Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsvarsministeriet, den 2. november 2005
Fyrværkeri samles i Sikkerhedsstyrelsen
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen og forsvarsminister Søren Gade vil samle reglerne på fyrværkeriområdet, så de fremover varetages i én styrelse – Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg. Som led i Kulegravningsudvalgets arbejde efter Seest-ulykken har Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen undersøgt en lang række raketter.
Sikkerhedsstyrelsen har undersøgt op mod 900 raketter for at sikre at raketter, der er farlige for forbrugerne, fjernes fra markedet. Sideløbende har Beredskabsstyrelsen gennemgået de samme typer med vurdering af de enkelte raketters transportklassifikation. Klassifikationen afklarer risikoen for, at raketterne kan eksplodere i store oplag.
Beredskabsstyrelsens undersøgelse har resulteret i visse omklassificeringer. Det indebærer for fyrværkeribranchen, at en række raketter, som er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, alligevel ikke må sælges i detailhandlen. Beredskabsstyrelsen undersøger nu hvor store mængder raketter, det drejer sig om.
De virksomheder, der rammes af omklassificeringen, får i første omgang tilbudt opbevaring af raketterne på forsvarets arealer. Der er i øvrigt ikke noget til hinder for, at de omklassificerede raketter eksporteres eller videresælges til professionel anvendelse.
Det er beklageligt, at de to styrelser ikke har koordineret deres afgørelser fra starten. Det skal dog samtidig slås fast, at det – som hidtil – er nødvendigt med to sæt tilladelser på fyrværkeriartikler, henholdsvis produkt- og transportklassifikation.
Det er afgørende, at borgernes sikkerhed kommer i første række. |