeriets deltagelse i EU-samarbejdet På embedsmandsniveau er især Den Monetære Komité af væsentlig betydning. Komiteen har en central forberedende rolle for ECOFIN på de økonomisk-monetære områder. Den er en af de få komiteer, hvis oprettelse er hjemlet i traktaten. Den har en rolle på linje med Coreper - de faste repræsentanters komité. I Den Monetære Komité har Økonomiministeriet det ene medlem og en stedfortræder, mens de to andre kommer fra Nationalbanken. Den Monetære Komités medlemmer deltager i en lang række andre internationale møder om økonomiske og valutariske spørgsmål, hvilket styrker komitéens rolle. På den hjemlige front har alle møder i Den Monetære Komité systematisk været drøftet i specialudvalget for økonomisk politik, hvor formandskabet varetages af Økonomiministeriet. Specialudvalget for økonomisk politik mødes hyppigt på grund af Den Monetære Komités omfattende mødeaktivitet. I specialudvalgets møder deltager repræsentanter for Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Nationalbanken og Erhvervsministeriet m.fl. Økonomiministeriet har på flere andre områder end de foran omtalte deltaget aktivt i EF/EU-samarbejdet. Sammen med repræsentanter fra Finansministeriet og Nationalbanken har Økonomiministeriet siden 1973 deltaget i arbejdet i den økonomisk-politiske komité (EPC). Denne komité har over årene skrevet papirer og rapporter om en række forskellige emner med tilknytning til det økonomisk-politiske samarbejde inden for EF/EU. Ved siden af de her omtalte komitéer har Økonomiministeriet også været repræsenteret i andre komitéer og arbejdsudvalg, hvoraf nogle har været midlertidige. Økonomiministeriet har siden Danmarks medlemskab af EF i 1973 delt en attache stilling ved EU-repræsentationen i Bruxelles med Nationalbanken. Attacheen har varetaget de fleste opgaver i forbindelse med Rådets arbejdsgrupper. ECOFIN-Rådet under de danske formandskaber Efter Danmarks optagelse som medlem af EF har skiftende økonomiministre deltaget i møderne af økonomi- og finansministrene (ECOFIN-Rådet). I princippet holder ECOFIN-Rådet møder én gang om måneden. Som bekendt skifter formandskabet i EF hvert halve år. Da man ved rotationen i formandskabet fulgte alfabetet, kom Danmark allerede i 2. halvår 1973 til at besætte formandsposten i EF-ministerrådene. Skiftende danske økonomiministre har i 5 halvårsperioder beklædt formandsposten i ECOFIN-Rådet. 2. halvår 1973 Økonomiminister Per Hækkerup var den første økonomiminister, der blev formand for ECOFIN-Rådet. Arbejdet på det øko- nomisk-politiske område var i dette halvår præget af et oplæg til etablering af en økonomisk og monetær union inden for EF, der havde sin rod i Werner-rapporten fra 1970. Arbejdet med vedtagelsen af flere tekster til forordninger med økonomisk-politisk indhold prægede derfor arbejdet i det første danske ECOFIN-formandskab. Den endelige vedtagelse af de udarbejdede tekster med retningslinier for det fremtidige økonomisk-politiske samarbejde inden for EF blev først truffet under det tyske formandskab i 1. halvår 1974. Blandt andet på grund af energiprisstigningerne i vinteren 1973-74 opgav man den aftalte tidsplan for etablering af en økonomisk og monetær union. De vedtagne 1974-tekster om det økonomisk-politiske samarbejde blev erstattet af nogle reviderede tekster i begyndelsen af 1990'erne, der blev udarbejdet som forberedelse til det ØMU-samarbejde, hvis tredje fase skal træde i kraft 1. januar 1999. 1. halvår 1978 På det økonomisk-politiske område var man i tiden omkring 1978 både på europæisk og på globalt plan optaget af en økonomisk afmatning, der gjorde sig gældende i Tyskland. På det valutariske område huskes det danske ECOFIN-formandskab i 1978 bedst for, at den tyske forbundskansler Helmut Schmidt og den franske præsident Valéry Giscard d'Estaing ved en middag på Marienborg under Det Europæiske Råds møde i København i april løftede sløret for et forslag til en nyordning af det europæiske valutasamarbejde. Forhandlingerne om det tysk-franske forslag kom både på ministerniveau og mellem EF-centralbankerne helt overvejende til at foregå under det tyske EF-formandskab i 2. halvår 1978. Den formelle vedtagelse af reglerne for det da nye EMS-samarbejde blev truffet ved et ECOFIN-møde i Bruxelles i december 1978. EMS-samarbejdet trådte i kraft i marts 1979. 2. halvår 1982 I 1980 havde man på italiensk initiativ genoptaget en skik, hvorefter der i hvert formandshalvår blev afholdt et såkaldt uformelt ECOFIN-møde på et sted i formandslandet. Ud fra denne tradition var økonomiminister Ivar Nørgaard i slutningen af august 1982 vært for sine ministerkollegaer og centralbankcheferne for EF-centralbankerne ved et møde, der blev afholdt i Hornbæk. Mødet i Hornbæk blev bl.a. anvendt til at drøfte fælles EF-standpunkter forud for et årsmøde i Valutafonden, der blev afholdt i Toronto i begyndelsen af september 1982. Frankrig havde lige siden overgangen i 1973 til et valutakurssystem baseret på flydende valutakurser ønsket, at man fandt veje til at gøre det flydende valutakurssystem noget mindre flydende. Præsident Mitterand foreslog ved et verdensøkonomisk topmøde i Versailles i juni 1982, at man undersøgte mulighederne for, at der mellem USA, Canada, Japan og EF-landene kunne etableres et valutarisk samarbejde baseret på gensidige interventioner på valutamarkederne. Efter fransk forslag blev det besluttet, at formandslandet i EF og EF-kommissionen skulle deltage i det aftalte udredningssamarbejde. Med dette udgangspunkt ledede økonomiminister Ivar Nørgaard sammen med den amerikanske finansminister Donald Regan et møde om de franske planer under IMF-årsmødet i Toronto. Da den daværende amerikanske administration grundlæggende var meget forbeholden over for de franske tanker, viste det sig ved arbejdets afslutning i begyndelsen af 1983, at det franske ini- tiativ stort set løb ud i sandet. 2. halvår 1987 I september 1987 var finansminister Palle Simonsen vært for et uformelt ECOFIN- møde, der blev afholdt i Nyborg. Økonomiminister Knud Enggaard, der få dage 26/4 1982. Økonomiminister Ivar Nørgaard (S) i samtale med den daværende franske finansminister (og senere præsident for EU-Kommissionen) Jacques Delors. 2. november 1947. forinden var tiltrådt som økonomiminister, deltog også i mødet. Forud for mødet i Nyborg havde der på centralbankplan suppleret med drøftelser i EF's Monetære Komite været ført forhandlinger om en styrkelse af det europæiske valutakursamarbejde (EMS-samarbejdet). Man enedes først på centralbankplan og siden på det uformelle ECOFIN-møde i Nyborg om nogle ændringer i de aftalte regler fra 1978. Det drejede sig om en styrkelse af mulighederne for at foretage interventioner inden for de maksimale udsvingsmarginer, ligesom man enedes om at styrke samarbejdet med hensyn til de korte rentesatser. Den aftale, som økonomi- og finansministrene godkendte ved mødet på Fyn omtales som oftest som Basel-Nyborg-aftalen. Ser man udviklingen i årene frem til 1987 i et bredere perspektiv, end det, der følger af omtalen af de 4 danske EU-formandskaber i perioden 1973-87, var udviklingen i 1970'erne i høj grad præget af de 2 perioder med stærke energiprisstigninger, 1973-74 og igen i 1979. I kølvandet på de stærke energiprisstigninger i vinteren 1973-74 blev der for at imødegå de store betalingsbalanceforskydninger, der fulgte med bytteforholdsændringerne, i Valutafondens regi etableret en ny udlånsfacilitet, der fik betegnelsen en oliefacilitet. ECOFIN-Rådet besluttede i 1975 efter et lignende mønster, at der i EF-regi skulle etableres en fælles låneordning, hvorefter EF kunne optage lån på de internationale kapitalmarkeder med garanti fra EF's medlemslande. De optagne lån blev med tilknyttede økonomisk-politiske betingelser genudlånt til medlemslande, der i den givne situation havde vanskeligt ved at optage lån på de internationale kapitalmarkeder på rimelige vilkår. Flere EF-lande havde alvorlige betalings- balancevanskeligheder i årene efter 1973. Dette var ikke mindst tilfældet for England og Italien. Italien optog kreditter fra Valutafonden, samtidig med, at landet i langt større udstrækning end England optog kreditter, der var en del af EF-systemet. Den nye EF-lånefacilitet blev således i årene 1976 og 1977 ved 2 lejligheder anvendt ved udlån til Italien på i alt 1,5 mia. dollar. Også Irland optog i 1976 et lån på 300 mio. dollar via fælleslåneordningen. Efter nye kraftige energiprisstigninger i 1979 blev beløbsrammen for ydelse af EF-fælleslån udvidet. I 1980'erne blev den udvidede låneramme anvendt i forbindelse med ydelse af et lån til Frankrig på 4 mia. ECU i 1983. Denne låneoperation blev aftalt kort efter, at den franske franc inden for rammerne af det europæiske valutasamarbejde var blevet nedskrevet over for DM i marts 1983. I 1985 blev der inden for rammerne af fælleslåneordningen ydet Grækenland et lån på 1,75 mia. ECU. I 1993 fik også Italien et lån under det, der nu hedder den mellemfristede finansieringsordning. I tiden efter 1975 beskæftigede ECOFIN-Rådet sig ved flere lejligheder med fastsættelsen af værdien og sammensætningen af den fælles europæiske regningsenhed, som blev omdefineret efterhånden, som antallet af medlemslande voksede. Skønt man ikke i 1970'erne, jf. ovenfor havde en fast tradition for afholdelse af uformelle ECOFIN-møder, fandt der i årene mellem 1973 og 1979 ved 2 lejligheder sådanne møder sted. Under indtryk af stigningen i arbejdsløsheden i Europa efter energiprisstigningen i 1973-74 blev der i august 1975 på initiativ af det italienske EF-formandskab i august 1975 holdt et uformelt ECOFIN-møde i Venedig. Ved dette møde diskuterede økonomi- og finansministrene mulighederne af den koordinerede indsats med henblik på at stimulere efterspørgslen inden for EF-området. Et flertal af de deltagende lande erklærede sig parat til at føre en mere ekspansiv økonomisk politik. Danmark var ved dette møde repræsenteret af økonomiminister Per Hækkerup. I foråret 1974 blev der i Zeist i Holland under hollandsk forsæde holdt et uformelt ECOFIN-møde, hvor man drøftede EF-landenes holdning til guldets rolle i det fremtidige internationale valutasystem. Den danske regering var ved dette møde repræsenteret af økonomiminister Poul Nyboe Andersen. 1. halvår 1993 Formandskabet i 1. halvdel af 1993 var præget af, at den anden folkeafstemning om Maastricht-traktaten fandt sted den 18. maj 1993. På det uformelle ECOFIN-møde i Kolding, der blev ledet af økonomimini- ster Marianne Jelved, diskuteredes to redegørelser fra Den Monetære Komité og centralbankchef-komitéen. De to rapporter reflekterede en situation, hvor man regnede med, at de sidste jordrystelser efter jordskælvet i september 92 - sterlings og lirens udtræden af EMS - havde fundet sted. Knap tre måneder senere kom det afsluttende jordskælv - EMS-sammenbruddet. Formandskabet var i øvrigt præget af en betydelig indsats for at bringe beskæftigelsen ind på EU-dagsordenen. Den økonomiske udvikling var præget af lav vækst og øget arbejdsløshed. På dansk foranledning udarbejdedes redegørelser for, hvad de enkelte lande gjorde for at styrke beskæftigelsen. Valutasamarbejdet i EF/EU Inden for EF traf man i 1. halvår 1972 beslutning om at indgå en europæisk 5/4 1993. Økonomiminister Marianne Jelved (R) var formand for EU's Råd af økonomi- og finansministre (ECOFIN) i første halvår 1993. Her sammen med daværende generalsekretær for Rådssekretariatet, ambassadør Niels Ersbøll. 2. november 1947. valutaoverenskomst. Efter EF-folkeafstemningen den 2. oktober 1972 trådte Danmark varigt ind i det nye samarbejde, mens England frem til 1990 holdt sig uden for det europæiske valutakurssamarbejde. Fra efteråret 1972 blev den afgørende kurs- relation for den danske krone derefter kursforholdet over for D-mark og ikke sterling. 1974-79 I årene 1974-79 var der megen uro omkring det europæiske valutasamarbejde, der i størstedelen af denne periode blev videreført af Tyskland, de 3 Beneluxlande og Danmark. Samarbejdet inden for denne begrænsede landekreds blev normalt betegnet som "slangesamarbejdet". Økonomiministeriet deltog sammen med Nationalbanken aktivt i slangesamarbejdet. Ministermøderne inden for slangesamarbejdet fandt ofte sted i et af medlemslandene. Økonomiminister Poul Nyboe Andersen var således vært for et ministermøde inden for slangesamarbejdet, der fandt sted på Marienborg i april 1974. Den svenske krone var associeret til slangesamarbejdet fra 1973 til 1977, og den norske krone var på tilsvarende måde associeret til valutasamarbejdet fra 1973 frem til slutningen af 1978. I februar 1978 ledede økonomiminister Per Hækkerup et slangeministermøde i København. Ved dette møde, der var indkaldt på norsk initiativ, enedes man om, at den norske krone skulle nedskrives med 8 pct. overfor de øvrige slangevalutaer. 1979-87 EMS-samarbejdet trådte i kraft i marts 1979. Fra starten deltog 8 af de daværende 9 EF-lande i valutakurssamarbejdet - kun England holdt sig uden for valutakurs- samarbejdet frem til 1990. Ifølge de bagvedliggende aftaler kan ændringer i valutakursrelationerne mellem deltagerne i valutakurssamarbejdet kun ske efter aftale mellem deltagernes økonomi- og finans- ministre. I årene 1979-1987 skete der gentagne justeringer af de indbyrdes valutakursrelationer inden for EMS-samarbejdet. Danmark gik fra 1982 over til en fastkurspolitik indenfor EMS'en, som bl.a. Økonomiministeriets Anders Andersen var en klar eksponent for. Kursjusteringsmøderne mellem økonomi- og finansministrene og centralbankchefer bliver normalt forberedt ved møder i EF's Monetære Komité. Disse møder på mini- sterplan er blevet ledet af økonomi- og finansministeren fra det land, der på det givne tidspunkt har formandsposten inden for EF. I de halvår, hvor Danmark i 1980'erne havde formandsposten, fandt der ikke nogen valutakursjusteringer sted. 1987-93 Perioden 1987-1993 var EMS-samarbejdets stabilitetsperiode. Valutasamarbejdet blev udvidet med Spanien, Storbritannien og Portugal. Samtidig lod Sverige, Norge og Finland ensidigt deres valutaer knytte til ECU'en. I 1992 fik man en svag dollar, kraftige forskydninger i konkurrenceevnen og en akkumulering af de foregående års stærkt divergerende økonomiske udvikling i Europa, hvor Tyskland opretholdt et højt renteniveau for at dæmpe konjunkturen efter den kraftige finanspolitiske ekspansion efter genforeningen. Fra sommeren 1992 viste det sig umuligt at opretholde valutakurssamarbejdet, først kom sterling og lire under pres og måtte forlade valutakurssamarbejdet i september 1992. De iberiske valutaer blev devalueret flere gange, og de nordiske valutaer måtte opgive den faste tilknytning til ECU'en. Efter sterlings og lirens udtræden kom også den danske krone og den franske franc under pres, første gang omkring den franske folkeafstemning om Maastricht-traktaten i september 1992. Sporadiske angreb mod EMS-valutaerne fortsatte de følgende måneder, herunder et kraftigt spekulativt angreb mod kronen lige efter den nye regering tiltrådte i januar 1993. Roen sænkede sig dog i løbet af forårsmånederne 1993. I juli 1993 fremkom ny diskussion mellem Tyskland og Frankrig om rentepolitikken, og interventionerne steg til hidtil usete beløb. På de langvarige møder først i Den Monetære Komité og siden mellem ministre og centralbankchefer måtte man opgive at fortsætte EMS i den form, den havde haft i de foregående 15 år. EMS'en kunne ikke holde til, at konjunkturerne i Frankrig og Tyskland afveg så meget fra hinanden. Udsvingsgrænserne i EMS blev hævet til 15 pct., og danske forsøg på at få gennemført et snævrere bånd fandt ikke støtte. 1994-97 Den 1. januar 1995 blev Finland, Sverige og Østrig optaget som medlemmer af EU. Hurtigt herefter - nemlig den 9. januar - blev Østrig medlem af valutakursmekanismen (ERM) i EMS-samarbejdet. Efter stor stabilitet i 1994, især for kernevalutaerne i EMS, førte peso-krisen og det bratte fald i den amerikanske dollar startende i december 1994 til nye spændinger på de europæiske valutamarkeder i de første måneder af 1995. Valutauroen i Europa kulminerede i marts måned med betydelige fald i det engelske pund, den svenske krone og italienske lire. Den 6. marts skete der en devaluering af spanske pesetas og portugiske escudos inden for EMS' brede bånd - den første og hidtil eneste kursjustering efter de brede bånd blev etableret inden for EMS i august 1993. Som normalt forberedte EU's Monetære Komité disse kursjusteringer for Rådet af økonomi- og finansministre. Både ud fra et generelt ønske om øget 24/1 1991. Økonomiminister Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterer Økonomiministeriets anden rapport om "Økonomisk og Monetær Union". 2. november 1947. valutakursstabilitet og for at opfylde valutakurskriteriet for deltagelse i ØMU'ens tredje fase blev den finske mark og den italienske lire optaget i EMS' valutakursmekanisme, ERM, i hhv. oktober og november 1996. Som normalt fandt dette sted ved weekend møder i Den Monetære Komité. Maastricht-traktaten og Den Økonomiske og Monetære Union Det var imidlertid mere end noget andet den økonomiske og monetære union, der bragte ECOFIN i fokus. Delors- komiteens rapport om en Økonomisk og Monetær Union i Det Europæiske Fællesskab fremkom i foråret 1989. I slutningen af 1990 startede så regeringskonferencen om økonomisk og monetær union, den første regeringskonference, der blev gennemført af repræsentanter for de økonomiske ministerier, hvor det ellers er diplomater, der sidder ved bordet. Økonomiminister Anders Fogh Rasmussen var dansk deltager i regeringskonferencen og departementschef Jens Thomsen hans personlige repræsentant. Økonomiministeren og udenrigsministeren underskrev Maastricht-traktaten den 7. februar 1992. Under forhandlingerne var det de danske deltageres forventning, at Danmark ville blive blandt de lande, der ville deltage fra begyndelsen, uanset at der skulle afholdes en folkeafstemning før dansk deltagelse i tredje fase. Danmark og Storbritannien havde i to protokoller til Traktaten forbeholdt sig retten til at undlade at deltage i tredje fase af ØMU. ØMU var kun i begrænset omfang emne ved folkeafstemningerne i 1992 og 1993, men ved Edinburgh-aftalen kom ØMU til at indgå som ét af de fire forbehold. I perioden 1991-92 var daværende kommitteret Henrik Fugmann formand for Den Monetære Komité's stedfortrædere. Fra Det Europæiske Råds møde i Maastricht blev økonomiministeren også deltager i Det Europæiske Råds ordinære møder. Først fastholdt man, at ministeren måtte dele de to stole i mødelokalet med stats- og udenrigsministeren. Senere kom der en tredje stol ind i mødelokalet. Økonomiministeriet havde siden begyndelsen af 1980'erne deltaget på embedsmandsplan i delegationen til Det Europæiske Råds møder. Fra 1993 fik ECOFIN travlt med at gennemføre en række retsakter omkring ØMU. Først vedtoges bestemmelser, der udmøn- tede reglerne om forbud bl.a. mod monetær finansiering og vedrørende uforholdsmæssigt store budgetunderskud. Vejen mod tredje fase af ØMU På sit møde i Cannes i juni 1995 besluttede Det Europæiske Råd at anmode ECOFIN-Rådet om - i samarbejde med Kommissionen og EMI (European Monetary Institute) - at udarbejde et scenario for overgangen til den fælles valuta. Arbejdet med et sådant overgangsscenario vejede tungt på dagsorden i EMI, Den Monetære Komité og ECOFIN i det næste halve år. Samtidig drøftedes en ændring af navnet på den fælles valuta fra ECU (som angivet i Maastricht-traktaten) til euro - efter ønske fra tysk side. Ligeledes indledtes drøftelser om, hvordan EU-landene kunne sikre fortsat budgetdisciplin også efter, at tredje fase af ØMU'en var startet. Dette skyldtes et forslag fra finansminister Theo Waigel om en "Stabilitetspagt". Især efter dansk ønske påbegyndtes derudover overvejelser om fortsættelse af et valutakursarrangement mellem deltagerne i den fælles valuta og de lande, der ville komme til at stå uden for denne. I november 1995 blev ECOFIN enig om et overgangsscenario. Dette fastlagde bl.a. starttidspunktet for tredje fase til 1. januar 1999 og rummede derudover en tidsplan for de mange beslutninger, der skal træffes i denne forbindelse samt de omtrentlige tidspunkter for den fysiske introduktion af den fælles valuta. Der blev også opnået enighed om navne-skiftet til euro for den fælles valuta. Endvidere at der måtte udarbejdes regler til sikring af fortsat budgetdisciplin i tredje fase. Og endelig at det fremtidige forhold mellem euro-landene og de lande, der står udenfor, måtte defineres inden overgangen til tredje fase, bl.a. for at sikre monetær stabilitet inden for det indre marked. Denne rapport fra ECOFIN var i høj grad baseret på og i overensstemmelse med en rapport om samme emner fra EMI. Det Europæiske Råd i Madrid i december 1995 vedtog ovenstående. 27/1 1997. Økonomiminister Marianne Jelved (R) i drøftelse med den hollandske formand for EU's Råd af økonomi- og finansministre (ECOFIN), Gerrit Zalm, i januar 1997. Til højre for Marianne Jelved departementschef Michael Dithmer. Til venstre for Zalm den danske EU-ambassadør Poul Skytte-Christoffersen. 2. november 1947. Selvom regeringen allerede i november 1992 havde meddelt sine EU-partnere, at Danmark ikke vil deltage i ØMU'ens tredje fase, så deltager Danmark fuldt ud i arbejdet i ØMU'ens (nuværende) anden fase, hvilket også indebærer deltagelse i en stor del af det forberedende arbejde til tredje fase. I 1996-97 accelerede det videre arbejde med de emner, der var blevet udstukket i Madrid. Rejse- og mødeaktiviteten for Økonomiministeriets embedsmænd udviklede en tilsvarende intensitet. I december 1996 blev der i ECOFIN opnået enighed om, hvorledes budgetdisciplin kan sikres også efter starten af tredje fase af ØMU. Det skete i form af den såkaldte stabilitets- og vækstpagt. Der blev samtidig opnået enighed om EMS' afløser, den nye valutakursmekanisme, ERM2, som træder i kraft samtidig med starten af tredje fase. Ønsket om en sådan ny valutakursmekanisme mellem euro-landene, og de, der står udenfor, var som nævnt primært fremført af økonomiminister Marianne Jelved. Støtten til denne tanke var i 1994-95 ikke overvældende. Der er imidlertid ingen tvivl om, at valutauroen i Europa i de første måneder af 1995 gjorde, at både Tyskland og Frankrig kom til at se fordelen ved et sådant arrangement. Det Europæiske Råd i Dublin i december 1996 tilsluttede sig den enighed, der var opnået i ECOFIN. Efter det uventet udskrevne valg til Nationalforsamlingen i Frankrig i maj/juni 1997, hvor socialistpartiet overraskende - vist også for partiet selv - kom til magten, opstod der midlertidig tvivl om Frankrigs holdning til stabilitets- og vækstpagten. Enigheden fra Dublin blev dog fastholdt og bekræftet ved Det Europæiske Rådsmøde i Amsterdam i juni 1997 suppleret med en resolution om vækst og beskæftigelse. Det økonomisk-politiske samarbejde i EU Valutakriserne i EMS i 1992 og 1993 og den fornyede valutauro i begyndelsen af 1995 har bidraget til en yderligere villighed blandt EU-landene til at samles i højere enighed om fælles økonomisk-politiske målsætninger og dermed et forstærket samarbejde omkring den økonomiske politik. Dette skyldes ikke mindst frygten for, at det indre marked kunne risikere at blive brudt op mellem lande med stabile og lande med ustabile valutaer. Dertil kom i løbet af 1995-97 den stigende sikkerhed for, at ØMU'ens tredje fase rent faktisk ville blive til noget. Udover den centrale enighed om bl.a. stabilitets- og vækstpagten som beskrevet ovenfor har styrkelsen af samarbejdet givet sig udtryk i, at den finanspolitiske konsolidering - som efter 1980'ernes og første halvdel af 1990'ernes udvikling med stigende offentlig gæld og underskud under alle omstændigheder var nødvendig - er blevet klart forstærket. Denne udvikling har således ført til, at mens det i 1994 kun var Luxembourg og Irland, der ikke havde et sådant underskud, så er der i år 1997 fem lande, der er taget af listen af lande med for store underskud. Danmark blev af ECOFIN taget af listen i juni 1996. Det styrkede samarbejde er også kommet til udtryk i arbejdet i Den Monetære Komité og ECOFIN med de overordnede retningslinier for de økonomiske politikker, der udarbejdes en gang om året. Blandt andet har der vist sig øget villighed til at omtale problemer i de enkelte EU-lande i disse retningslinier. Som led i samarbejdet udarbejder alle medlemslande konvergensprogrammer. Drøftelserne af disse programmer i Den Monetære Komité og ECOFIN er også blevet stadigt mere direkte i deres spørgsmål til og eventuel tvivl om programmernes realisme. I Danmark koordineres udarbejdelsen af det danske konvergensprogram af Økonomiministeriet. Siden Det Europæiske Råds møde i Essen i december 1994 er det økonomisk-politiske samarbejde blevet klart udvidet på beskæftigelsesområdet. Startende i 1995 førte dette til, at hvert medlemsland har udarbejdet et nationalt beskæftigelsesprogram. I Danmark sker det i et samarbejde primært mellem Økonomiministeriet og Arbejdsministeriet. På ECOFIN-siden forberedes en fælles beskæftigelsesrapport primært af Den Økonomisk-Politiske Komité (EPC), hvori Økonomiministeriet deltager sammen med Finansministeriet, Nationalbanken. Arbejdsministeriet deltager også i møderne. På arbejdsministersiden forberedes arbejdet i Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedskomiteen, hvor Arbejdsministeriet og Økonomiministeriet deltager. I forbindelse med regeringskonferencen om Amsterdam-traktaten var en af regeringens hovedprioriteter at få styrket traktaten på beskæftigelsesområdet. Regeringens tekst- forslag til et nyt beskæftigelsesafsnit, som blev fremlagt på regeringskonferencen, blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, hvor Økonomiministeriet havde formandskab og sekretariat. Herudover deltog bl.a. Arbejdsministeriet, Statsministeriet, Finansministeriet og Udenrigsministeriet. Den endelige tekst i Amsterdam-traktaten på dette område afspejler i høj grad det danske forslag. Andre økonomisk-politiske emner i EU Økonomiministeriet har også på andre områder aktivt deltaget i EU-samarbejdet. I begyndelsen af 1960'erne havde EF vedtaget et par kapitalliberaliseringsdirektiver, som adskillige lande opretholdt undtagelser for. Det indre marked gjorde en fuldstændig liberalisering ønskværdig, hvilket blev vedtaget i juni 1988. Det skabte vanskeligheder for Danmark, idet man ønskede fortsat at hindre udlændinges adgang til køb af sommerhuse. I henhold til fjerde kapitalliberaliseringsdirektiv kan Danmark opretholde sine bestemmelser om erhvervelse af sommerhuse. Denne undtagelse krævede en del forarbejde, herunder trusler om veto samt et besøg hos Kommissionens formand, Jacques Delors, af den i juni 1988 netop udnævnte økonomiminister og udenrigsministeren. Denne undtagelse indgik senere som en protokol i Maastricht-traktaten. ECOFIN fik efter vedtagelsen af fællesakten i 1986 en styrket rolle, hvori indgik en større produktion af retsakter på det finansielle område og afgiftsområdet. Vigtige vedtagelser var 2. bankharmoniseringsdirektiv som gennemførte hjemlandskontrol og gennemførelsen af Rom-traktatens art. 7A, hvorefter afgiftskontrollen afskaffedes mellem EF-landene. Især det sidste var ikke en umiddelbar dansk hjertesag, da Danmark på en lang række områder havde de højeste afgifter i EF. Et forslag indebar, at EF-landenes moms skulle ligge mellem 14-20 pct., således at Danmark skulle nedsætte sin momssats med 5 procentpoints. Den frie passage for rejsegods indebar også problemer for alkoholiske drikkevarer og tobak samt varer med særlige punktafgifter. For momsens vedkommende enedes man om en minimumssats på 15 pct. Det lykkedes imidlertid at få nedbragt afgifterne på øl og vin i Danmark såvel som afskaffet en række særlige danske punktafgifter, så Danmark med en for- længelse af de særlige regler for indførsel af spiritus og tobak, kunne se toldkontrollen ved de indre grænser afskaffet 1. januar 1993 uden større vanskeligheder. Flere økonomiministre havde måttet bruge lang tid på at forhandle med Kommissionen om forlængelse af de særlige danske indførselsregler for tobak, spiritus og øl. Denne undtagelse udløb i førte omgang ultimo 1975, men er gentagne gange blevet forlænget. ECOFIN vedtog i december 1996 gradvist at udfase de særlige nordiske rejsegodsregler. Den danske særordning blev forlænget således, at den skal være afviklet senest ved udgangen af år 2003. Derudover ændredes 36-timersreglen til en 24-timersregel fra starten af 1997. Disse forhandlinger med Kommissionen krævede en særdeles aktiv indsats fra økonomi- ministerens og skatteministerens side. Derudover pågår nu drøftelser i den såkaldte Monti-gruppe om EU-landenes skattesystemer med særlig vægt på en adfærdskodeks for selskabsbeskatning for at undgå forvridende skattekonkurrence mellem landene. Herudover drøftes kapitalafkastbeskatning. Emnet behandles i ECOFIN og Økonomiministeriet deltager i Monti-gruppen, hvor Skatteministeriets departementschef er medlem. Som et led i forberedelsen af den kommende udvidelse af EU mødes ECOFIN-Rådet og økonomi- og finansministrene fra de 10 associerede central- og østeuropæiske lande med jævne mellemrum for at drøfte økonomisk-politiske emner af fælles interesse (den såkaldt strukturerede dialog). Østbanken I efteråret 1994 fik Økonomiministeriet overdraget ansvaret for Østbanken (Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, EBRD) fra Udenrigsministeriet. Bankens hovedsæde ligger i London. Efter overdragelsen aflagde et par embedsmænd fra Økonomiministeriet med den daværende departementschef i spidsen besøg hos bankens præsident, Jacques de Larosiere, for at gøre sig bekendt med bankens synspunkter på aktuelle spørgsmål. På daværende tidspunkt var det blandt de Larosieres hovedprioriteringer at reducere de betydelige omkostninger knyttet både til det i hans forgængers, Jacques Attali's, opførte ekstravagante hovedsæde og til bestyrelsesmedlemmernes stab i London. Økonomiminister Marianne Jelved kastede sig energisk ud også i denne problemstilling ved drøftelserne i ECOFIN. Danmark er i valggruppe med Irland, Litauen og Makedonien (FYROM) og varetager posten som bestyrelsesmedlem, som siden 1. juli 1997 har været beklædt af afdelingschef Torsten Gersfelt. Efter at Økonomiministeriet fik overdraget EBRD blev der etableret et EF-specialudvalg for EBRD til koordinering af danske synspunkter på de mere principielle spørgsmål, der drøftes i banken. En sådan koordination sker bl.a. af den tale, som økonomiministeren på Danmarks vegne afleverer på det årlige møde i bankens repræsentantskab (årsmødet). Forfatterne takker administrationschef Ib Katznelson for bidrag vedrørende det nordiske økonomisk-politiske samarbejde. 50 års Økonomiske Oversigter Af kontorchef Mikael Trier Kvantitative metoder, prognoseteknikker og analyseværktøjer Pionér-årene De første Økonomiske Oversigter - eller "Nationalbudgetter", se faktaboksen - havde som i dag tre hovedopgaver: Redegøre for den økonomiske politik. Beskrive den internationale økonomiske udvikling. Give et samlet overblik over den danske samfundsøkonomi. Perioden var præget af behovene for genopbygning og omstilling fra krigstidens reguleringsøkonomi. Knaphed, rationering og kvantitativ regulering af udenrigshandlen dannede en væsentlig del af baggrunden for, at der i datidens økonomiske tænkning og debat i betydeligt omfang indgik planøkonomiske betragtninger, hvilket også fremgår af betegnelsen "Nationalbudget" for denne tids Økonomiske Oversigter. Der blev efter krigen opstillet forskellige budgetter for dele af økonomien, således en "Balanceplan" i vinteren 1946/47 for "Udenrigshandelen og Beta- lingsforholdene overfor Udlandet". Imidlertid var grundlaget for en vurdering af den samlede samfundsøkonomiske udvikling dengang spinkelt. Opstillingen af nationalregnskabet var endnu i sin vorden. I lande som Norge, Holland, Frankrig og England var man længere fremme såvel teoretisk som praktisk, og arbejdet i Danmark med at opstille nationalbudgetter mv. var inspireret derfra. Behovet for et overblik fremgår af Indledningen til Nationalbudgettet for Aaret 1948: Ved Udformningen af Landets økonomiske Politik har Ministeriet og Rigsdagen ved flere Lejligheder savnet et fyldestgørende Overblik over den økonomiske Stilling. Der har endvidere for de Regeringsorganer, som har til Opgave at varetage den økonomiske Administration, været Vanskeligheder forbundet med at gennemføre de fornødne økonomiske Forholdsregler efter en fælles Linie. På denne baggrund er det klart, at udarbejdelsen af Oversigterne og Nationalbudgetterne var forbundet med en betydelig statistisk indsats. Det fremgår også af den måde, fremstillingen var organiseret på. F.eks. anføres det i den netop citerede Boks 1. Faktaboks om 50 års Økonomiske Oversigter mv.Titel: 1946-47: Økonomisk Oversigt, måned 19xx. 1948-50: Danmarks Nationalbudget for året 19xx. (1949: Økonomisk Oversigt, 1. Oktober 1949. Kommentar til Danmarks Nationalbudget 1949). 1951-72: Økonomisk Årsoversigt, marts 19xx. Dog 1951-52 og 1963 maj og 1953 februar. I 1971 en "Oversigt" i august. 1973-: Økonomisk Oversigt, måned 19xx. I 1991 og 1993 blev udgivet i alt tre Konjunkturoversigter, måned 199x, som en slags korte Oversigter. Ved enkelte lejligheder blev konjunkturvurderingen offentliggjort i et "Småtryk" i fællesskab med Finansministeriet, således i december 1985 (finanslovsforlig) og marts 1986 (afgiftspakke). Oplag: I dag 3.000 pr. Oversigt Hyppighed (antal pr. år): 1946-72: 1. 1973-88: 1-2. (Dog i 1978: 0). 1989-90: 3. 1991: 5. (Plus udgave i hæftet A4 i jan. 91). 1992-: 4. Omslagets farve: 1946-86: Gul. 1987-93: Grøn. 1994- : Blå. Prognosehorisont: 1946-70: Som hovedregel "kun" vurdering af forløbet i "indeværende år" (normalt offentliggørel- se i marts, se ovenfor). 1971-88: I givet fald har Efterårsoversigter foruden skøn for resten af "indeværende år" også skøn for året efter. December 1976 har dog skøn for 1978, dvs. to år frem. 1989-91: Skønnet for det følgende år rykkes frem til forårsoversigterne. Det gælder også enkelte tidligere Oversigter, således marts 1984. 1991- : Oversigten i december indeholder skøn for de to efterfølgende år. Oversættelse (til engelsk): O. 1956-91: Økonomisk Oversigt blev regelmæssigt oversat til engelsk, frem til 70'erne under titlen Economic Survey of Denmark. 1992- : Oversigterne forsynes With An English Summary. Diversifikation: Frem til omkring 1990 er Økonomisk Oversigt den eneste type løbende publikation fra Økonomiministeriet om samfundsøkonomiske forhold. (Der ses hermed bort fra enkeltstående publikationer, herunder betænkninger, jf. publikationslisten i bilaget). Hertil kommer dog det årlige (primær)statistiske hæfte Statsfinanserne fra 1955 (for 1938-39 og "årene efter krigen") frem til 1973/74 - også kaldet Tomaten. (I 1956-58 publiceres den ikke selvstændigt, men er bilag til FFL eller Oversigten). Fra slutningen af 70'erne og til starten af 90'erne udgiver Økonomiministeriet Beretninger om lovmodelarbejdet. Fra midten af 80'erne påbegyndes Lovmodellens publikationer om udviklingen i den reale disponible indkomst for forskellige familietyper. Publikationen hedder nu Familier og indkomster. I december 1993 påbegyndes offentliggørelsen af en kortfattet (ca. 30 s.) årlig "Folkeudgave" af Økonomisk Oversigts konjunkturkapitel hovedsagelig baseret på figurer og med én farve (blå): Udsigterne for Danmarks økonomi 199x. Den blev frem til 1996 oversat til engelsk Prospects for the Danish Economy. I 1997 er den engelsksprogede udgave blevet en selvstændig publikation The Danish Economy. Fra omkring 1990 indleder Økonomiministeriet udarbejdelsen af forskellige selvstændige publikationsserier om samfundsøkonomiske emner i forbindelse med EU. Først serien fra 1989 til 1992: Økonomisk og Monetær Union I-IV. Dernæst fra 1994 og fremefter den årlige publikation Danmark i det Økonomiske Samarbejde i EU. I februar 1996 offentliggøres EU's Udvidelse mod Øst - Økonomiske Perspektiver, hvoraf en dansk "folkeudgave" kom i januar 1997. I juni 1997 kom en udvidet og opdateret pjece på engelsk The Enlargement Of The European Union. Fra 1994 har Økonomiministeriet - sammen med Finansministeriet (og i 1994 Statsministeriet) - regelmæssigt offentliggjort Danmarks (opdaterede) Konvergensprogram til EU. Konvergensprogrammet genoptrykkes i enten EU-publikationen eller Økonomisk Oversigt. Siden 1995 har Økonomiministeriet - sammen med Arbejdsministeriet - årligt offentliggjort Danmarks Beskæftigelsesprogram til EU. Siden 1994 har Økonomiministeriet offentliggjort fem publikationer om forhold i penge- og pensionsinstitutter. I august 1994 offentliggjordes en publikation om Kvinder i økonomien. Indledning, at "den tekniske Opstilling af Nationalbudgettet er foretaget af et Embedsmandsudvalg1, som blev nedsat af Ministeriet d. 4. December 1947". I udvalget forenedes kræfterne fra de forskellige relevante ministerier, hvortil kom Det statistiske Departement og Danmarks Nationalbank. Enkelte særligt sagkyndige deltog, således Dr. polit. Jørgen Gelting, der i de første år var knyttet til ministeriet. Endvidere blev også erhvervsorganisationer konsulteret - om faktiske forhold og forventninger på deres område. Udvalget for Økonomisk Oversigt havde frem til 1950 chefen for Det Økonomiske Sekretariat, Viggo Kampmann, som formand og Erik Ib Schmidt som sekretær. Fra 1951 blev Schmidt formand, og hans senere efterfølger på posten som departementschef, Kurt Hansen, sekretær. Se i øvrigt kapitlet om Økonomiministeriets historie. Indsatsen med at sammenstykke et komplet billede af økonomien fra de sparsomme kilder krævede et nøje kendskab til alle foreliggende statistiske muligheder. Hver sten måtte vendes. Processen indebar betydelige elementer af skøn og dermed forbundne usikkerhedsmomenter, hvilket Oversigternes tekst ikke undlader at gøre opmærksom på. Overskuddet til at komme med egentlige prognoser for den fremtidige økonomiske udvikling har næppe været særlig stort, hvilket også skyldtes de begrænsede beregningsmæssige muligheder, jf. nedenfor. Som det fremgår af faktaboksen, gav man som hovedregel "kun" skøn for "indeværende år".2 At der var tale om en pionér-indsats fremgår også af, at der i Nationalbudgetternes tekst var en omhyggelig forklaring af anvendte begreber fra nationalregnskabet. Det står jo i betydelig modsætning til i dag, da man uden videre rask væk strør om sig med nationalregnskabets jargon, oven i købet i indforståede forkortelser (BNP, BFI, BNI). Ved siden af at være i høj grad praktisk-statistisk orienteret hvilede konstruktionen af nationalregnskabsstørrelserne på de teoretiske betragtninger om det økonomiske kredsløb, der var blevet videreudviklet i 30'erne og 40'erne i ikke mindst England, Norge og Holland. Det er værd at nævne, at de første danske input-output tabeller - for årene 1930-39 - blev offentliggjort i 1948, og at de var udarbejdet af Viggo Kampmann (i samarbejde med Det statistiske Departement). Input-output analyser var blevet påbegyndt i USA under krigen. Alene de beregningsmæssige og statistiske begrænsninger gjorde, at opstillingen - endsige den praktiske anvendelse - af egentlige, formaliserede samfundsøkonomiske modeller dengang højst kunne blive rudimentær. Selve den proces at opstille et sammenhængende nationalregnskab kan dog siges at være et skridt på vejen til konstruktionen af en egentlig makroøkonomisk kredløbsmodel. Bortset fra Holland, Norge og USA skete der i denne periode heller ikke i andre lande udvikling af samfundsøkonomiske modeller. Det intensive praktisk-statistiske arbejde lagde fundamentet for de dyder, som fremdeles søges holdt i hævd i Økonomiministeriets konjunkturarbejde: et dybt kendskab til de foreliggende både danske og internationale økonomisk-statistiske oplysninger og institutionelle forhold parret med omhyggeligt dataarbejde. Fra 50'erne til første del af 80'erne Nationalregnskab og offentlige finanser Med tiden blev udarbejdelsen af nationalregnskabet en mere ordinær del af det daværende Statistiske Departements virksomhed. Nationalregnskabet for et givet år forelå imidlertid først ret langt ind i året efter. Og offentliggørelsen af kvartalsvise nationalregnskaber, som vi kender det i dag, blev ikke påbegyndt af Danmarks Statistik før 1987. Så Det Økonomiske Sekretariat (DØS) havde til brug for sine konjunkturvurderinger i Marts-oversigterne stadig behov for selv at skønne over nationalregnskabets hovedstørrelser for "året før" - foruden prognosen for "indeværende år". Det kan tilføjes, at nationalregnskabet først fra slutningen af 70'erne begyndte at bringe oplysninger om den samlede beskæftigelse. Det var således frem til dette tidspunkt nødvendigt med en egen vurdering af udviklingen i denne væsentlige samfundsøkonomiske størrelse. Arbejdet med at opstille et eget nationalregnskab (for også "året før") var altså i denne periode stadig et centralt element i den kvantitativt orienterede del af DØS's virksomhed. Fra 50'erne og frem til slutningen af 70'erne udarbejdede man et stort nationalregnskabssystem "i hånden".3 I 70'erne blev dette arbejde varetaget af - ene mand og med jernflid - kommitteret Leif Heltberg. Han udarbejdede i øvrigt senere, i slutningen af 80'erne, en opsplitning af erhvervsinvesteringerne på blandt andet de konjunkturfølsomme komponenter - en opsplitning der i dag har vundet almindelig hævd blandt prognosemagere. En anden central del af den selvstændige talproduktion i DØS omfattede de offentlige finanser. Statsregnskaberne var dengang helt uoverskuelige og uanvendelige for en økonomisk analyse. Kurt Hansen4 startede en kulegravning af disse regnskaber, og resultatet blev fremlagt i en særskilt publikation i 1955, jf. faktaboksen. Arbejdet blev videreført frem til 1973/745, fra 1959 med det årlige hæfte Statsfinanserne, der på grund af sin rødorange farve gik under kælenavnet Tomaten. Publikationen bragte blandt andet de første opgørelser af den samlede statsgæld og af de månedlige bevægelser i statens ind- og udbetalinger. Det var først i slutningen af 60'erne, at der indførtes en generel kontoplan for statens finanser, og før den tid krævede især opgørelsen af udgifternes realøkonomiske fordeling en betydelig indsats. Et andet problem vedrørende de offentlige finanser var, at oplysninger om kommunernes finanser, som efterhånden spillede en stadig større rolle, først forelå med betydelig forsinkelse, hvilket nødvendiggjorde skøn for flere afsluttede år. Helt frem til begyndelsen af 80'erne fortsatte produktion af primærstatistik for de offentlige finanser, der også lå til grund for Oversigternes udførlige kapitler om dette emne. Kvantitativt arbejde på andre områder i 50'erne-70'erne Ved siden af det omfattende arbejde på de to store områder nationalregnskabet og de offentlige finanser udvikledes der særlige kvantitative analysemetoder for forskellige områder af økonomien, se boks 2. Med nogen forsigtighed kan man betegne disse metoder med nutidens udtryk submodeller (delmodeller). Blot skal man være opmærksom på, at det i høj grad drejede sig om "mekaniske" beregninger (om end til tider ganske raffinerede sådanne) og kun i mindre omfang om, hvad der må anses for det egentlig ædle i empiriske økonomiske modeller: estimerede relationer for den økonomiske adfærd. Den multiplikatormodel for byerhvervene, der anvendtes i DØS i 50'erne, er dog formentlig et eksempel på en egentlig makroøkonomisk model - om end ret simpel. Generelt kan man sondre mellem tre hovedlinier i DØS's "klassiske" kvantitative analysearbejde til brug for de Økonomiske Oversigter: Bestræbelser på at gå bag om tallenes umiddelbare "skin" og ved forskellige dekomponeringer eller "afskrælninger" samt ved andre omregninger at finde et udtryk for den kortsigtede konjunkturbevægelse an sich. At sammenstykke en vurdering af to- tale størrelser ud fra indikatorer for dele af størrelsen. At danne sig et - ligeledes indikatorbaseret - indtryk af totalstørrelsernes bevægelse gennem året. Med til de veludviklede procedurer til at "skrælle" uvedkommende og tilfældige elementer af de offentliggjorte statistikker og dermed arbejde sig frem til et udtryk for den lutrede, konjunkturbestemte størrelse, hvis forløb det er hovedopgaven at følge og forudsige, må henregnes sæsonkorrektion, et område hvor DØS var tidligt ude. Et andet aspekt var bestræbelsen på at deflatere størrelser i løbende priser for at finde et udtryk for den mængdemæssige udvikling - også på områder, hvor der ikke fandtes officielle prisindeks. Anvendelse af logaritmisk skala på figurerne - hvorved kurvernes relative bevægelser kan sammenlignes - var ligesom omregning til indeksform en selvfølgelig del af Oversigternes klassiske instrumentarium. Det udstrakte arbejde med dekomponering var en væsentlig del af baggrunden for, at Oversigterne på en række områder som f.eks. produktion, betalingsbalance, offentlige finanser og ledighed ofte viste tal med afvigende definitioner i forhold til de "officielle" i Danmarks Statistiks nationalregnskab og andre statistikker. Sådanne afvigende definitioner kunne irritere brugerne og gøre det vanskeligt at arbejde med Oversigtens og Danmarks Statistiks tal samtidigt. I dag er de særlige definitioner i Oversigterne stort set fuld- Boks 2. "Klassiske" kvantitative økonomiske analysemetoder i ØkonomiministerietGenerelt: Sammenstykke skøn over totalstørrelser ud fra indikatorer og skønne over deres forløb gennem året. (Inkl. opgørelse af det såkaldte overhæng, dvs. størrelsens niveau ved årets udgang i forhold til det gennemsnitlige niveau i året). Den kortsigtede udvikling følges nøje som led i en konstant overvågning af, hvor man er i forhold til prognosen. Empirisk sammenhæng mellem beskæftigelsesgrad og betalingsbalance: Allerede ret tidligt vistes regelmæssigt en figur, der illustrerede "valget" mellem høj beskæftigelsesgrad og god betalingsbalance (vare- og tjenestebalance). Dette valg (trade off) må fremdeles anses for et helt centralt "strukturelt" forhold i dansk økonomi. Sammenhængen vises stadig, nu mere formelt (økonometrisk) estimeret. Enkel multiplikatormodel for byerhvervene: Modellen opererede i faste priser. På grundlag af skøn over udviklingen i realindkomsterne og skatter plus "eksogene" ændringer i investeringerne og eksporten anvendtes en (ret simpel) multiplikatormodel til at beregne den endelige stigning i byerhvervenes produktion og import samt provenuet af forbrugsafgifterne mv. Markedsvækst, konkurrenceevne og industrieksport: Den ventede vækst i udlandet vejes sammen til et udtryk for markedsvæksten. De udenlandske lønstigninger vejes sammen og omregnes til danske kroner ved valutakurserne (den effektive kronekurs). Sammenholdt med den danske lønstigning fås et udtryk for konkurrenceevnen. Det bruges til at skønne over markedsandelene, og i kombination med markedsvæksten får man et skøn for industrieksporten. Real disponibel indkomst på mikroplan: Med anvendelse af (skøn over) løn-, transfererings- og prisudviklingen samt indkomstskatteforholdene mv. kan der udregnes et udtryk for udviklingen i den reale disponible indkomst for forskellige familietyper (idet indkomstskatteforholdene mv. afhænger af de konkrete fradragsforhold mv.). Denne beregningstype kaldtes tidligere NN-beregninger, som var forløberne for de omfattende registerbaserede beregninger, der i dag offentliggøres af Økonomiministeriets Lovmodelkontor (i den årlige publikation Familier og indkomster). Beregning af byggeaktivitet: Ud fra (evt. skønnede) påbegyndelser af byggeri og (en evt. skønnet) byggetid udregnes investeringsaktiviteten ved byggeriet. Overvågning af lønudviklingen: Alle lønstatistiske data registreres omhyggeligt på kvartalsbasis, inkl. indirekte lønomkostninger. En forladt, "klassisk" disciplin er dekomponering af lønstigningen på (1) overenskomst, (2) dyrtidsregulering og (3) lønglidning. Overvågning af prisudviklingen: De månedlige prisindeks følges nøje, og der sker "afskrælning" af prisudviklingen for fødevarer, importvarer, energi, offentlige takster og husleje (samt afgifter). Herved kan findes et udtryk for det, der i dag kaldes den underliggende inflation. Dekomponeringen sker i et vist omfang ved hjælp af input-output modelberegnede vægte. Frem til 1982 var det et vigtigt element i prognosen at skønne over, hvor mange dyrtidsportioner der ville blive udløst i prognoseperioden. Dyrtidsordningen forlenede pris- og løndannelsen med et kraftigt "endogent" element, og megen tid og mange kræfter blev brugt til at analysere denne mekanisme ("pris-løn spiralen"). I dag anvendes en mindre del af disse kræfter til at skønne over satsreguleringen af de offentlige overførsler. (Andre) eksempler på typiske "afskrælninger": Opgørelse af investeringer og udenrigshandel ekskl. skibe og fly (og udenrigshandel endvidere ekskl. energi), opgørelse af betalingsbalanceopstillingen "netto" (f.eks. landbrugseksport, energi, tjenester og overførsler til udlandet, netto), af produktionen ekskl. landbrug, offentlig sektor og boligbenyttelse (således at man når frem til produktionen i de private byerhverv ekskl. boligbenyttelse), af ledigheden ekskl. den høje og varierende ledighed mellem jul og nytår (nu forladt), af det offentlige forbrug ekskl. køb af F16-fly (ikke p.t. relevant). Deflatering. Sæsonkorrektion (i den tidlige tid kaldet "sæsonudjævning" eller "sæsonjustering"). Logaritmisk skala og indeksering. 3/10 1983: Økonomiminister Anders Andersen (V) kommenterer i Det Internationale Pressecenter i København Økonomisk Oversigt, oktober 1983. stændig forladt. Hensynet til læserne har sejret over den analytiske demonstration. Sammenstykning af indikatorerne til en vurdering af de forskellige hovedstørrelsers forløb gennem året er et karakteristisk eksempel på det intensive arbejde med korttidsstatistikkerne. (Det skal erindres, at nationalregnskabet frem til 1987 kun havde helårstal). Sådanne forløbsanalyser er et væsentligt led i etableringen af det bedst mulige statistiske udgangspunkt for at lave en prognose for "i år" og "næste år". Endvidere er det et vigtigt element i den efterfølgende overvågning af, i hvilket omfang den løbende udvikling er "på sporet" i forhold til prognosen. Mange af de anførte analysemetoder var med betydelig dynamik og faglig kompetence (videre)udviklet af Kurt Hansen. Nogle af metoderne anvendes fortsat - mere eller mindre uændrede - i Økonomiministeriets daglige virksomhed med at følge konjunkturudviklingen. I det praktiske arbejde er det selvfølgelig en væsentlig ændring, at de beregningsmæssige rutiner er overgået til edb (og nu i vidt omfang varetages af de deltidsansatte studenter). Multiplikatormodellen for byerhvervene anvendes dog ikke mere, idet den er blevet gjort overflødig af ADAM, jf. senere. "Verbale" prognoser og understregning af usikkerhed Det vil måske overraske nutiden, der er vant til døgnets malstrøm af talmæssige oplysninger om og prognoser for den økonomiske udvikling, men: Bortset fra "Nationalbudget-årene" i slutningen af 40'erne blev prognosen (som jo i den periode kun var for "indeværende år") helt frem til 1972 i vidt omfang meddelt verbalt. Der vistes i 50'ernes og 60'ernes Oversigter ingen tabeller med skønnene for størrelserne på forsyningsbalancen mv. En undtagelse dannede dog de offentlige finanser. Skønnene fremgik udelukkende af teksten. Og de blev ofte meddelt uden større talmæssig præcision. Det gav en betydelig frihed til at "dække" over mulige huller som følge af et sparsomt statistisk grundlag. Mangel på præcision og udtrykkelighed - der kunne være vel begrundet ud fra knapheden på statistiske oplysninger og beregningsmæssig kapacitet - fik engang en kritiker til i et indlæg i dagspressen at tale om Stjernetyderne i Slotsholmsgade. Blot et enkelt eksempel kan illustrere datidens verbale fremlæggelse af prognoserne: Denne gennemgang....leder frem til en stigning i den samlede efterspørgsel på 2,5-3 pct. målt i faste priser .....vil den økonomiske aktivitet gå noget op i løbet af året.......indebære en svag nedgang i antallet af beskæftigede i byerhvervene fra 1967 til 1968....forudses der kun en svag opgang i ledigheden for året som helhed.1 Den første udtrykkelige tabel i nyere tid med skøn over størrelserne på forsyningsbalancen er i Oversigten fra marts 1972, dvs. omkring 25-års jubilæet. Denne tabel indeholdt stadig "gafler" for skønnene, og det blev bibeholdt i en årrække fremover. En sådan fremgangsmåde er principielt det rigtige, idet der altid vil være usikkerhedsmargener på skønnene. Imidlertid er det, når man som i dag arbejder med en stor mængde af sammenhængende talserier, ikke praktisk at vise sådanne gafler for skønnene.2 De "klassiske" Oversigter var (herostratisk) kendt for at gøre meget ud af at understrege usikkerheden. Et enkelt karakteristisk eksempel: Med den usikkerhed, der knytter sig til disse skøn, er det ikke muligt at sige, om væksten i valutaindtægterne bliver stærkere eller svagere end i valutaudgifterne. Nogen sikkerhed for, at der bliver ligevægt på betalingsbalancen foreligger således ikke...(marts 1956, s. 35). De senere år ADAM Fra midten af 60'erne opstod der (i starten ganske vist stærkt centraliserede) beregningsmæssige muligheder for at tage større modeller i brug, og i begyndelsen af 70'erne havde professor Ellen Andersen forestået udviklingen af den første version af den senere nok så kendte model ADAM. Medarbejdere i Danmarks Statistik deltog i udviklingen, og i 1970 blev der i Danmarks Statistik dannet den enhed, der senere er blevet kaldt modelgruppen. Det varede imidlertid forholdsvis længe, før denne model blev inviteret indenfor i DØS. I Finansministeriet skete det tidligere. Her blev ADAM ret hurtigt taget i anvendelse til at lave beregninger af konsekvenserne af økonomisk-politiske indgreb og til mellemfristede fremskrivninger til brug for en vurdering af udviklingstendenserne på de offentlige budgetter. Også vismændene var betydelig tidligere ude. Frem mod midten af 70'erne udviklede medarbejdere fra vismandssekretariatet den første version af sekretariatets egen model (SMEC). For DØS's vedkommende blev ADAM derimod først i løbet af 80'erne et integreret led i arbejdet. Baggrunden for, at det skete så relativt sent, var vel, at den daværende ledelse nærede en betydelig skepsis med hensyn til modellers evne til at forbedre de økonomiske analyser og prognoser. I dag bruges ADAM i Økonomiministeriet til tre typer opgaver: Prognoser Beregning af virkningerne af økonomisk-politiske indgreb eller af alternative forudsætninger for prognosen ("multiplikatoreksperimenter"). Bogholderi med de mange, mange variable til sikring af vurderingernes konsistens. Prognoser på ADAM ADAM indeholder - ligesom førhen nationalregnskabet - kun helårstal. Dette bidrager til, at der stadig lige fuldt er brug for det ovenfor omtalte "klassiske" indikatorarbejde til at vurdere størrelsernes forløb gennem "indeværende år". Pro-gnosemagernes kendskab til dette forløb indebærer, at de har større information end ADAM om udgangspunktet for en prognose for "i år" og "næste år". Blandt andet af denne grund anvendes modellens prognoseresultater ikke råt, men korrigeres ofte. Først i "år 2" kan man sige, at modellen ved lige så meget (eller rettere: lige så lidt) som brugeren. Der vil dog stadig på enkeltområder kunne foreligge oplysninger - f.eks. om investeringsplaner i "halvoffentlige" virksomheder - der også i år 2 kan begrunde justeringer af den rå modelprognose. Desuden vil der blive foretaget andre justeringer af modellens umiddelbare prognose, f.eks. under indtryk af de "fejl" i modellens vurdering af en given størrelse, der har kunnet konstateres ved en sammenligning af modellens resultater med de foreløbige nationalregnskabstal i de nærmest forudgående år. Modellens anvendelse i prognosearbejdet sker således i intensiv "dialog" med brugerne, og benyttelse af modellen fritager på ingen måde for det klassiske, grundige arbejde med de økonomisk-statistiske korttids-indikatorer. Foruden anvendelsen i ministerierne bruges ADAM i dag af en række private institutioner såsom pengeinstitutter, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, interesseorganisationer m.fl. Det er dog ikke det samme som, at prognoserne bliver ens. Dels kan der være forskel på, hvilke forudsætninger - om f.eks. væksten i udlandet eller den økonomiske politik - modellen "fodres" med, dels viderebringes modellens resultater som omtalt ikke råt. Modelanvendelse sikrer konsistens mellem de forskellige skøn. Sammen med en forbedret statistikdækning betyder det, at Oversigterne i dag indeholder langt flere og mere præcise, sammenhængende talserier end tidligere. Multiplikatorberegninger på ADAM Den anden hovedanvendelse af ADAM - beregning af virkningerne af alternative forudsætninger, herunder ikke mindst af (faktiske eller hypotetiske) økonomisk-politiske indgreb - spiller nok en noget mere tilbagetrukken rolle i dag end for omkring ti år siden. Det skal ses på baggrund af, at hovedvægten i den økonomiske politik i dag 13/5 1995: Økonomiminister Marianne Jelved (R) præsenterer Økonomisk Oversigt, maj 1995. I forgrunden ses Oversigten i sit nye design: Blå forside med et stort billedfelt. Det gennemgående motiv er i 1995 blomster og planter. Pressemødet finder sted i den store mødesal i Økonomiministeriets nye domicil i Ved Stranden 8. Et maleri af den islandske maler Jón Stefánsson (udlånt af Statens Museum for Kunst) smykker bagvæggen. ligger på længeresigtede strukturelle indgreb frem for på mere kortsigtede konjunkturregulerende foranstaltninger. I delvis sammenhæng hermed kan man måske sige, at "store" virkninger af indgreb navnlig kan ske, hvis der sker ændringer af adfærden - ændringer som modellen i mange tilfælde vil være mindre egnet til at forudsige. Det spiller måske også en rolle, at det ikke længere er så "spændende" at foretage multiplikatoreksperimenter, efterhånden som fortroligheden med modellen er blevet mere udbredt og modelarbejdet mere dagligdags.1 DØS anvendte i slutningen af 80'erne ADAM til blandt andet at vurdere de samfundsøkonomiske virkninger af finanspolitikken.2 I dag udføres og offentliggøres sådanne beregninger af Finansministeriet (i form af opgørelsen af den såkaldte finanseffekt). Varetagelsen af vedligeholdelsen og den stadige videreudvikling og forbedring af ADAM ligger i Danmarks Statistik. Økonomiministeriet er sammen med Finansministeriet, Nationalbanken og forskningen repræsenteret i Danmarks Statistiks bestyrelse for ADAM. Når ADAM ikke altid er lige velegnet til at belyse effekten af strukturelle ændringer som f.eks. reformer i skattesystemet eller på arbejdsmarkedet, skyldes det, at de pågældende variable og/eller krævede relationer ofte ikke indgår i modellen, som stadig først og fremmest må siges at være en efterspørgselsorienteret model. Og den må nødvendigvis estimeres på (lange) historiske data-tidsserier. F.eks. vil modellen ikke umiddelbart kunne sige meget om virkningen af introduktionen af en helt ny type afgifter som miljøafgifter på virksomhederne eller indførelse af en hidtil uprøvet arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning. Der kan også være tale om, at det historiske erfaringsgrundlag for at vurdere virkningerne af ændringer i variable, der faktisk indgår i modellen, er beskedent, fordi sådanne ændringer sjældent er blevet foretaget i praksis. Sagt på en anden måde: Når man har besluttet, hvordan et strukturelt indgreb skal "oversættes" til modellens variable, så har man allerede foretaget den vigtigste vurdering af indgrebets mulige virkninger. I kraft af sin evne til at holde styr på samspillet mellem mange samtidige ændringer rundt omkring i det økonomiske system er ADAM dog under alle omstændigheder et værdifuldt redskab, når det drejer sig om beregninger af virkningerne af større økonomisk-politiske "pakker" - også selv om en række af ingrediensernes (strukturelle) virkninger må vurderes på forhånd "uden for" modellen. Behovet for en belysning af virkningerne af strukturelle ændringer har affødt igangsætning af arbejde med andre typer af modeller. En del af disse bærer fællesbetegnelsen anvendte generelle ligevægtsmodeller (AGL), jf. det afsluttende afsnit om fremtiden. Lovmodellen DØS's relativt sene ibrugtagning af ADAM må ikke fordunkle, at ministeriet på et andet model-område var i front, nemlig med hensyn til Lovmodellen. Udviklingen af Lovmodellen blev påbegyndt i midten af 70'erne under ledelse af kommitteret Jørn Børglum Jensen i samarbejde med Danmarks Statistik som ud-løber af et udvalgsarbejde om Samordning af skatter og sociale ydelser.3 Også i international sammenhæng var Lovmodellen enestående og banebrydende. Det skal ses på baggrund af, at man herhjemme har været forholdsvis hurtig til at oprette edb-baserede administrative registre (f.eks. CPR og indkomstregistret), der også kan anvendes til statistiske formål. Lovmodellen er et stort, registerbaseret beregningssystem for husholdninger og personer. Systemet benyttes intensivt af (foruden Økonomiministeriet) især Finans-, Skatte-, Social- og Boligministerierne til at belyse de umiddelbare budget- og fordelingsvirkninger af for eksempel reformer på skatte-, pensions- og boligområderne. Eksempler på sådanne analyser blev offentliggjort i de særlige Lovmodelberetninger, der udkom i perioden 1978-1993. Endvidere bruges lovmodellen til at beregne udviklingen i den reale disponible indkomst for forskellige familietyper. Sådanne beregninger offentliggøres nu i Økonomiministeriets publikationsserie Familier og indkomster. Påbegyndelsen skete i 1988 i form af en fotokopieret Beregningsservice. Udpluk finder vej til en tabel i Oversigterne. Denne tabel er en mere sofistikeret udgave af de klassiske NN-beregninger. Lovmodellen vedligeholdes, opdateres og videreudvikles af Økonomiministeriet. Den indeholder ikke p.t. adfærdsrelationer, men der eksperimenteres hermed. MULTIMOD I begyndelsen af 90'erne erhvervede Økonomiministeriets sig adgang til den globale makroøkonomiske model MULTIMOD (MULTI-region econometric MODel), der er blevet udarbejdet i Den Internationale Valutafond. MULTIMOD er opbygget med henblik på at analysere effekterne af økonomisk politik og andre økonomiske ændringer i industri- og udviklingslandene. Modellen fokuserer på transmissionen af økonomiske effekter landene imellem, mens den ikke er egnet til at lave forudsigelser. MULTIMOD indeholder en modellering af de enkelte G-7-lande - USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien - de små industrialiserede lande samt resten af verden opdelt i kapitalimporterende og -eksporterende lande. Derudover er der i Økonomiministeriets version af MULTIMOD et modul for Danmark. I en ny version af MULTIMOD, der er under udarbejdelse af IMF, vil Danmark indgå som repræsentant for en lille åben økonomi. I Oversigten fra december 1993 viser Økonomiministeriet for første gang nogle beregninger af internationale spredningseffekter af den økonomiske politik foretaget på MULTIMOD. Det blev fulgt op i maj 1994 af beregninger af effekten på dansk økonomi efter fuld gennemførelse af Uruguay Runden og EU's landbrugsreform. Herudover er der blevet foretaget beregninger af de økonomiske konsekvenser for Danmark af, at en række EU-lande har haft behov for at foretage en stramning af den økonomiske politik i bestræbelse på at overholde Maastricht-traktatens overordnede retningslinier for det offentlige budgetunderskud. Disse beregninger er blandt andet blevet fulgt op af beregninger af forskellige aspekter af økonomisk politik før og efter en ØMU. Emner En undersøgelse af de emner, der gennem tiden er beskrevet i Oversigterne, kaster sit eget lys over den økonomiske udvikling i de 50 år. Vægtfordelingen mellem fortid og fremtid Gennemgangen af de aktuelle udviklingstendenser i den danske økonomi har naturligvis altid været fast inventar i Oversigterne. Men der er som følge af den kraftige forbedring af statistikdækningen - ikke mindst fremkomsten i 1987 af kvartalsvise nationalregnskaber - og forlængelsen af prognosehorisonten fra ca. 3/4 til ca. 2 år sket en klar forskydning af vægtfordelingen mellem "fortid" og "fremtid": Mens man i den helt tidlige og "klassiske" periodes Marts-oversigter gjorde meget ud af at beskrive udviklingen "året før" - som dengang endnu ikke på offentliggørelsestidpunktet ville være dækket af officielle nationalregnskabstal fra Danmarks Statistik - bruges der i dag mest krudt på prognosen. I dag anses fortiden mest for at have interesse i det omfang, den danner fundamentet for prognosen. Den vies ikke direkte interesse i sig selv. (Detaljeret beskrivelse heraf må således findes andre steder, f.eks. i Danmarks Statistiks publikationer). Derimod havde tidligere Oversigter et helt kapitel om udviklingen i "året før". Som et tilfældigt greb i reolen viser, så hed kapitel I i Marts-oversigten 1967 Den danske økonomi i 1966. Kapitlet er på 27 sider. Først som kapitel VI kommer Udsigterne for 1967. Det er på kun 6 sider. Udarbejdelsen af et selvstændigt kapitel om "året før" ophørte gradvis i løbet af 80'erne. I samme periode - og som en delvis konsekvens heraf - skete forfremmelsen af prognosen til at blive præsenteret i første kapitel. Den ændrede vægtfordeling mellem tilbage- og fremadskuen hænger også sammen med den øgede publiceringsfrekvens. Vægtfordelingen mellem de enkelte områder af økonomien En hvilken som helst (verbal) beskrivelse af den økonomiske udvikling må tage stilling til det forhold, at alle økonomiens enkeltområder hænger uløseligt sammen. Derfor vil det altid blive en smagssag, hvor og hvordan man i den verbale beskrivelse "bryder ind" i disse sammenhænge, og i hvilken opdeling og rækkefølge beskrivelsen meddeles. Den i dag anvendte opdeling på områder af økonomien er ikke voldsomt forskellig fra det typiske i de tidligere Oversigter. Som et karakteristisk historisk målepunkt kan anføres, at Nationalbudgettet for Aaret 1948 indeholdt følgende opdeling af økonomiens enkeltområder i afsnittet om konjunkturudviklingen: Udenrigshandelen og Betalingsbalancen. Varelagre og Raavaretilgang. Udbudet af Arbejdskraft og Beskæftigelsesforholdene. Investering og Konsum. Penge- og Finansforhold. Afsnittet om Varelagre og Raavaretilgang viser, at man ikke er kommet ud af krigstidens problemstillinger. Formuleringen Udbudet af Arbejdskraft og Beskæftigelsesforholdene antyder (ligeledes), at man anlægger, hvad der i dag vil kaldes en "udbudsbetragtning": Man undersøger først den produktive kapacitet. Dernæst skønner man over, i hvilken grad den vil blive brugt og til hvilke formål (efterspørgselskomponenter). Også andre udtryksmåder og i det hele taget de daværende tekstlige formuleringer peger i denne retning. F.eks. opstilledes forsyningsbalancen på den måde, at den summede til et rådighedsbeløb (BNP plus import), som så kunne fordeles på de forskellige dele af den endelige efterspørgsel. Sådanne udbudsøkonomiske tilgange er - efter i en periode at have ført en mere tilbagetrukken tilværelse - igen kommet i vælten, og de er antagelig i overensstemmelse med den fremherskende betragtningsmåde i dag. Derimod er det vel rigtigt at sige, at en mere efterspørgselsorienteret opfattelse - ifølge hvilken efterspørgslen "trækker" produktion og import - dominerede i 60'erne og 70'erne. Den faktiske opstilling af forsyningsbalancen i nutidens Oversigter, og ofte også den tekstlige gennemgang, antyder - måske lidt upædagogisk - en sådan efterspørgselsorienteret opfattelse. Der er dog under alle omstændigheder kun tale om nuancer i valg af måde, hvorpå man "bryder ind" i det sammenfiltrede system. Den mest hensigtsmæssige betragtningsmåde kan afhænge af den konkrete konjunktursituation. 1948-Nationalbudgettet havde desuden et omfattende kapitel om forholdene i de enkelte erhverv. Dets ambitiøse detaljeringsgrad, som langt overstiger nutidens - der er f.eks. omtale af erhverv som frugtavl, jagt og biavl samt biografer og teatre - kan formentlig ikke ses uafhængigt af tidens planøkonomiske synsvinkler og den statistiske pionérånd. I øvrigt fremgår det, at landbruget i 1946 var det hovederhverv, der havde den største produktion, først i 1947 overhalet af industrien. Nationalbudgettet for 1949 indeholder samme detaljerede erhvervsbeskrivelse og har stadig et kapitel om råvarelagre og varetilgang. Der er nu dukket et nyt tema op midt i de konjunkturbeskrivende kapitler: Marshall-hjælpen. Den første Årsoversigt - fra (maj) 1951 - strøg den detaljerede redegørelse for udviklingen i de enkelte erhverv. Overskrifterne i konjunkturgennemgangen er: Udenrigshandel og betalingsbalance, Produktionen, Arbejdsmarkedet, Investeringerne, De offentlige finanser, Pengeforholdene, og hermed er man tæt på det mønster, der - med visse variationer - har holdt sig op til i dag. I Marts-oversigten 1954 introduceres bilagstabeller, der siden - med et omskifteligt indhold og med en tiårig afbrydelse i 80'erne - har været en del af Oversigterne. Som en smagsprøve på det tidsperspektiv, bilagstabellerne kan illustrere, kan anføres, at de første bilagstabeller blandt andet viste ganske detaljerede underopdelinger af produktionen på erhverv, investeringerne på arter, udenrigshandlen på varer samt af (råvare)lagrene på enkeltvarer. Desuden var der 5 sider med tabeller over penge- og valutaforhold, herunder Bevægelserne i Nationalbankens dollarbeholdning og EPU-stilling4. Hovedparten af disse ting er jo ikke just hverdagskost i i nutidens Oversigter. Den internationale økonomi Som tidligere anført har Økonomiministeriet helt fra starten været særdeles internationalt orienteret. Omtalen af den internationale økonomiske udvikling har altid haft en fremtrædende rolle i Oversigterne som - sammen med den økonomiske politik - en helt central forudsætning for udviklingen i den danske økonomi. Danmark har jo uændret i alle 50 år været, hvad man traditionelt betegner en lille åben økonomi, dvs. en økonomi, der er stærkt beroende af de internationale forhold i kraft af en relativt stor udenrigshandel og manglende forekomst af en række vigtige råvarer. (Som noget ret nyt har Danmark jo dog fået adgang til olie- og gasresurser, nu dækkende hele det hjemlige energiforbrug). Den høje prioritering af det internationale viser sig ved, at det internationale kapitel traditionelt havde en fremtrædende placering. Således hedder - blot som et enkelt eksempel - det allerførste kapitel i Marts-oversigten 1960: Konjunkturudviklingen i udlandet. Økonomiministeriet var nok dengang enerådende med hensyn til at meddele detaljerede oplysninger om den internationale økonomiske udvikling. Det gælder jo ikke i dag, da både andre ministerier og "eksterne" konjunkturbedømmere, f.eks. pengeinstitutter, publicerer grundige gennemgange af internationale økonomiske forhold. Oversigternes gennemgang af udviklingen i andre lande er hovedsagelig refererende. Man giver sig - blandt andet af resursemæssige grunde - kun i mindre omfang i kast med selv at skønne over den fremtidige økonomiske udvikling i udlandet. Her baserer man sig på de internationale institutioners prognoser. Tidligere ikke mindst OECD, i dag hovedsagelig EU. Skiftende fokus i Oversigternes internationale afsnit fortæller deres egen lille historie om de sidste 50 år. I starten var det i høj grad den internationale omstilling fra krigsøkonomier til handelsorienterede fredsøkonomier, der påkaldte sig interessen. Som strejfet ovenfor, gik man dybt i beskrivelsen af udenrigshandlens fordeling på varer og - som noget helt fremmed i dag - på (hoved)valutaområder som dollar og sterlingområdet, hvilket naturligvis skal ses i lyset af, at der dengang ikke var fuld konvertibilitet valutaerne imellem. Det afspejlede sig også i det dengang anvendte begreb dollarknaphed. I 1949-50 fik den store devaluering af pundet og den europæiske handels"frigørelse" og endvidere Marshall-hjælpen fyldig omtale. I 1950-51 var det i høj grad Koreakrigen og de deraf følgende råvareprisstigninger, der var i centrum. I det hele taget var det navnlig udviklingen i USA's økonomi, der blev lagt vægt på. Hertil kom udviklingen i landene i OEEC (det, der i 1961 blev til OECD - de vestlige landes økonomiske diskussionsklub og samarbejdsforum). Omkring 1960 vies Englands betalingsbalancesituation særlig opmærksomhed. Det indvarsler den endelige afvikling af imperiet samt pundets nedtur og ophøret af dets eksistens som international reservevaluta. Det er også omkring dette tidspunkt, den europæiske markedsopdeling (i "EEC" og EFTA) kommer til udtryk i Oversigternes tabeller og tekst. I 1968 er der et kapitel om Toldnedsættelser på industrivareområdet efter Kennedy-rundeaftalerne (i GATT), se i øvrigt boks 3 om de internationale specialkapitler. I slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne spiller de urolige valutaforhold - blandt andet pundets devaluering i 1967 og ophøret af dollarens guldindløselighed i 1971 - en fremtrædende rolle. I 1974 er det naturligvis første oliekrise og dens virkninger på konjunkturerne, energiforsyningsudsigterne, valutakurserne samt de toneangivende landes økonomiske politik, der får en indgående behandling. Der dukker en ny forkortelse op: OPEC. I (november) 1974 afspejler Danmarks medlemskab af "EF" sig i en stor figur over Slangens bevægelser og den danske krones placering. ("Slangen" var udsvingsmargenerne i EF's valutakurssamarbejde - det, der i dag hedder ERM og EMS). I kølvandet af oliekrisen er der stor opmærksomhed om OECD-landenes pris- og lønstigninger samt betalingsbalancestilling og om OPEC-landenes brug af deres store olieindtægter til import fra de vestlige lande. Boks 3. Oversigternes internationale specialkapitlerØkonomisk politik generelt: Strukturreformer og økonomisk politik i de industrialiserede lande i 1980'erne (feb. 1990) Om strukturelle reformer i OECD-landene (dec. 1992) Finanspolitisk genopretning i Norden (dec. 1995) Handelspolitik og kapitalbevægelser mv.: Handels- og valutapolitiske problemer (marts 1954) Toldnedsættelser på industrivareområdet efter Kennedy-rundeaftalerne (marts 1968) Protektionismens pris (en titel der ikke må misforstås) (okt. 1992) Internationale kapitalstrømme (dec. 1993) Uruguay Runden, dansk økonomi og globale effekter (maj 1994) Tysklands genforening: Tysk-tysk økonomisk, monetær og social union (maj 1990) Udviklingen i Tyskland (marts 1991) Central- og Østeuropa samt ulande mv.: De internationale gældsproblemer (maj 1989) Reformprocessen i Østeuropa og de vestlige landes støtte hertil (okt. 1990) Udviklingen i det tidligere sovjetiske område samt Central- og Østeuropa 1991-92 (aug. 1992) Udviklingen i de baltiske lande, Rusland og Ukraine samt Central- og Østeuropa 1992-1993 (aug. 1993) Udviklingen i Kina (maj 1994) Rådet af økonomi- og finansministre (ECOFIN): Rådet af økonomi- og finansministre (ECOFIN) (feb. 1989 og 90, marts 1991, april 1992, maj 1993 og 94) Konklusionerne om afgiftsharmonisering fra rådet af EF's økonomi- og finansministre (ECOFIN) (okt. 1991) ØMU og andre valutaspørgsmål samt konvergens: Økonomisk og monetær union i EF (sept. 1989) Den valutapolitiske udvikling i EF (aug. 1993) Budgetkonvergenskriteriet på 3 pct. af BNP (dec. 1994) Valutakursudviklingen (april 1995) Forberedelse af tredje fase af ØMU (dec. 1996) Opdatering af konvergensprogram for Danmark (aug. 1997) IMF: Den Internationale Valutafond (IMF) (maj 1989, 90 og 91, aug. 1992 og 93) Fra omkring 1990 offentliggøres kapitler om EU og IMF i vidt omfang i selvstændige publikationsserier, jf. faktaboksen. I øvrigt: Danske pengeinstitutter og den finansielle integration (okt. 1991) Danmarks levestandard i international sammenligning (okt. 1995) ------ Afgrænsningen af specialkapitler er delvis skønsmæssig. Opgørelsen i denne og næste boks (der viser specialkapitlerne om dansk økonomi) omfatter ikke Oversigternes enkelte emneafsnit under gennemgangen af konjunkturudviklingen og prognosen. Tilsvarende er heller ikke de ordinære kapitler om den internationale økonomi, den økonomiske politik og de offentlige finanser samt (tidligere Oversigters kapitler om) penge- og kreditforholdene medtaget. Enkelte af de anførte specialkapitler er delafsnit af større (ordinære) kapitler. Visse af specialkapitlerne er placeret to steder. Historien gentager sig omkring 1980 med anden oliekrise. Fra 1987 og nogle år frem bekymrer Balanceproblemerne mellem industrilandene. (USA's store betalingsbalanceunderskud som følge af bl.a. Reagan-periodens ekspansive finanspolitik, modsvaret af store overskud i Japan og (Vest)Tyskland). I maj 1989 er der et specialkapitel om De internationale gældsproblemer med vægt navnlig på ulandene. Den øgede opmærksomhed om strukturpolitik afspejles i et par internationale kapitler om dette emne. Omkring 1990 er det i øvrigt den tyske genforening, der lægger beslag på opmærksomheden. I sammenhæng med den tyske genforening skete der jo store omvæltninger i de tidligere COMECON-lande, og der bringes nogle specialkapitler om Reformprocessen i Østeuropa. I begyndelsen af 90'erne skuffer den internationale konjunkturudvikling, som følge af blandt andet Golfkrisen og rentestigningen efter den tyske genforening, og man viser i adskillige Oversigter, hvordan nedjusteringen af skønnene over væksten i Danmark i denne periode delvis kan forklares ved, at også de internationale institutioners (EF's og OECD's) skøn over den internationale vækst hele tiden bliver revideret ned. Fra anden halvdel af 1993 og fremefter er der udførlige omtaler af den daværende valutauro i EF. Siden vedtagelsen af Maastricht-traktaten har Oversigterne regelmæssigt indeholdt en gennemgang af konvergenssituationen i EU, ledsaget af en detaljeret tabel over landenes grad af opfyldelse af konvergenskriterierne. Det internationale kapitel i en Oversigt af i dag indeholder et omfattende tabel- og figurmateriale om udviklingen i de enkelte lande, herunder med hensyn til konvergenskriterierne. Der er et figursæt om valutakurser (for ERM-landene inkl. relationen til centralkursen), og det seneste skud på stammen er et figurbilag med en række løbende kortidsindikatorer for ud- viklingen i Danmarks væsentligste samhandelspartnere. Indholdet af Oversigternes internationale kapitler af i dag skal ses i lyset af, at EU-spørgsmål mv. nu i vidt omfang behandles i selvstændige publikationsserier. De offentlige finanser Som det er fremgået, var DØS i den "klassiske" tid producent af primærstatistik for de offentlige finanser. Tallene for staten publiceredes frem til 1973/74 ved siden af Oversigterne i Statsfinanserne (Tomaten). Et detaljeret afsnit om udviklingen på de offentlige finanser var fra 1960 til 1990 en fast del af Oversigterne i hvert fald en gang om året - i 1960-65 dog kun omfattende statsbudgettet. En særlig disciplin i datidens arbejde med de offentlige finanser var (frem til 1978) at omregne tallene fra finansår til kalenderår, som jo var den tidsramme, nationalregnskabet arbejdede med. I løbet af 70'erne skete der en ændring af DØS's konkurrenceposition i centraladministrationen. Finansministeriet oprustede som omtalt på modelområdet, og der opstod visse forpostfægtninger. I slutningerne af 70'erne blev der indgået den grænseaftale, at DØS tog sig af den kortsigtede prognose, mens Finansministeriet havde de "mellemfristede" fremskrivninger som ressort som led i arbejdet med udsigterne for de offentlige finanser på lidt længere sigt. Økonomiministeriets prognoser i de Økonomiske Oversigter danner nu som før grundlaget for beregningerne af de konjunkturfølsomme poster på Finansloven, ligesom det samfundsøkonomiske grundlag for de årlige forhandlinger i forsommeren mellem regeringen og kommunerne udarbejdes i Økonomiministeriet. I dag lægges der i Oversigterne betydelig vægt på at beskrive den økonomiske politik, og Oversigterne har normalt et kapitel herom. Specialkapitler om dansk økonomi Emnevalget for Oversigternes "danske" specialkapitler gennem tiden kaster sit eget lys over forskydningerne mellem de samfundsøkonomiske interessefelter i de 50 år. Specialkapitlerne er anført i boks 4. Som omtalt i bunden af boks 3, kan grænsen mellem et "specialkapitel" og den almindelige gennemgang af konjunkturudviklingen naturligvis ikke gøres helt skarp. Efter en hensygnen i 70'erne og det meste af 80'erne er der i de sidste knap 10 år sket en opblomstring af Oversigternes specialkapitler om dansk økonomi. Som det fremgår af boks 4, var det i den "klassiske" tid navnlig handelspolitiske emner og forholdene i landbrug og industri samt tilbageskuende historiske redegørelser, der var emnerne for specialkapitlerne. I de magre år var der et par kapitler om mellemfristede problemstillinger, og i midten af 80'erne et par om opgørelsen af den offentlige gæld og om valutaforhold. Siden opblomstringen omkring 1989 har der været kapitler om en bredt felt af emner. Den øgede interesse for strukturelle problemer har givet sig udslag i en del kapitler om arbejdsmarkedets struktur og om de offentlige overførsler. Det ændrede syn på finanspolitikkens rolle er blevet belyst i et nyligt kapitel. Udviklingen på betalingsbalancen og i udlandsgælden blev viet særlig opmærksomhed omkring 1990 - da det lykkedes at opnå et overskud på betalingsbalancen efter 27 års uafbrudte underskud. Konkurrenceevnen får kastet lys på sig i to kapitler fra de seneste år. Problematikken omkring udsigten til en stigende andel af ældre i befolkningen og de dermed forbundne spørgsmål om ordninger for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet tages der hul på i et kapitel i Oktober-oversigten 1997. En særlig disciplin fra de senere år har været at sammenligne det nuværende opsving med højkonjunkturen frem til midten af 80'erne med henblik på at afsløre eventuelle risici i den aktuelle økonomiske udvikling. Økonomiministeriets arbejde med udskilning af den personlige sektor fra den samlede private sektor afspejler sig i en række kapitler om dette emne fra 1989 og fremefter. Danmarks Statistiks første offentliggørelse af tal for landets samlede kapitalbeholdning markeres med et kapitel i 1996. Forholdene i den finansielle sektor beskrives i to kapitler i begyndelsen af 1990'erne, men herefter offentliggøres undersøgelser af den finansielle sektor i særskilte publikationer. Den øgede interesse for miljøspørgsmål og deres sammenhæng med økonomien afspejler sig forholdsvis tidligt (fra 1990) i kapitler om disse - i Oversigts-sammenhæng helt nye - emner. Oversigternes tabel over de økonomiske nøgletal har i øvrigt siden maj 1996 indeholdt oplysninger om udledningerne af CO2 og SO2. Boks 4. Oversigternes specialkapitler om dansk økonomi (fortsættes) Økonomien generelt:Træk af Konjunkturudvilingen i Mellemkrigsaarene (sept. 1946) Den økonomiske vækst i Danmark i 50'erne (marts 1962) Hovedtendenserne i erhvervsudviklingen 1930 til 1960 (marts 1964) Holdbarheden af opsvinget (maj 1995) Sammenligning mellem konjunkturopsvinget i begyndelsen af 80'erne og det nuværende opsving (maj 1995) Opdateret sammenligning med forrige opsving (aug. 1997) Mellemfristede økonomiske udsigter og problemer: Nogle hovedproblemer for Danmarks økonomi i de kommende år (marts 1954) Balanceproblemerne i dansk økonomi i de kommende år (marts 1969) Balanceproblemerne i den danske økonomi (feb. 1979) Økonomisk politik og offentlige finanser: Det offentlige byggebudget 1963-64 til 1965-66 (maj 1963) Den økonomiske baggrund for det offentlige investeringsprogram (marts 1966) Det offentliges gæld og tilgodehavender 1974-1983 (april 1984) Finanspolitikken belyst ved forskellige mål (okt. 1989) Udvikling i offentlig gæld (maj 1990) Finanspolitik og økonomisk aktivitet (dec. 1996) Offentlige overførsler, arbejdsmarkeds- og socialpolitik mv.: Borgerløn (dec. 1993) Samspilsproblemer (maj 1996) Overførselsmodtagere - antal og udvikling (maj 1997) Arbejdsmarkedet, løn og uddannelse mv.: Udviklingen i arbejdsstyrken (okt. 1989) Ind- og udvandringer (okt. 1989) Strukturproblemer på arbejdsmarkedet (okt. 1991) Ledigheden og de ledige (maj 1994) Indikatorer for flaksehalsproblemer (dec. 1994) Den strukturelle ledighed (aug. 1995) Betalingsbalance og ledighed (aug. 1995) De unge (okt. 1995) Overenskomstforhandlingerne 1997 (maj 1997) Ældre på arbejdsmarkedet (okt. 1997) Produktiviteten: Produktivitetsudviklingen (maj 1990) Produktivitet (dec. 1994) Konkurrenceevne, markedsandele, eksport og import mv.: Handels- og valutapolitiske problemer (marts 1954) Eksportens markeder 1950-1955 (marts 1956) Industrien og de ændrede handelspolitiske vilkår (marts 1960) Industriens handelspolitiske vilkår (marts 1961) Konkurrenceevnen og industrieksportens markedsandele (aug. 1996) Konkurrenceevnen efter overenskomsterne (maj 1997) Boks 4. Oversigternes specialkapitler om dansk økonomi (fortsat) Betalingsbalance og udlandsgæld:Kapitalbevægelserne mellem Danmark og udlandet siden 1950 (marts 1964) Betalingsbalanceudviklingen i 60'erne (marts 1970) Valutaforhold og kapitalbevægelser (okt. 1984) Udlandsgælden og betalingsbalancen (feb. 1989) Kapitalbevægelser, udlandsgæld og rentebetalinger (maj 1989) Hovedtræk af betalingsbalanceudviklingen siden 1960'erne (maj 1991) Betalingsbalance og ledighed (aug. 1995) Investeringer og kapitalapparat: Investeringerne 1948-1954 (marts 1956) Kapitalbeholdning og investeringer (dec. 1996) Indkomster, forbrug, opsparing og institutionelle sektorer: Opsparingen i 50'erne (maj 1963) Opsparingen og indkomster i den private og personalige sektor (feb. 1989) Opsparingsudviklingen i den personlige sektor og investerings-opsparingsbalancen (okt. 1990) Ændringer i indkomsternes fordeling i 1980'erne (okt. 1991) Husholdningernes og virksomhedernes finansielle status (aug. 1992) Husholdningernes formue og gæld (dec. 1993) Privat forbrug og opsparing (maj 1994) Husholdningernes formue og gæld 1980-1994 (maj 1995) Danmarks levestandard i international sammenligning (okt. 1995) Enkelte erhverv: Landbrugets produktion og afsætning (marts 1960) Industrien og de ændrede handelspolitiske vilkår (marts 1960) Penge og kapitalmarked samt den finansielle sektor: Kapitalbevægelserne mellem Danmark og udlandet siden 1950 (marts 1964) Danske pengeinstitutter og den finansielle integration (okt. 1991) Udviklingen i den finansielle sektor (dec. 1992) Siden 1994 er offentliggørelsen af kapitler om penge og kapitalmarkeder samt den finansielle sektor i vidt omfang sket i selvstændige publikationer, jf. faktaboksen. Miljø: Økonomi og miljø (okt. 1990) Miljø, nationalregnskab og vækst (dec. 1993) Miljø og vækst (dec. 1995) Redegørelsen for den økonomiske politik I lyset af Økonomiministeriets tilblivelseshistorie kan det ikke undre, at beskrivelsen af den økonomiske politik helt fra begyndelsen var et centralt afsnit i Oversigterne. Rent teknisk udgør den økonomiske politik - sammen med den ventede internationale udvikling - en vigtig forudsætning for prognosen. Kapitel III i Nationalbudgettet for 1948 hedder da også De økonomisk-politiske Forudsætninger. Og det kommer lige efter et kapitel II om Den internationale Baggrund. I perioden efter pionérårene er der ikke længere selvstændige kapitler, hvor ordene "den økonomiske politik" indgår i titlen. Beskrivelsen sker efterhånden i høj grad i de fyldige kapitler om de offentlige finanser, der fra 60'erne bliver en normal ingrediens i Oversigterne. Hertil kommer fra begyndelsen af 70'erne kapitler om Penge- og kreditforholdene, hvori blandt andet penge- og valutapolitiske spørgsmål omtales. Dengang var kapitalmarkedet stærkt reguleret, og pengepolitikken havde derfor andre aspekter end i dag. Lige efter krigen havde pengeforholdene en helt særlig karakter. Således indeholder Oversigten fra december 1947 et afsnit om Pengerigelighedens problem og ét om Opsugningsforanstaltningerne. Ved siden af at blive beskrevet i selvstændige afsnit vil betragtninger om den økonomiske politik under alle omstændigheder gennemsyre den almindelige, konjunkturbeskrivende tekst i Oversigterne. I 1984 ophører kapitlet om Penge- og kreditforholdene, hvilket vel blandt andet skal ses på baggrund af liberaliseringen af kapitalmarkederne. I 1990 ophører kapitlet om de Offentlige finanser. Til gengæld dukker der i 1991 (igen) afsnit op med overskriften Den økonomiske politik. Det bliver fra august 1996 til et selvstændigt kapitel. Og fra oktober 1996 har det haft delafsnittene: (1) Den økonomiske politik. (2) Finanspolitikken og de offentlige finanser og (3) Pengepolitik samt rente- og valutaudviklingen. Økonomisk-politiske anbefalinger Én ting er selve redegørelsen for den økonomiske politik. Nok så interessant for en bredere kreds er vel nok, om Oversigterne også fremkommer med øko- nomisk-politiske tilkendegivelser. På dette punkt er den "klassiske" tid karakteriseret ved stor forsigtighed, diplomati og takt. Man skal i den klassiske tid ikke vente at finde meget tydelige økonomisk-politiske anbefalinger i teksten. Noget sådant sker ikke mindst mellem linierne. Ikke sjældent i et afsnit, der bærer overskriften Afsluttende bemærkninger eller lignende. Oversigternes mere normative betragtninger om den økonomiske politik skal selvsagt ses i lyset af, at det drejer sig om publikationer fra et af regeringens egne organer. De økonomisk-politiske problemstillinger har jo ændret sig mange gange i de 50 år. Pionértiden var præget af afviklingen af krigstidens reguleringer. 50'erne var nok en lidt sur periode herhjemme. Først relativt sent (fra 1957-58, da kronen også blev fuldt konvertibel) fik Danmark rigtigt del i de vestlige industrilandes velstandsstigning. Gennem 60'erne var der naturligt nok en betydelig optimisme knyttet til den stærke vækst. Men de balanceproblemer - betalingsbalanceunderskud og inflation - der skulle plage dansk økonomi i de næste mange år, begyndte efterhånden at bekymre. Det skorter ikke på advarsler i Oversigterne. Som et eksempel kan anføres, at der - allerede - i marts 1964 (i en "Sammenfatning") skrives: Den samtidige tendens til svækket stigningtakt i eksporten og til stærkt investeringsopsving koncentreret i byggeriet vil gøre det nødvendigt at udvise største varsomhed med hensyn til at tilføre økonomien yderligere ekspansive impulser. Eller et eksempel fra marts 1967 (som den afsluttende sætning i prognosekapitlet): Af hensyn til opretholdelsen af eksportens væksttempo på længere sigt vil denne betragtning dog forudsætte, at der fastholdes en sådan grad af balance i den indre økonomi, at eksporterhvervenes muligheder for at genoptage eksporten med fuld styrke, når den udenlandske konjunktur tillader det, ikke er blevet hæmmet gennem en indenlandsk bestemt opgang i omkostningsniveauet eller mangel på arbejdskraft. Genkender man melodien? Case story: Økonomisk-politiske tilkendegivelser i årene omkring første oliekrise En brølende højkonjunktur i 1972-73 afbrydes brutalt af første oliekrise. Hermed er uskyldens år forbi, og dansk økonomi rammes af et problem, som man i 60'erne havde drømt væk: en stærkt - og næsten uafbrudt - stigende ledighed. Inflation og betalingsbalance får det mildt sagt ikke bedre, og den høje ledighed bidrager til, at der opstår efterhånden betydelige underskud på de offentlige budgetter. I den sidste Oversigt inden ulykkerne - fra september 1973 - er man (selv om man naturligvis var uvidende om den kommende oliekrise) ikke uden bekymring om det holdbare i situationen: Det er så godt som uundgåeligt, at der under så kraftig ekspansion viser sig spændinger og uligevægtstendenser i økonomien.... Ledigheden har ligget på et (sæsonkorrigeret) niveau på ca. 2 pct., og der er klare vidnesbyrd om et mærkbart pres på arbejdsmarkedet ......De gunstige udlandskonjunkturer åbner betydelige muligheder for at opnå en reduktion af (betalingsbalance)underskuddet, uden at dette rammer den høje beskæftigelse. Omvendt vil et stærkt indenlandsk efterspørgselspres i kraft af sine virkninger på industriens arbejdskrafttilgang og omkostningsniveau rumme risiko for, at underskuddet bliver større end anslået. I første omgang troede man nok, at den stigende ledighed i kølvandet af første oliekrise ville være et midlertidigt fænomen, som kunne fjernes igen ved en samordnet ("koncerteret") finanspolitisk lempelse i industrilandene og i det hele taget en hurtig vending af konjunkturerne. Den første økonomisk-politiske reaktion herhjemme på oliekrisen var dog en stramning (afgiftsforhøjelser) i foråret 1974 af hensyn til betalingsbalancen. Således siger Oversigten fra marts 1974: Olieprisstigningerne har bidraget til at fastholde ellere måske forstærke den udvikling, hvor priser og omkostninger stadig drev hinanden opad....Det er bydende nødvendigt, at underskuddet på betalingsbalancen hurtigt bringes ned. I anden sætning er sprogbrugen ikke længere så tilbageholdende. Den første sætning sigter ikke mindst til den dagældende dyrtidsregulering. Den blev igennem 70'erne genstand for en række indgreb. Med virkning fra 1983 blev den helt suspenderet, og den bortfaldt endeligt i 1986. November 1974: Det råderum, der i den situation foreligger i den økonomiske politik, er nødvendigvis overordentlig ringe...En standsning af løn-prisspiralen.... Danmark gik i 1975-76 forrest (og ret ene) med en række stærkt ekspansive foranstaltninger, blandt andet en stor indkomstskattelettelse og momsnedsættelsen i en periode ("mims'en"). Juni 1975: ...En sådan mere langsigtet tilrettelæggelse af væsentlige dele af den økonomiske politik med henblik på at sikre imod en uønsket udvikling af betalingsbalancen vil på den anden side ikke være uforenelig med, at der træffes foranstaltninger, der kan give stødet til eller støtte en hurtig opgang af produktion og beskæftigelse fra det nuværende lave niveau. Set i retrospekt kan aktionen ikke betegnes som voldsomt vellykket. Man opnåede et (midlertidigt) ophør af stigningen i ledigheden, men til gengæld blev underskuddet på betalingsbalancen i 1976 meget stort. De andre lande havde ændret den økonomiske prioritering og stræbte i højere grad efter en mere langsigtet stabiliseringspolitik, således som den fremherskende linie er i dag. December 1976: ...Overslagene afspejler tillige, at der ikke har vist sig klare tegn på, at der skulle forestå et mærkbart skift i det internationale konjunkturbillede. Til trods for, at ledigheden i de fleste industrilande ligger betydeligt højere end i årene forud for tilbageslaget, regnes der gennemgående med en forholdsvis moderat (international) økonomisk vækst, især fordi der lægges afgørende vægt på at undgå en fornyet opgang i priser og omkostninger....(Det betyder), at det også i dansk økonomisk politik må være et centralt punkt at opnå en dæmpet prisudvikling, idet det kun er ad denne vej, man kan opnå den styrkelse af konkurrenceerhvervenes stilling, som i det stærkt konkurrenceprægede internationale klima åbner mulighed for en vækst i produktion og beskæftigelse. Siden 1980 Forløbet i 80'erne - anden oliekrise i årtiets start, regeringsskiftet i 1982 med kursændring i den økonomiske politik, højkonjunktur frem til 1986 og derefter lavkonjunktur frem til 1993 - er ret sparsomt ledsaget af egentlige økonomisk-politiske kommentarer i Oversigterne, bortset fra bemærkninger der ledsager beskrivelsen af de forskellige økonomisk-politiske indgreb. F.eks. kan fra oktober 1986 citeres bemærkninger i forbindelse med beskrivelsen af de da forelagte indgreb (kartoffelkuren): "To hovedhensyn har på denne baggrund spillet en rolle for udvælgelsen af de foran staltninger, der kunne komme på tale: For det første at undgå stærkt dirigistiske indgreb i låneformidlingen som dels er uønskede i sig selv, dels efter al erfaring er lidet effektive i andet end helt kort perioder. For det andet - i konsekvens heraf - at udnytte prismekanismen, men at undgå den konventionelle form af en rentestigning, som ikke kan undgå at blive generel og dermed også påvirke erhvervsinvesteringerne, og i stedet søge opnået en forhøjelse af ydelserne på de pågældende kreditter til forbrugs- og boligformål gennem afgifter og gennem krav til afdragenes størrelse. Med henblik på at opnå disse mål har man i hovedsagen koncentreret sig om tre grupper af indgreb, som dog i betydelig udstrækning skulle supplere hinanden og derved underbygge deres samlede vægt, balancen mellem forskellige hensyn samt den hurtighed, hvormed de vil påvirke økonomien." I februar 1989 introduceres den nyskabelse, at Oversigterne indledes med et Forord underskrevet af økonomiministeren. Det indeholder en opsummering af den økonomisk-politiske situation og rummer normalt en række tilkendegivelser om den økonomiske politik. Samtidig sker der en betydelig forøgelse af de økonomisk-politiske kommentarer inde i selve Oversigternes tekst. Fra august 1997 kan således citeres: "Den aktuelle økonomisk-politiske hovedudfordring består i at fastholde en afdæmpet omkostningsudvikling og en stram finanspolitisk linie, der dæmper den indenlandske efterspørgsel....På grundlag af den økonomiske fremgang og den stabilitetsorienterede økonomiske politik ventes et overskud på de offentlige finanser på 6,7 mia. kr. i 1997 og 9,3 mia. kr. i 1998....Den stramme finanspolitik skal ledsages af fortsatte strukturreformer for at realisere de langsigtede mål for dansk økonomi - herunder afvikling af udlandsgælden, flere arbejdspladser, færre overførselsmodtagere, lavere skatte- og udgiftstryk samt en markant reduktion af den offentlige gæld. Jf. regeringens publikation "Danmark som foregangsland - Danmark 2005", april 1997." Status for Oversigterne i dag En Økonomisk Oversigt af i dag har typisk følgende opbygning: Efter ministerens forord kommer et sammenfattende kapitel, hvori hovedlinierne i den danske og internationale økonomiske udvikling trækkes op. Der gives et resumé af prognosen for den danske økonomi og et kort overblik over hovedindholdet af eventuelle specialkapitler. I det følgende kapitel er der en udførlig gennemgang af den økonomiske politik. Større økonomisk-politiske indgreb vil normalt blive grundigt beskrevet i bokse. Siden offentliggørelsen i april 1997 af Danmark 2005 har der været vist figurer, der illustrerer, hvordan den seneste udvikling i centrale økonomiske størrelser forholder sig til fremskrivningen til 2005. Det bliver således tjekket, om man stadig er "på sporet". Kapitlet har endvidere en gennemgang af udviklingen på de offentlige finanser, hvor der blandt andet ved hjælp af figurer gøres rede for, hvordan skønnene har æn- dret sig i forhold til sidste prognose. Kapitlet afsluttes med et afsnit om pengepolitikken samt rente- og valutaudviklingen. I August-oversigten 1997 er der i dette afsnit en boks med en analyse af de finansielle forholds indflydelse på efterspørgslen. Næste kapitel vil normalt være om internationale økonomiske forhold. Det indeholder en grundig beskrivelse af den økonomiske udvikling og politik i de enkelte lande. Der er en lang række tabeller og figurer, blandt andet et bilag med korttidsindikatorer for udvalgte lande. Redegørelse for konvergenssituationen i EU er fast inventar. Det internationale kapitel vil ofte indeholde særlig omtale af udvalgte emner. Herefter følger så eventuelle specialkapitler med analyser af særlige spørgsmål, jf. den tidligere omtale, herunder boks 3 og 4. Det afsluttende (danske) kapitel er viet den grundige gennemgang af prognosen for den danske økonomi. Af hensyn til at lette brugernes mulighed for at finde rundt i det ganske omfattende stof er rækkefølgen i gennemgangen ret konstant. Tilsvarende er der en fast "stok" af figurer og tabeller (inkl. de 15-20 bilagstabeller). Som det er fremgået tidligere, er prognosen udarbejdet på ADAM, og der refereres lejlighedsvis til specifikke modelresultater - f.eks. forbrugsstigningens årsager opdelt på formueeffekt og stigning i den reale disponible indkomst. Desuden arbejdes med mere enkeltstående analyser. Således en metode til bestemmelse af vendepunkterne i konjunkturudviklingen og en estimeret sammenhæng mellem beskæftigelsen og saldoen på vare- og tjenestebalancen. Oversigten afsluttes med et English Summary, som indeholder et resume af den økonomiske politik og prognosen, herunder nøgletalstabellerne. Disse tabeller er erfaringsmæssigt stærkt efterspurgte ude fra den store verden, lige når Oversigten er udkommet, og de bliver i rigt mål faxet til fjerne himmelstrøg. Mange internationale kunder har således ikke tålmodighed til at vente på, at de modtager Oversigten med den ordinære udsendelse. Fremtiden? Publikationsmedier Økonomiministeriet er i skrivende stund netop ved at etablere en hjemmeside på internettet. Det er planen, at Oversigterne skal lægges "ud" på hjemmesiden. Denne form for kommunikation åbner uoverskuelige perspektiver, og det er et åbent spørgsmål, om papirbåren publikationsvirksomhed, som vi kender det i dag, vil eksistere om 10 år. Den nye publiceringsteknik vil f.eks. muliggøre, at man retter fejl og løbende opdaterer publikationen. Skal prognosen løbende justeres i lyset af tilkommen økonomisk-statistisk information eller ændringer i den økonomiske politik mv.? Spørgsmål af denne art kan ikke besvares her og nu. Kun er det givet, at den 50-åriges debut på internettet på lidt længere sigt må medføre dybtgående ændringer i publikationsvirksomheden. Modeller Som tidligere anført, sker der hele tiden en løbende forbedring og udvikling af ADAM. Det er ikke til at udtale sig om, hvorvidt der forestår egentlig kvalitative spring på dette område. Erhvervsmodellen Økonomiministeriet arbejder på udviklingen af en Erhvervsmodel, der - som en pendant til Lovmodellens belysning af husholdningernes forhold - skal kunne benyttes til at beregne virkningerne for virksomhederne af forskellige økono- misk-politiske tiltag som f.eks. ændring af selskabsskatten eller af de grønne afgifter på erhvervene. Der er etableret et datagrundlag for erhvervsmodellen. Datagrundlaget er dannet ved at kombinere oplysninger om virksomhederne fra forskellige statistikregistre i Danmarks Statistik. Det drejer sig om momsstatistikken, erhvervsbeskæftigelsesstatistikken og regnskabsstatistikken for byerhverv. Hertil kommer oplysninger fra selskabsskatteregistret. Der sigtes på at udvide datamaterialet med oplysninger om virksomhedernes betaling af miljøafgifter. På modelsiden er der udviklet en såkaldt virksomhedstypemodel, så konsekvenserne af lovændringer kan illustreres for bestemte virksomhedstyper. I tilknytning hertil er der dannet en model for virksomhedernes betaling af AER-bidrag og ATP-bidrag. Endvidere arbejdes der med at udvikle en selskabsskattemodel. Sigtet er, at modellen kan anvendes både som en forudsigelsesmodel for det fremtidige selskabsskatteprovenu samt til konsekvensberegninger af ændringer i selskabsskattelovgivningen. Der er åbnet for adgang til erhvervsmodellens datamateriale og modeller for Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Skatteministeriet, Miljøministeriet og Økonomiministeriet. Erhvervsmodellens oplysninger betragtes som fortrolige oplysninger, derfor er der strenge sikkerhedskrav i anvendelsen af materialet. Hver enkelt bruger skal underskrive en erklæring om alene at anvende datamaterialet til brug for erhvervsmodelberegninger. Der må ikke offentliggøres tabeller, hvor den enkelte virksomhed kan identificeres. AGL-modeller P.t. foregår der i Danmarks Statistik nyudvikling af en såkaldt anvendt generel ligevægtsmodel (AGL). Økonomiministeriet bidrager økonomisk og deltager i styregruppen for modellen. Der sker i øjeblikket en opprioritering af ministeriets indsats med at bemestre og arbejde praktisk med sådanne modeller, en ikke helt simpel opgave som følge af deres store kompleksitet. Sigtet med modeller af denne art er at kunne belyse virkningerne af forskellige strukturpolitiske foranstaltninger f.eks. på arbejdsmarkedet, i skattesystemet eller på miljøområdet. Forfatteren skylder tak for at have modtaget bemærkninger og bidrag fra fhv. generaldirektør Ole Bus Henriksen, fhv. kommitteret Jørn Børglum Jensen og nuværende medarbejdere i Økonomiministeriet. Bilag 1 Ministerliste 13. november 1947: Vilhelm Buhl (S) 30. oktober 1950: Ingen minister, henhørte under Finansministeriet 30. september 1953: Jens Otto Krag (S) 28. maj 1957: Bertel Dahlgaard (R) 7. september 1961: Kjeld Philip (R) 26. september 1964: Poul Hansen (S) 8. oktober 1964: Henry Grünbaum (S) 24. august 1965: Ivar Nørgaard (S) 2. februar 1968: Poul Nyboe Andersen (V) 11. oktober 1971: Per Hækkerup (S) 19. december 1973: Poul Nyboe Andersen (V) 13 februar 1975: Per Hækkerup (S) 30. august 1978: Anders Andersen (V) 26. oktober 1979: Ivar Nørgaard (S) 10. september 1982: Anders Andersen (V) 10. september 1987: Knud Enggard (V) 3. juni 1988: Niels Helveg Petersen (R) 18. december 1990: Anders Fogh Rasmussen (V) 19. november 1992: Thor Pedersen (V) 25. januar 1993: Marianne Jelved (R) Chef- og departementschefliste 13. november 1947: Viggo Kampmann 16. september 1950: Erling Kristiansen 30. oktober 1950: Erik Ib Schmidt 15. november 1964: Kurt Hansen 1. juli 1988: Jens Thomsen 15. januar 1995: Michael Dithmer Chefer for det statistiske departement og Rigsstatistikere1 1. august 1955: Christian Ulrich Mortensen 1. september 1966: N. V. Skak-Nielsen 1. august 1988: Hans E. Zeuthen 1. april 1995: Jan Plovsing Chef for Finanstilsynet 1. januar 1988: Eigil Mølgaard 1. august 1996: Henrik Bjerre-Nielsen Sekretariatschef i Det Økonomiske Råd 1. november 1962: Folmer Hammerum 1. januar 1985: Jørgen Søndergaard 1. januar 1992: Peder Andersen 1. januar 1994: Jørgen Søndergaard 1. august 1995: Peder Andersen Økonomiministeriets ressortændringer 13. november 1947: Vilhelm Buhl bliver minister uden portefølje med ansvar for økonomisk koordination og ministerudvalget for økonomi og forsyning. Til ministerens bistand oprettedes Det Økonomiske Sekretariat. 30. oktober 1950: Det Økonomiske Sekretariat overføres til Finansministeriet. 30. september 1953: Jens Otto Krag bliver minister uden portefølje med særlig henblik på økonomisk samordning og udenrigshandel. Det Økonomiske Sekretariat bliver igen en selvstændig institution. 9. september 1961: Økonomiministeren bliver Kgl. dansk bankkommissær (Danmarks Nationalbank). Det statistiske Departement (fra 1966 Danmarks Statistik) overføres fra Finansministeriet til Økonomiministeriet. 5. september 1962: Det Økonomiske Råd oprettes som uafhængig institution under Økonomiministeriet. 15. juli 1965: Lønnings- og pensionsvæsenet overføres fra Finansministeriet til Økonomiministeriet. 2. februar 1968: Lønnings- og pensionsvæsenet udskilles som Ministeriet for Statens Lønnings- og Pensionsvæsen. 13. oktober 1971: Da Budgetdepartementet overføres til Økonomiministeriet bliver navnet ændret til Økonomi- og Budgetministeriet. Dermed blev også Administrationsdepartementet samt Lønnings- og Pensionsvæsenet overført fra Finansministeriet til Økonomiministeriet. Rigsrevisionen overførtes også fra Finansministeriet. 13. december 1971: Den Internationale Valutafond (IMF) overføres fra Finansministeriet til Økonomiministeriet. 19. december 1973: Da Budgetdepartementet føres tilbage til Finansministeriet skiftes navnet tilbage til Økonomiministeriet. 1. maj 1991: Rigsrevisionen overføres fra Økonomiministeriet til Folketinget. 1. juni 1991 Økonomiministeriet overtager ansvaret for det nordiske økonomisk-politiske samarbejde fra Finansministeriet. 27. september 1994: Realkreditområdet overføres fra Boligministeriet til Økonomiministeriet. Det Økonomiske Sekretariat ændrer navn til Økonomiministeriets departement. 24. oktober 1994: Den Europæiske Bank til Genopbygning og Udvikling (EBRD) overføres fra Udenrigsministeriet til Økonomiministeriet. 1. juni 1996 Økonomiministeriet overtager ansvaret for Den Nordiske Investeringsbank (NIB) fra Finansministeriet. 31. december 1996: Lovgivning og sager vedrørende regulering og tilsyn med de finansielle virksomheder herunder Finanstilsynet overføres fra Erhvervsministeriet til Økonomiministeriet. Bilag 2 Oversigt over Økonomiministeriets publikationer 1947-97 Økonomisk Oversigt, Danmarks Nationalbudget, Økonomisk Årsoversigt, Konjunkturoversigt: 1947, 1948, 1949, 1950 I, 1950 II, maj 1951, maj 1952, februar 1953, marts 1954, marts 1955, marts 1956, marts 1957, marts 1958, april 1959, marts 1960, marts 1961, marts 1962, maj 1963, marts 1964, maj 1965, marts 1966, marts 1967, marts 1968, marts 1969, marts 1970, august 1971, marts 1972, marts 1973, september 1973, marts 1974, november 1974, juni 1975, marts 1976, december 1976, december 1977, februar 1979, marts 1980, marts 1981, marts 1982, marts 1983, oktober 1983, april 1984, oktober 1984, oktober 1985, oktober 1986, maj 1987, oktober 1987, oktober 1988, februar 1989, maj 1989, oktober 1989, februar 1990, maj 1990, oktober 1990, marts 1991, maj 1991, august 1991, oktober 1991, december 1991, april 1992, august 1992, oktober 1992, december 1992, februar 1993, maj 1993, august 1993, december 1993, maj 1994, august 1994, oktober 1994, december 1994, april 1995, maj 1995, august 1995, oktober 1995, december 1995, maj 1996, august 1996, oktober 1996, december 1996, maj 1997, august 1997, oktober 1997 Statsfinanserne ("Tomaten"): Maj 1955, november 1959, november 1960, november 1961, november 1962, november 1963, november 1964, november 1965, november 1966, november 1967, november 1968, 1968-69, 1969-70, 1970- 71, 1971-72, 1972-73, 1973-74 Udsigterne for dansk økonomi: December 1993, december 1994, december 1995, februar 1997 Økonomisk og monetær union November 1989, januar 1991, september 1991, februar 1992 Danmark i det økonomiske samarbejde i EU: Februar 1994, marts 1995, juni 1996, maj 1997 Lovmodel publikationer: Pensionisternes økonomiske vilkår (1985) Nyt social indkomstbegreb: Virkninger for pensionister og boligsikringsmodtagere (1988) Beregningsservice (1989) Beregningsservice - familietypeberegninger (1994) Beregningsservice (1995) Familier og indkomster (1996) Familier og indkomster (1997) Diverse publikationer: Betænkning afgivet af arbejdsretskommission af 1956 (1956) Den fremtidige befolkningsudvikling (1964) Inflationens årsager (1966) Redegørelse fra udvalget vedr. obligationsmarkedets forhold (1969) Betænkning om en statistisk belysning af pantebrevsmarkedet (1970) Redegørelse fra arbejdsgruppen vedr. centraladministrations organisation (1971) Budgetvejledning: Regler og anvisninger vedrørende statens budget- og bevillingssystem (1972) Betænkning om statistisk belysning af forbrugerkreditområdet (1974) Skatter og indkomstafhængige ydelser (1974) Beretning om revisionen af Danmarks Radios regnskaber for 1974-75 (1975) Betænkning vedr. den statslige revisionsstruktur m. m. (1975) Redegørelse fra arbejdsgruppen vedr. etablering af et marked for kortfristede værdipapirer (1976) Skatter og indkomstafhængige ydelser II: samordningsproblemet i 1975 (1976) Redegørelse fra arbejdsgruppen vedr. livsforsikringsselskabers og pensionkassers overførsel af risikovillig kapital til erhvervslivet (1980) Helhedsløsning (1985) Justeringer af den økonomiske politik ved færdigbehandlingen af finansloven 1986 (1985) Regeringens erhvervspolitiske initiativer (1987) Ordninger for samarbejdsprojekter mellem private virksomheder og offentlige institutioner (1987) Redegørelse for virkningen af omlægningen af arbejdsgiverafgifterne for mindre virksomheder (1988) Danmark i det indre marked (1988) Den private opsparing (1989) Danmark i det indre marked (1989) Redegørelse for den danske afgiftspolitik og det indre marked (1989) Budgetanalyse om harmonisering af overførselsindkomster (1989) Alderspension: Udvikling - overvejelser (1989) Rapport om trafikøkonomi (1989) Hvidbog om arbejdsmarkedets strukturer (1989) Den private opsparing: Betænkning fra udvalget vedrørende fremme af den private opsparing (1989) Den danske finansielle sektors internationale konkurrencestilling (1989) Budgetanalyse af boligområdet (1989) Budgetanalyse om marginalgrupper på arbejdsmarkedet (1990) Budgetanalyse af kontanthjælpsområdet (1990) Muligheder for effektivisering af det danske obligationsmarked (1990) Konferencen om økonomisk monetær union (1990) Beskrivelse af samspilsproblemerne (1991) Oplæg om vækst og beskæftigelse i 90'erne (1991) En styrket indsats over for iværkssættere og de mindre virksomheder (1992) Gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet (1992) Budgetanalyse om markedsorientering af affalds -og genanvendelsesindsatsen (1992) Overførselsindkomster i internationalt perspektiv: Budgetanalyse (1992) Forsvarets økonomi (1994) Elements of Social Security in 5 European Countries (1994) Kvinder i økonomien (1994) Arbejdsløshedsforsikringens rådighedsregler (1994) Rapport fra arbejdsgruppen om arbejdsmarkedsreformen (1994) EUs budget og statsfinanserne (1994) Den danske pengeinstitutsektor (1994) Velstand og velfærd (1995) Redning af pengeinstitutter siden 1984 (1995) Pensionsopsparingens udbredelse og dækning (1995) Marginalgruppen på arbejdsmarkedet 1993 (1995) Unemployment Benefits and Social Assistance in 7 European Countries (1995) Budgetanalyse om hjemmehjælp (1995) Individuel boligstøtte (1995) Budgetanalyse om vedvarende energi (1995) Kommunal aktivering: Samarbejde og forenkling (1995) Rapport fra analysearbejdet om børnepasning (1995) Elements of Social Security in 6 European Countries (1995) Demokrati og åbenhed om pengeinstitutternes investeringsbeslutninger (1995) Ældres indkomster og formuer (1996) Virkninger af beskæftigelsesfradrag (1996) Skatteudgifter i Danmark (1996) EUs udvidelse mod øst - økonomiske perspektiver (1996) Erhvervslivets vilkår (1997) EUs udvidelse mod øst - økonomiske perspektiver, pjece (1997) The enlargement of the European Union (1997) Danmark i det europæiske samarbejde i 25 år (1997) The Danish Securities Market (1997) Håndtering af pengeinstitutkriser (1997) 1En sådan henvisning til de ministerier m.v., der havde deltaget i arbejdet i det daværende udvalg for Økonomisk Oversigt, skete sidste gang i Oversigten marts 1970. 2En bemærkelsesværdig undtagelse er den allerførste Oversigt fra (september) 1946 - altså et år før Økonomiministeriets (Det Økonomiske Sekretariats) fødsel - der indeholder skøn for udviklingen indtil 1948, dvs. en prognosehorisont på mere end et år. Denne Oversigt (der har Skattedepartementets økonomisk-statistiske Konsulent som udgiver) indeholder endvidere et appendiks Træk af Konjunkturudviklingen i Mellemkrigsaarene med bl.a. en (skattebaseret) opgørelse af "den samlede indkomst" i årene 1929-34 og af kapitalbalancen (nettogælden til udlandet) for udvalgte år i perioden 1912-33. Det kan endvidere nævnes, at det citerede Nationalbudget for 1948 indeholdt bemærkninger til (og beregninger i forbindelse med) det daværende såkaldte Langtidsprogram, der omfattede perioden fra 1. juli 1948 til 1. juli 1952, altså en "mellemfristet" vurdering. Langtidsprogrammet var blevet udarbejdet til brug for en belysning af mulighederne for at fremme genopbygningen ved anvendelse af Marshall-hjælp. 3Det må ikke glemmes, at man så sent som i midten af 60'erne stadig kun rådede over "mekanisk-elektriske" regnemaskiner, de såkaldte "svingere", der - under udsendelsen af en ikke ringe støj - var 10-15 sekunder om at foretage en division. Regnestokken var et handy og lydløst alternativ, som jo dog ikke regner helt præcist og ikke kan anvendes til addi- eller subtraktion. Til gengæld kan den - i modsætning til, hvad "svingerne" kunne præstere" - regne eksponentielt og dermed benyttes til at beregne gennemsnitlige årlige vækstrater. I slutningen af 60'erne kom de første elektroniske bordmodeller. De var på størrelse med en mindre skrivemaskine og kunne lige klare de fire elementære regningsarter - og så kostede de omkring 10 gange så meget (i løbende priser!) som en lommeregner af i dag (der kan langt mere end endda de første, nærmest hus-store "elektronhjerner"). 4Kurt Hansen blev i 1964 departementschef i Økonomiministeriet, en post han bestred til sin død i 1988. 5"1973/74" fordi finansåret frem til 1978 løb fra 1. april til 31. marts. Periodens (Marts)oversigter blev således offentliggjort lidt inden starten på et nyt finansår. 1955-udgaven af Statsfinanserne omfattede 1938-39 og "årene efter krigen". 1Økonomisk Oversigt, marts 1968, kap. VII: Udsigterne for den danske økonomi i 1968. Som det fremgår af teksten er der ingen tabeller i kapitlet. Læg i øvrigt mærke til den karakteristiske omtale af udviklingen i byerhvervene samt sondringen mellem i løbet af året og året som helhed, jf. afsnittet om kvantitative metoder. 2Selv om gafler som nævnt principielt er det "rigtige". ADAM er som de fleste andre makroøkonomiske modeller "stokastisk" formuleret. Dvs., at prognosen for en given størrelse principielt ikke er et bestemt tal, men en sandsynlighedsfordeling. 1Et led heri er, at modellen i dag kan "køres" (løses ved iteration) på nogle sekunder på en pc, hvor der tidligere krævedes adgang til en stor, central computer, og ventetiden var betydelig længere. 2Se Økonomisk Oversigt, oktober 1989, kap. VI, Finanspolitikken belyst ved forskellige mål, hvori der vises beregninger af virkningerne af finanspolitikken i Danmark i årene 1981-90 belyst ved et modelbaseret mål. Der foretages endvidere sammenligning med OECD's og IMF's mål for finanspolitikkens virkninger. 3Betænkning nr. 713, 1974, og nr. 790, 1977, begge betitlet Skatter og indkomstafhængige ydelser m.v. Til begge betænkninger var der en omfattende Materialesamling. 4EPU (European Payments Union) var den daværende clearing-central for de vesteuropæiske valutaer. Den ophørte i 1958. Interessen for dollarbeholdningen skal ses i lyset af, at de vestlige valutaer først i 1958 blev fuldt konvertible (omvekslelige) indbyrdes. 1Chefer siden 1961, hvor Det statistiske departement blev overført til Økonomiministeriet. 5 5 80 81