Konkurrenceredegørelsen 2007 offentliggjort - Bedre konkurrence i flere brancher - Ny konkurrencepakke vil også sætte positivt præg
Danske forbrugere betaler stadig for meget for deres varer og serviceydelser. I forhold til andre sammenlignelige EU-lande skal vi have ca. 10.000 kr. mere op af pengepungen om året.
Det viser Konkurrenceredegørelse 2007, som Konkurrencestyrelsen offentliggør i dag. Vi er stadig i den dyre ende - også selvom der er blevet færre brancher med tegn på væsentlige problemer med konkurrencen. Fx er mineralvandsfabrikker, udgivelse af dagblade mv., fremstilling af industrigasser og fremstilling af plader, ark, rør og slanger samt profiler af plast taget af listen over brancher med væsentlige konkurrenceproblemer.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen:
- Vi er ikke i mål endnu. De danske priser er stadig for høje. Det er ikke rimeligt, at vi i Danmark skal bruge 10.000 kr. mere om året i dagligdagen , og det skal vi gøre bedre.
- Men vi er på rette vej. Redegørelsen viser fremgang på en række vigtige områder, og færre brancher har væsentlige problemer med for ringe konkurrence. Desuden ser vi, at flere kommuner bruger frit valg på ældreområdet, og de udliciterer mere. Men også kommunerne skal blive meget bedre til at udsætte deres indkøb for konkurrence.
- Jeg glæder mig derfor også over, at et bredt flertal i Folketinget i maj vedtog en konkurrencepakke, som skærper konkurrencen i Danmark. Den forstærker indsatsen mod ulovlige karteller, som begrænser konkurrencen og sikrer større konkurrence om offentlige opgaver. Ikke mindst i forhold til øget konkurrenceudsættelse om offentlige opgaver er det vigtigt, at kommunerne går foran.
Se link til Konkurrenceredegørelsen mv. til højre her på siden.