Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet den 21. juni 2008
Ny modezone skal bringe Danmark til tops på den globale modescene Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sætter turbo på den danske modebranche med udpegningen af mode som den første danske oplevelseszone. Modezonen skal skabe en fælles platform for den danske modebranche og bidrage til at gøre Danmark til verdens femte centrum for mode – på linie med New York, London, Paris og Milano.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har udpeget en ny modezone som den første af i alt fire danske oplevelseszoner. Modezonen skal skabe en fælles platform for hele ”modedanmark”, der styrker vækstpotentialet i modebranchen og ruster branchen til offensivt at udnytte de store potentialer på den globale modescene.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen: - Modezonen skal placere Danmark blandt verdens modecentrum – på linje med New York, London, Paris og Milano. Den danske modebranche er højt udviklet og kan på flere punkter godt måle sig med de helt store. - Den internationale konkurrence i modebranchen er hård, fortsætter Bendt Bendtsen, og derfor er det afgørende, at den danske modebranche bliver bedre til at drive forretning. Vi skal have flere og større professionelle modevirksomheder, der kan bringe dansk mode helt i front globalt. Den nye modezone samler alle gode kræfter i branchen om at løfte den udfordring og løfte Danmark ind i modens verdenselite.
Bag modezonen står et konsortium af en række stærke partnerne fra den danske modebranche med Danish Fashion Institute (DAFI) som projektholder, BEC Design, TEKO Centeret, Kolding Design Skole, Danmarks Eksportråd, Dansk Design Center, Wonderful Copenhagen, Modekonsortiet og Dansk Erhverv.
Direktør for Danish Fashion Institute Eva Kruse: - En dansk modezone er lige præcis, hvad der er brug for, hvis Danmark for alvor skal spille en rolle på den globale scene. Det her er et skulderklap til en branche i vækst og med potentiale til at blive et globalt modecentrum samt et lokomotiv i dansk økonomi.
Zonen skal arbejde med bl.a. internationalisering, talentudvikling, styrkelse af virksomhedernes forretningsforståelse og globale udsyn samt branding af dansk mode internationalt. Formålet er at skabe en stærk ramme for innovation, eksport og vækst i dansk mode. Modezonen får et budget på 17 mio. kr. over de næste tre år. Heraf kommer de 8,3 mio. kr. fra Økonomi- og Erhvervsminsteriet.
Se link til faktaark til højre på siden
|
|

|
|
 |
Pressesekretær Erik Ljunggren elj@oem.dk tlf. 40 18 43 46 |
|
 |
|