Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 28. april 2009
Lene Espersen: – Bedre redskaber til lokal job-integration Nydanskere får job i dialog med virksomhederne via Økonomi- og Erhvervsministeriets landsdækkende VIRKSOM.NU Forretningsdrevet samfundsansvar og lokal integration af nydanskere er en god forretning. Det er hovedkonklusionen i evalueringen af Økonomi- og Erhvervsministeriets landsdækkende partnerskabsprojekt WWW.VIRKSOM.NU. Med støtte fra Integrationsministeriet og Region Syddanmark har projektet i samarbejde med ti kommuner skabt sammenhæng mellem lokale virksomheders vækstmuligheder og integration af nydanskere på arbejdspladserne. VIRKSOM.NU er netop afsluttet og evalueret. De medvirkende kommuner Fredericia, Hillerød, Sønderborg, Helsingør, Esbjerg, Viborg, Ålborg, Odense, Næstved og Roskilde har tilsammen bragt 232 nydanskere i arbejde i private virksomheder. Over 500 samarbejdsaktører har deltaget i projektet, heraf 275 virksomhedsrepræsentanter og 227 lokale medarbejdere fra jobcentre, erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner, partssamarbejdet og foreningslivet. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen: - Her er et godt eksempel på at forretningsdrevet samfundsansvar fungerer i praksis. Projektet har ført til etablering af lokale offentligt-private partnerskaber i de 10 deltagende kommuner. Projektet har allerede nu resulteret i 232 jobs i private virksomheder for nydanskere, og det har skabt konkrete, perspektivrige eksempler på nye samarbejdsformer mellem offentlige og private lokale aktører. Med lokal job-integration kan vi fremover styrke både erhvervsliv og integration lokalt. VIRKSOM.NU har formidlet kontakt mellem erhvervsorganisationer, kommuner, arbejdsgivere, ledige nydanskere og andre relevante aktører gennem lokale netværk, og har fået dem til at løfte den fælles udfordring. Projektet er resulteret i nye konkrete eksempler for lokale partnerskaber mellem offentlige og private aktører i kommunerne. Projektet tager afsæt i regeringens ønske om at styrke indsatsen for at fremme virksomheders samfundsansvar og lægger sig i kølvandet af de CSR-aktiviteter gennem de seneste år. På projektets hjemmeside: www.virksom.nu findes beskrivelser af partnerskabskommunerne, de lokale aktiviteter og de resultater, der er skabt gennem projektperioden.
|