Erhvervsminister Ole Stavad er i løbende dialog med amtsborgmestre og borgmestre rundt om i landet. Ønsket har for nogle mål 2-områder været, at Erhvervsministeriet så nærmere på mulighederne for at give den nødvendige ekstra hjælp, der skulle til for at få projekterne i gang. Således fik mål 2-regionerne allerede i foråret en ekstraordinær engangsbevilling på 22 mio. kroner.
De nye 14,5 mio. kroner vil blive fordelt på mål 2-regionerne efter en fordelingsnøgle baseret på befolkningstal. I øvrigt den samme som selve mål 2 EU-delen er fordelt efter.
For Viborg, Århus, Ringkøbing og Sønderjylland betyder det, at der til mål 2-programmet yderligere i år 2001 vil være 2.165.000 kroner fra Erhvervsministeriet til medfinansiering af programmet udover de 3.290.000 kroner, som blev fordelt i foråret.
- Jeg er glad for, at det endnu engang er lykkedes at finde ekstra ressourcer, som kan være med til at få en række projekter til at lykkes. Min oplevelse er, at der er et stort lokalt og regionalt engagement, når det gælder erhvervsudvikling. Det engagement understøtter vi - i tæt samspil med lokalpolitikere og med erhvervslivet, siger erhvervsminister Ole Stavad.
- De supplerende midler ikke skal opfattes som en ændring af regeringens politik. Det er stadig altafgørende, at der i mål 2-regionerne er fokus på udvikling af rammebetingelser for virksomhedsudvikling frem for den direkte virksomhedsstøtte. Som jeg har nævnt overfor amtsborgmestrene i de områder, som får glæde af de nye midler, skal midlerne opfattes som et engangsbeløb, der er en akut hjælp til at klare det pres, der stadig er visse steder, siger erhvervsminister Ole Stavad.