Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, d. 14. august 2003
Bendtsen: Staten vil sikre mere byggeri for pengene for at vende branchens udvikling Rapport viser, at dansk byggeri stadig halter bagefter - Staten vil som storkunde stille krav om digitalisering og nye samarbejdsformer for at trække byggeriet i den rigtige retning - Skal smitte af på privat byggeri En ny rapport lancerer for første gang en statslig byggepolitik - en politik for staten som bygherre. Det sker med bl.a. nye udbuds- og samarbejdsformer, fælles retningslinier for IT-krav, og krav til leverandører om nøgletal og benchmark for at skabe gennemsigtighed på markedet.
Baggrunden for de nye initiativer er dystre tal. Den nye rapport viser nemlig, at byggeriet siden 1990 har haft et gennemsnitligt årligt produktivitetsfald på 0,5 %. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen udtaler: - I de seneste år har vi præsenteret de private byggevirksomheder for mange initiativer til vækst. Nu fortsætter vi indsatsen ved at se på, hvad staten selv kan gøre som kunde. Det vil sikre en positiv afsmitning på hele byggeområdet og medvirke til at vende den kedelige udvikling. Og selvfølgelig skal de statslige bygherrer tage den samme medicin som de private virksomheder - I regeringen er vi enige om, at målet er mere byggeri for pengene, højere produktivitet og bedre kvalitet. Mange aktører i byggeriet har efterlyst en klar politik for de statslige bygherrer. Nu er den her - og jeg håber byggeriet vil tage godt imod vores udspil. Den nye byggepolitik betyder, at de statslige bygherrer systematisk skal vurdere brugen af offentlige-private partnerskaber (OPP) og partnering. OPP skal sikre den bedst mulige risikofordeling mellem den offentlige og den private part, totaløkonomisk tankegang og sikkerhed i budget og planlægning. I forbindelse med opførelsen af IT-højskolen i Ørestaden planlægges et større parkeringsanlæg, som bliver det første OPP-pilotprojekt i de nye rammer for staten som bygherre. Den nye rapport viser, at Danmark ligger som nr. 11 ud af 13 OECD-lande: Forskningen i sektoren er lav i forhold til andre OECD-lande, og markedsandelen på danske byggevarer er faldet mere end i andre EU lande. Regeringen ønsker en produktivitetsudvikling i byggeriet på 2 % årligt. Det vil bringe Danmark på niveau med de førende OECD-lande. |
|

|
|
 |
Direktør Anders Kretzschmar Erhvervs- og Boligstyrelsen tlf. 35 46 66 30
eller
Pressesekretær Erik Ljunggren Økonomi- og Erhvervsministeriet tlf. 33 92 31 15 / 40 18 43 46 |
|
 |
|