Folketinget har den 10. oktober 2008 vedtaget lov om finansiel stabilitet.
Loven indebærer, at staten ubetinget garanterer simple kreditorers krav mod tab i danske pengeinstitutter. De pågældende institutter skal være medlem af Det Private Beredskab.
Loven betyder, at danske og udenlandske långivere og indehavere af gældsinstrumenter (simple kreditorer), herunder andre pengeinstitutter eller finansielle virksomheder, risikofrit kan låne penge til pengeinstitutterne i Danmark.
Alle privatkunder og erhvervskunder (simple kreditorer) er sikret fuldt ud for deres indeståender i danske pengeinstitutter.
Kunder, der har foretaget indskud i filialer af udenlandske pengeinstitutter, er ligeledes sikret deres indeståender, uanset størrelsen heraf. Filialen skal være medlem af Det Private Beredskab.
Indskud, som danske kreditinstitutter har foretaget i de pågældende udenlandske filialer i Danmark, er dog ikke omfattet af garantien.
For så vidt angår danske pengeinstitutters filialer i andre lande gælder det, at indeståender og kreditortilgodehavender i disse er fuldt ud omfattet af garantien, hvis det pågældende pengeinstitut har indgået aftale herom med Det Private Beredskab.
Med loven skal der etableres et statsligt aktieselskab (afviklingselskab), jf. § 4. Dette selskab sørger for driften af pengeinstitutter i vanskeligheder og sørger for den fornødne likviditet.
Garantiordningen har virkning fra søndag den 5. oktober 2008