Kommissionen offentliggjorde tidligere i dag sin halvårlige resultattavle for Det Indre Marked. Det fremgår af den nye resultattavle, at Danmark indtager første pladsen på resultattavlen, idet Danmark er det EU land, der har det laveste implementeringsunderskud, dvs. 0,5 pct.
Kommissionen roser derfor Danmark, fordi Danmark ikke kun overholder målet fra topmødet i Barcelona i 2002 om, at EU landene højst må have et implementeringsunderskud på 1,5 pct. Danmark har også været i stand til at forbedre sit i forvejen lave implementeringsunderskud fra den seneste resultattavle fra November 2005.
Set under ét har EU's medlemslande imidlertid ikke været i stand til at nedbringe implementeringsunderskuddet yderligere. Tværtimod er underskuddet steget fra 1,6 pct. til 1,9 pct. i forhold til resultattavlen fra November 2005. Kun 14 ud af EU's 25 medlemslande overholder målet fra Barcelona-topmødet på 1,5 pct. Denne udvikling er ifølge Kommissionen skuffende, især fordi de nye medlemslande ikke har været i stand til at forbedre deres position yderligere.
De 10 nye medlemslande er dog samlet set stadig hurtigere til at implementere indre markeds direktiverne end de 15 gamle EU-lande. Kommissionen håber, at der kun er tale om en midlertidig tendens, og at især de nye medlemslande vil være i stand til at vise samme positive takter fra de sidste to år.
Ingen af EU's medlemsstater, herunder Danmark, har ifølge Kommissionen været i stand til at leve op til målsætningen om i perioden 2003-2006 at halvere antallet af traktatkrænkelsessager, dvs. sager, hvor Kommissionen finder, at landene ikke har implementeret Indre Markeds-direktiverne korrekt. Danmark er dog ifølge den nye resultattavle det EU-land med færrest traktatkrænkelsessager.
Se link til Kommissionens resultattavle til højre her på siden.