Den økonomiske politik i Danmark

Danmark vil fortsætte den fastkurspolitik vi har ført overfor kernelandene i EU siden begyndelsen af 1980’erne. Fastkurspolitikken betyder, at danske virksomheder kan regne med kronekursen overfor euroen. Det er for eksempel en fordel, når danske virksomheder handler med udlandet og investerer i udlandet, idet de meget præcist ved, hvilken pris i danske kroner, de skal betale for udenlandske varer, og hvad den konkrete investering kommer til at koste.

Danmark har derfor indgået en aftale med euro-landene og Den Europæiske Centralbank om, at Danmark deltager i et nyt valutasamarbejde med et snævert udsvingsbånd på ± 2,25 pct. i forhold til euroen fra 1. januar 1999.

Valutakursen indrettes efter de lande, danske virksomheder samlet set handler mest med. Det er de 11 lande i det kommende euro-områ-de. Som nævnt foregår ca. 50 pct. af dansk varehandel i dag med euro-landene.

Vi kan ikke have en stabil valutakurs over for alle lande. Derfor vil udsving i dollar, engelske pund og svenske kroner kunne mærkes for virksomheder eller sektorer. Dette kan ikke undgås. Sådan har det også været i de mange år, hvor vi har haft en stabil kurs over for D-marken.

I de mange år, hvor vi har ført en fast valutakurspolitik, har vi der-for ikke brugt op- eller nedskrivninger (revaluering/devaluering) af kronen i den økonomiske politik. Det har medvirket til at skabe tillid til dansk økonomi. Udenlandske investorer skal ikke længere have en stor ekstrabetaling – en høj merrente – for at købe danske obligationer. Det har betydet, at den danske rente er faldet markant siden 1982, hvor Danmark startede fastkurspolitikken.

Den danske krones faste tilknytning til D-marken har også banet vejen for lav inflation i Danmark. Det skyldes, at penge- og finanspolitikken understøtter fastkurspolitikken og er i overensstemmelse med den førte økonomiske politik i Tyskland, som har tradition for lav inflation. Det skaber også forventninger om lav inflation i Danmark.

Den danske valutakurspolitik vil imidlertid fortsat være et nationalt anliggende. I udlandet ved man derfor, at vi har den principielle mulighed for at bruge valutakursinstrumentet. Det kan komme til at koste på den danske rente, fordi udenlandske investorer vil kræve en ekstra betaling for at holde et aktiv i danske kroner (f.eks. obligationer), hvis værdi kan falde ved en devaluering af den danske krone. Et dansk værdipapir er heller ikke så let at omsætte, fordi markedet er meget mindre end det kæmpestore euro-kapitalmarked.

Danmark skal derfor fortsat føre en stabilitetsorienteret økonomisk politik og en aktiv beskæftigelsespolitik. Danmark skal overbevise omverdenen om, at vi ikke står uden for euroen, fordi vi ønsker mulighed for at føre en anden økonomisk politik end euro-landene. Vi mener nemlig, at den økonomiske politik, der bliver fulgt i euro-landene, er fornuftig. Faktisk må vi være mere ambitiøse end euro-landene for at overbevise andre om, at vi mener det alvorligt, når vi fører fastkurspolitik.

Den danske pengepolitik vil som i dag blive fastlagt af Danmarks Nationalbank. Muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik efter den 1. januar 1999 vil dog – som i dag – være begrænset. Allerede i dag må Danmark tilpasse sig renteforholdene i omverdenen, primært de tyske renteforhold. Det skyldes, at pengepolitikken i Danmark bruges til at styre valutakursen. Det vil også være tilfældet overfor euroen. Det vil være den fælles europæiske rente – euro-renten – vi vil være afhængige af, i stedet for som i dag den tyske.

Selvom Danmark står uden for euroen, skal vi samarbejde med de øvrige EU-lande om den økonomiske politik. Alle medlemslandene er enige om, at stabile priser, lav rente og sunde offentlige finanser og en holdbar udvikling i betalingsbalancen er rigtige og vigtige mål. Det er det bedste udgangspunkt for at opnå en varig og holdbar øko- nomisk udvikling og øget beskæftigelse, når det kombineres med en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Sunde offentlige finanser

Man skal undgå store offentlige underskud og dermed sikre, at udviklingen i den offentlige gæld ikke løber løbsk. Voksende offentlig gæld fører til voksende renteudgifter, stigende inflation og rente til skade for vækst og beskæftigelse. I en sådan situation skal staten bruge en alt for stor del af skatteindtægterne til at betale renter på gælden i stedet for at bruge skatterne til tilbud til borgerne. Store offentlige budgetunderskud vil også føre til ustabile valutaforhold. Sammen med en stigende rente vil det hæmme lysten til at foretage investeringer og dermed være til skade for den økonomiske vækst og beskæftigelse.

Derfor er Danmark – ligesom de øvrige EU-lande – forpligtet til at undgå uforholdsmæssigt store underskud på de offentlige budgetter. Det betyder, at det offentlige budgetunderskud under normale forhold højest må være 3 pct. af BNP. Herudover skal alle medlemslande have en målsætning om overskud på det offentlige budget eller tæt på balance over en længere periode.

Den økonomisk-politiske strategi fastholdes

Danske erfaringer med en sådan økonomisk politik kombineret med forbedringer af arbejdsmarkedet, det sociale system, uddannelsessystemet og skattesystem, har været gode. Danmark har i de seneste år oplevet en økonomisk fremgang, et markant fald i arbejdsløsheden og stigende beskæftigelse.

Danmark vil derfor fortsætte denne økonomisk-politiske strategi – også efter euroens start.