Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 30. april 2009
Danmark som Grøn Vækstnation Regeringen lancerer i dag et omfattende Grøn Vækst udspil på 13,5 mia. kr., som skal sikre renere vand, færre drivhusgasser, mere og bedre tilgængelig natur samt et grønnere landbrugs- og fødevareerhverv i vækst. Der er tale om en stigning i investeringerne på 50 pct. i forhold til den hidtidige indsats. På et pressemøde i dag præsenterer økonomi - og erhvervsministeren, miljøministeren, klima- og energiministeren og fødevareministeren regeringens Grøn Vækst udspil. Vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen udtaler: "Med Grøn Vækst udspillet er regeringen godt i gang med at realisere visionen om et Grøn vækst samfund. Et samfund, hvor vi satser massivt på grøn adfærd og grøn teknologi for at løse miljø-, klima- og naturudfordringerne og samtidig skaber en mere grøn vækstøkonomi. Vi kommer med dette udspil, fordi vi har en forpligtelse til at videregive naturen og miljøet i ordentlig stand til de næste generationer. Vi har alle et medansvar for, at også kommende generationer har adgang til rent drikkevand uden pesticider og skadelige stoffer. Og at vi har en bedre og mere tilgængelig natur og et bedre klima med færre drivhusgasser. Landbrugs- og fødevareerhvervet er en væsentlig del af dansk økonomi. Men landbruget står også for en stor del af udledningen af næringsstoffer. Derfor er det naturligt, at landbruget tager et aktivt medansvar for at sikre vores natur. Men det skal ske, så vi samtidig fremmer en mere grøn landbrugs- og fødevareproduktion, der fortsat kan konkurrere globalt. Derfor har regeringen fokuseret særligt på at udvikle de løsninger, der både gavner miljøet, naturen og klimaet, og på samme tid bidrager til vækst, og forbedrer erhvervets konkurrenceevne. Regeringen vil skabe en mere grøn landbrugsproduktion ved bl.a. at oprette en pulje på 145 mio. kr. årligt i perioden 2010-2015 til nye investeringer i miljø- og klimavenlig teknologi i landbruget. Landbrugets rolle som leverandør af grøn energi skal også styrkes væsentligt, og derfor vil regeringen skabe rammerne for, at op mod 40 procent af husdyrgødningen kan udnyttes til grøn energi i 2020, og på sigt at alt husdyrgødning kan energiudnyttes." Udspillet indeholder derudover en lang række initiativer, der er grupperet under følgende to hovedindsatsområder: - Miljø- og naturplan 2020", hvor der bl.a. foreslås en omlægning og forhøjelse af pesticidafgiften, så de farligste pesticider pålægges den højeste afgift, en markant reduktion af landbrugets udledning af næringsstoffer til vandmiljøet, 75.000 ha ny natur, en væsentlig nedbringelse af ammoniakbelastningen samt en reduktion af landbrugets udledning af drivhusgasser med ca. 700.000 tons CO2 årligt. Indsatsen skal sikre, at Danmark lever op til kravene i henholdsvis Vandrammedirektivet samt Natura 2000-direktiverne.
- Strategi for et grønt landbrugs - og fødevareerhverv i vækst", hvor regeringen bl.a. vil modernisere landbrugsloven, så vækstbarrierer fjernes, og landbruget kan drives som selskaber. Regeringen vil også skabe rammerne for en fordobling af det økologiske areal i 2020 og sikre hurtigere miljøgodkendelser. Desuden skal en mere slagkraftig forsknings- og innovationsindsats medvirke til en mere bæredygtig landbrugsproduktion ved bl.a. at fremme dyrevelfærd og mere miljø- og klimavenlige staldanlæg.
Link til regeringens udspil Grøn Vækst her.
Oversigt over faktaark
• Oversigt over væsentligste initiativer i Grøn Vækst • Investeringer i Grøn Vækst • Danmark som grøn vækstnation • Hjemtagning af EU-midler (Landdistriktsprogrammet) • Kompensation til landbruget • Miljø- og Naturplan Danmark 2020 • Et vandmiljø af god kvalitet • En grøn omlægning af kvælstofreguleringen • Markant reduktion af pesticiders skadevirkninger • Færre drivhusgasser fra landbruget • Bedre naturbeskyttelse og biodiversitet • Mere og bedre tilgængelig natur • Strategi for et grønt landbrugs- og fødevareerhverv i vækst • Et mere selvbærende landbrugserhverv – modernisering af landbrugsloven • Hurtigere miljøgodkendelser • Landbruget som leverandør af grøn energi • Bedre vilkår for markedsdrevet økologi • Danmark som grønt vækstlaboratorium • Investeringer i nye grønne teknologier • En mere værdiskabende fødevareindustri • FAKTAARK - Samlet pdf
|